Ulla Vestergaard er glad. Rigtig glad. Hun har lige prøvet at præsentere budgetforhandlinger for medarbejderne i Thisted Kommune for første gang.

“En rigtig dejlig oplevelse” som hun siger. Men det var også en privilegeret opgave i en “voldsomt privilegeret kommune”.

Siden 2014 er det nemlig kun gået fremad for økonomien i kommunen, der ellers havde trange kår mellem 2010 og 2014, hvor der var store besparelser på både ældre-, skole- og dagpleje-området. Men nu er der styr på det og ingen besparelser overhovedet. Udover det  sidder Ulla Vestergaard med en kommunalbestyrelse, som er enige om, hvad de ønsker at investere i. Min sjæl, hvad mer’ vil du have?

Nej, vel. Ovenikøbet er borgmesterposten ifølge Ulla Vestergaard ‘verdens bedste job’.

- Det at få lov til at stå i spidsen og være en del af et pulserende liv, komme tæt på folk, se, hvad der driver dem, se, hvad der driver virksomheder - det er fantastisk, siger hun.

Thy med og uden torne
Ulla Vestergaard er i det hele taget glad. Et menneske med et godt humør og glad for humor. Og det er ikke, fordi hendes opvækst og liv i Thy har været uden torne.

- Det kan godt være, at jeg joker med meget her i livet, men der har også været mange trælse ting undervejs med både sygdom og død, fortæller Ulla Vestergaard.

Trælse ting, men også gode ting.

Som for eksempel at være datter af en ægte landsbypige fra Thy og en ægte ‘kjøwenhavner’-knægt fra Vesterbro med familierødder i Thy. To ‘poler’, der mødes i Thy en sommer og forelsker sig - og får fire børn. Heriblandt Ulla, der boede de første fire år af sit liv tæt ved Nors Sø i nærheden af Isbjerg, der er en del af Thys Nationalpark.

Mixet mellem en pige fra landet og en fyr fra storbyen var godt - også selvom Ulla Vestergaards far drillede hendes mor med at være den naive fra landet, der troede, at verden var lyserød og enkel.

- Min far, der voksede op på 3. sal i Ingerslevsgade, havde set verdens fortrædeligheder tæt på og kunne fortælle både min mor og os unger, at verden var mere end bare lyserød. Og han gjorde det gerne, siger Ulla Vestergaard og mindes et eksempel:

- Han fortalte, hvordan naboen kom fuld hjem torsdag aften og ikke blev lukket ind af konen, fordi han var kommet til at bruge ugelønnen. Og derfor måtte blive ude på trappen.

Begge Ulla Vestergaards forældre var indremissionske. Men ikke på den mørke, strenge og alvorlige måde, som Ulla Vestergaard fortæller, at hun bestemt også har været vidne til - og hvor hun hver gang har tænkt: “Kom nu ind kampen; grin, smil!”

I stedet oplevede Ulla Vestergaard sine forældres tilknytning til det indremissionske som noget positivt. Takkebøn, kirke, bibelkreds var en del af deres liv, men forældrene påduttede aldrig deres børn deres tro.

- Vi havde en helt normal opvækst med sport og FDF ungdomsskole, og vi så deres rummelighed og tolerance over for alle slags mennesker, fortæller Ulla Vestergaard.

Forældrene var alt andet end fordømmende. De tog mennesker ‘ind’ og lyttede til deres historier.  

- De havde stor respekt for andre menneskers prioriteringer i livet, stor respekt for, at vi gør ting forskelligt, og at vi vil noget forskelligt, siger Ulla Vestergaard.

Netop den indstilling påduttede forældrene Ulla Vestergaard og hendes søskende. Og de fik ind med modermælken, at selvom livet kunne være hårdt, var det stadig muligt at komme videre, opdrage sine børn og få styr på tingene.

Det var godt at vide - for livet kom, som nævnt, også på tværs i deres egen familie.

- Da jeg blev født, blev min mor ramt af leddegigt. Hun kom på hospitalet, og vi fik det, man dengang kaldte for en ‘husmor-afløser.’

Leddegigten betød, at moderen blev førtidspensionist.

