Mink har ikke mange venner. Det er ikke en aktuel betragtning, hvert eneste år ved denne tid slås mink ihjel i millionvis for pelsens skyld. Igen i år slås de ihjel, blot af andre grunde, men det føles næppe mere venligt for minken selv.

Minkavlerne har sædvanligvis heller ikke mange venner. Minkavl er et erhverv, der af mange omfattes med intuitiv modvilje mod, at man holder dyr alene for at slå dem ihjel og tage deres pels. Hvis kødet så også kunne bruges til menneskeføde, ville det måske have været anderledes. Måske. Dyrevelfærdsmæssigt er det dog ikke minkenes anvendelse efter døden, der som oftest fremføres som argument, men de trange trådnetbure, som minkene i levende live holdes i i umiddelbar modstrid med et rovdyrs jagtinstinkt.

I år er yderligere et argument kommet til, nemlig minkenes evne til at lade sig coronasmitte af mennesker og deres evne til at smitte mennesker tilbage, endda i muterede varianter. Der er for så vidt ikke noget nyt i dette. I en fjern fortid oplevede klummeskriverens farfar at måtte slå sin besætning af køer ned, fordi de havde fået tuberkulose, for dernæst med en ny besætning at opdage, at den første havde smittet ham selv og et af børnene, så de derefter smittede den nye besætning, der følgelig også måtte slås ned.

Det blev et farvel til landbruget, og det samme kommer til at ske for nutidens minkavlere. Forskellen er, at det danske samfund i 2020’erne ikke bare lader den slags finde sted af sig selv og uden sikkerhedsnet. For første gang oplever minkavlerne med det udskældte erhverv, at de har venner derude, som vil afbøde deres tab.

Hvor dybt venskabet stikker, og hvor meget tabene skal afbødes, er dog usikkert. Blå blok vil have fuld erstatning efter ekspropriationstakst, mens regeringen har været lidt vævende og foretrukket termen “kompensation” og forsøgt sig lidt med, om man juridisk kan kalde en nominelt midlertidig afvikling af et helt erhverv for en ekspropriation. En åbenlys træden vande, for hvis der er flertal for at ekspropriere noget, så er det en ekspropriation. Kort sagt: et politisk spørgsmål, ikke et juridisk.

Om der er flertal, er så en anden sag. Ganske vist har SF, måske lidt overraskende, erklæret at ville “sikre kompensation som ekspropriation” (Lisbeth Bech-Nielsen på Facebook), men som bekendt er ingenting i hus, før det er i hus. De gode viljer gør det ikke alene, og der er mange måder ikke at nå til enighed på. Det er politik, ikke jura.

Jura er det derimod når regeringen vil gøre noget, som ingen lov giver den hjemmel til. Dertil rækker bemyndigelserne ikke, og efter at en ved starten af coronakrisen  overrumplet opposition efterhånden er kommet om ikke til hægterne, så dog er blevet bevidst om, hvor lidt den over lange stræk har haft at skulle have sagt, så er regeringens behov for et flertal et velegnet middel til at indhente noget af det forsømte. Nu er det ikke kun minkene, der er venneløse, regeringen er også.

Om det ligefrem ender med, at der på grund af det manglende flertal skal gå de minimumsnormerede 30 dage til behandling af et lovforslag, er nok ikke noget, man skal regne med. Et flertal kan manifestere sig, så snart der er afregnet politisk betaling for det, og det kommer der ikke til at gå en måned med. Minkavlerne gør sig da heller ikke nogen falske forhåbninger, deres egen formand har opgivende anbefalet at fortsætte aflivningen af minkene og af erhvervet, uanset rettidig lovhjemmmel eller ej.

Men godt ser det ikke ud. En regering der melder skråsikkert ud og efterfølgende må tuskhandle sig til politisk opbakning, er lige så uskønt som en regering, der ignorerer magtens tredeling og stanger en nedlukningsordre ud til domstolene. Eller amputerer armslængdeprincippet og detail-dikterer hvilke DR- og TV2-journalister der må være på arbejde, eller for den sags skyld lader Sundhedsstyrelsen forlange privathospitaler lukket uden lovhjemmel.

Det ligner et mønster. Et mønster der ikke skaffer mange venner.