Vi står i dag med nogle kæmpe problemer på det danske arbejdsmarked.

Social dumping, manglende praktikpladser, rekordfå ansøgere til erhvervsuddannelserne, mangel på arbejdskraft (hvis du spørger dansk erhvervsliv) og et arbejdsmiljø, hvor man nogle steder skal kigge femogtyve år tilbage for at finde lignende tilstande. Ovenstående er bare et udpluk af de store udfordringer, som vi som samfund kommer til at skulle imødegå de næste mange år.

Når man kigger på de nævnte problemer, er der noget, der med det samme slår mig.

Hvordan kan de danske arbejdsgiverorganisationer stå og bebude – i den bedste sendetid på den bredeste medieflade – at man vil importere op mod 200.000 faglærte arbejdstagere, når der i samme periode er et rekordstort antal lærlinge (13.500), der står uden en læreplads?

Hvorfor vil de danske arbejdsgiverorganisationer importere 200.000 faglærte samtidig med, at cirka 132.000  står uden job?

Hvorfor har vi så travlt med konstant at kontrollere arbejdstageres forpligtelser ved arbejdsløshed, oprette praktikpladscentre til lærlinge og bortforklare den ene arbejdsulykke efter den anden ved de offentlige anlægsopgaver?

Men vi har aldrig travlt med at spørge arbejdsgiverne, hvorfor der står 13.500 uden en praktikplads, når nu den praktiske del af uddannelsesansvaret i vekseluddannelserne ligger hos dem? Hvorfor efterspørger de faglært arbejdskraft fra udlandet, når de ikke engang kan finde ud af at uddanne den arbejdskraft, vi har i Danmark? Hvorfor søger unge mennesker i stigende grad væk fra de faglærte arbejdspladser, når nu der burde være gode muligheder for godt arbejde i de brancher?

I moderne tider, hvor virksomheder – store som små – fra hele verdenen byder ind på forskellige opgaver – private som offentlige – er der brug for nogle moderne tiltag. Der er brug for, at der bliver stillet konkrete krav til erhvervslivet, når man vil byde på opgaver i Danmark. Sociale klausuler – hvor virksomheder ganske enkelt ikke får lov til at byde på opgaverne, hvis ikke de bidrager til at uddanne fremtidens arbejdskraft – er et stærkt værktøj, som kan bruges både offentligt og privat.

Vi skal have et kædeansvar, når virksomheder sælger deres opgaver videre til anden aktør. Der må aldrig være tvivl om, at den virksomhed, der har vundet en opgave, bærer ansvaret for den pågældende arbejdsplads. Som tingene er nu, kan virksomheder henvise til anden aktør, hver gang de har solgt en opgave videre. Det skaber en jungle af bureaukrati med billeddokumentation og lange møder, der kun handler om, hvem af de forskellige aktører der bærer skylden, når der opstår selv de mindste problemer på arbejdspladserne. Det er både hamrende dyrt og ineffektivt. Med et kædeansvar vil man kunne koncentrere sig om at løse problemerne i stedet for at diskutere, hvis skyld det er.

Kort sagt: Gennem sociale klausuler og et kædeansvar vil man nemmere kunne sikre sig, at arbejdsgiverne tager de lærlinge, de bør. Man ville kunne sikre et sundt arbejdsmiljø. Man vil få en mere effektiv og løsningsorienteret ledelse på arbejdspladserne. Igennem et godt, sundt arbejdsmiljø, gode uddannelsesmuligheder og jobsikkerhed skal vi gøre de faglærte job mere attraktive – derved vil de danske arbejdsgivere også få en stor del af den faglærte arbejdskraft, de måtte påstå at mangle. :