Forskning og politisk magtudøvelse går ikke altid hånd i hånd. For eksempel var en del atomforskere stærkt bekymrede over de planer, den amerikanske regering i slutningen af Anden Verdenskrig havde med deres resultater. Og i 1950’erne oplevede man kernefysikeren og nobelpristageren Niels Bohr udsende en indtrængende appel til verdens magthavere om at besinde sig og se konsekvenserne af det accelererende atomvåbenkapløb i øjnene.

På det seneste har vi fået indblik i problematikken – om end i en noget mindre dramatisk skala end det atomare vanvid. Det er endnu engang den tragikomiske landbrugspakke, der giver os et indblik i det uskønne magtspil, der udspillede sig, da regeringen skulle igennem med sit ønske om at tromle miljøhensyn for at begunstige et betrængt erhvervs særinteresser.

Først var der hele det pinagtige forløb, hvor den daværende gødningsminister kæmpede med næb og kløer for, at alt var i sin skønneste orden – alt var lagt åbent frem, og miljøet var sikret en gylden fremtid. Så en høring på Borgen, hvor ingen af de syv videnskabsmænd, der var involveret i forarbejdet til pakken, kunne nikke ja til, at alt var i sin skønneste orden og regeringens tal retvisende. Tværtimod.

Det rokkede ikke Eva Kjær Hansen, der en time senere på et samråd hårdnakket fastholdt, at der intet var at udsætte på regeringens tal for landbrugspakkens effekt på miljøet. Det var her, De Konservative fik nok og endegyldigt mistede tilliden til ministeren.

Amokløb uden sidestykke

Så fulgte et forløb, hvor politiske iagttagere og journalister ikke troede deres egne øjne og øren. Statsminister Lars Løkke gik i den grad amok og spillede hasard med sin statsministerpost, så ingen kunne erindre lignende indslag i dansk politik nogensinde. Efter flere døgns pinagtigheder måtte den revolversvingende statsminister give op og Eva Kjær Hansen forlade gødningsministeriet.

Tre af de blå partier udfoldede stor energi for at mobbe De Konservative og bagatellisere sagen. Men det lykkedes ikke at lukke sagen.

For kort efter kunne Berlingske Tidende afsløre, at statsministeren himself havde været ualmindelig aktivt involveret i arbejdet med pakken. Embedsmænd i Miljøministeriet kunne – mod garanti for anonymitet – berette, hvordan Lars Løkke sammen med topembedsmænd over flere måneder havde brugt grovfilen og utallige møder til at få slækket betragteligt på miljøkravene.

Imens sad tilsyneladende andre kreative embedsmænd i Miljø- og Fødevareministeriet og bearbejdede det grundlæggende materiale, universitetsforskere fra Aarhus havde leveret. Og således blev tørre tal, der viste en øget tilførsel af kvælstof i landbrugets tre friår, til et grafisk skema, der viste det modsatte. Keine Hexerei, nur Behändigkeit. De regnede blot tallene sammen med tallene fra årene før, hvor det gik godt, fordi der var randzoner og andre restriktioner på gyllespredningen.

Nu er det jo risikabelt for magthavere at involvere forskere fra universiteter i deres projekter. For de kan ikke i samme grad som regeringens egne embedsfolk trynes til at gøre, som de får besked på, og ellers klappe i. Uafhængige forskere har før sagt højlydt fra, hvis de har oplevet at blive spændt for en vogn, som deres arbejde og viden ikke kunne trække.

Men den problematik mente regeringen nu at have helt snor i. Igen blot lidt behændighed. Vi lader bare, som om vi skal lave forretninger med en leverandør, og så laver vi en kontrakt om vilkårene. Her vil jeg tillade mig at understrege, at der ikke er tale om et almindeligt forretningsforhold.

Vi taler om, hvordan vores folkevalgte indretter vores fælles samfund. Og vi roser os af at have et oplyst demokrati. Det vil sige, at der træffes beslutninger og indgås politiske aftaler på et oplyst grundlag. Og i fuld åbenhed, så borgerne har mulighed for at blande sig i debatten og bidrage med viden og indsigt. Det er ikke mindst vigtigt, fordi politikere er glade amatører indenfor næsten alt andet end politik og magtspil. De har sjældent anden faglighed og må derfor støtte sig på aktører med den fornødne indsigt – her indsigt i de komplicerede mekanismer i naturens processer og det stigende, globale problem med kvælstofudledning.

Ingen plads til faglighed

Men den slags luksus mente regeringen ikke at kunne tillade sig, når det gælder om at redde landbruget og flere Venstre-stemmer i det gamle bondeland. Den kontrakt, som Aarhus Universitet af uransagelige grunde villigt underskrev, lød på total tavshedspligt. Og jeg mener total.

Forskerne blev bundet på hænder og fødder. Ingen andre (end regeringen) måtte få indsigt i deres tal og beregninger før langt ud i fremtiden. De måtte overhovedet ikke ytre sig om arbejdet med og indholdet af den fremtidige landbrugspolitik – før der var indgået forlig om det på Christiansborg. INGEN – heller ikke politikere – måtte de tale med. Samtidig forsøgte gødningsministeren at tromle loven hurtigt igennem – uden den sædvanlige høringsfase.

Men ikke nok med det. Regeringen og dens villige jurister tog virkelig fat, da kontrakten blev udformet. Forskerne måtte end ikke – under trusler om sanktioner – sige til nogen, at de ikke måtte sige noget. De blev pålagt total tavshed om tavshedspligten.

Hvis man forestiller sig den usandsynlige situation, at for eksempel Liberal Alliances kuglestøder Olsen under forhandlingerne skulle blive i tvivl om de tal, regeringen forelagde ham, og ringede til en af forskerne, så ville han end ikke få at vide, at forskeren ikke måtte sige noget som helst til ham. Ja, forskeren måtte vel – for at overholde den groteske kontrakt – helt lade være at tage telefonen.

Derfor var det først, efter at de blå havde indgået forlig om landbrugspakken, at de første forsigtige spørgsmålstegn ved det grønne skønmaleri dukkede op.

TÆPPE. Slut på vor lille komedie. Et stykke hverdagsdrama, som har givet os indsigt i, hvor uskønt og udemokratisk magten udøves hertillands. Og hvor meget man kan slippe afsted med, når man har magten. Og hvorfor kampen om nøglen til Statsministeriet er det altoverskyggende politiske emne. Trods de utallige kæmpe udfordringer, vi står overfor.

Tak for indsigten. Nok spirer foråret – men mørket sænker sig.