11 år senere døde Ulla Vestergaards lillebror i en ulykke. Han blev ni år gammel. Moderen var gravid på samme tidspunkt, og midt i al sorgen kom en ny lillebror til verden.

- Min opvækst har bestemt ikke været lyserød, men ting kom til at fungere alligevel. Der blev taget hånd om livet, og jeg har aldrig været ræd for noget - på den måde, siger Ulla Vestergaard.

Ulla å-mand med “ild i røven”
Ulla Vestergaard var heller ikke ræd for at tage arbejdshandskerne på.

Faderen havde været landmand, til Ulla Vestergaard var 10 år, så solgte han alt fra og blev selvstændig å-mand. Sammen med sine søskende tjente hun sine lommepenge ved at hjælpe farmand med at rense åer.

Til orientering for eventuelle ignorante byfolk, så renser man åer med en le ved at slå kanterne og bunden af åen for grøde. På den måde skabes passage til vandet, og fiskene kan trives.

Trives gjorde Ulla Vestergaard nu - i natur-friske rammer med røde kinder, skolebus og med godt snakketøj.

- Jeg var et barn med ild i røven, og jeg snakkede meget i skolen. Jeg havde mange meninger om meget og blev ofte sendt udenfor døren, fortæller hun.

Dengang var det sognerådsfolk, der holdt opsyn, og de tog hjem til Ulla Vestergaards mor og far for en lille snak.

- De syntes, det var blevet for grov med mig, og de opfordrede mine forældre til at få lidt styr på mig, siger Ulla Vestergaard.

Men de måtte rejse hjem igen med uforrettet sag. For Ulla Vestergaards far havde blot dette at melde: “Vi skal nok opdrage hende herhjemme, men i skolen må I selv klare det.”

Lærdom uden bevis
På den måde oplevede Ulla Vestergaard altid opbakning fra sine forældre. Og de bakkede hende også op, da hun år senere besluttede sig for ikke at tage sin sidste studenter-afgangseksamen.

Årsagen til den beslutning var, at Ulla Vestergaard var besvimet under nogle af de forrige eksamener - formodentlig på grund af præstationsangst. Hun er ikke helt sikker på, hvad der egentlig lå til grund, fortæller hun.

- Jeg manglede kun eksamen i faget fransk, og jeg manglede kun et 8-tal, men jeg kunne ikke overskue det - tænk, hvis jeg ikke bestod?

Ulla Vestergaard ville ikke udsætte sig selv for flere besvimelser, og selvom det var rigtig træls, så blev det altså sådan.

- Ingen kunne jo tage de tre år og den lærdom fra mig, jeg fik  - men papiret fik jeg ikke, siger hun.

Derfra gik vejen gennem AMU-kurser, praktik og fastansættelse på Kristianslyst plejecenter som beskæftigelsesvejleder i aktivitetscenteret for ældre og førtidspensionister. Her blev Ulla Vestergaard frem til 1995.

I de år blev Ulla Vestergaard tillidsrepræsentant, og hendes interesse for at agere talerør for andre blev vakt.

I 1995 opstod FOA, og hun blev valgt ind som faglig sekretær, siden som formand for Thisted-Morsø, og i 2009 stillede hun op i politik. Og stoppede som formand i FOA, da hun blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Thisted.

- Jeg ville ikke være både forhandler for FOAs medlemmer og så i øvrigt sætte mig om på den anden side af bordet og agere arbejdsgiver for de samme. Sådan arbejder jeg ikke.

Dermed stod Ulla Vestergaard uden arbejde i 2010.

Men ikke længe; for et års tid senere fik hun i stedet job som undervisningskonsulent hos FOA. En stilling, hun har orlov fra nu, mens hun er borgmester.

Borgmesterdrømmen var allerede en realitet i 2009 for Ulla Vestergaards vedkommende.

- Jeg overvejede det hele vejen, og tiden modnede mig og min viden om, hvordan man samler en flok, og hvilken politik man kan og vil strikke sammen, fortæller hun.

To dage før valget sidste år i november døde Ulla Vestergaards far af et hjertestop. Han nåede derfor desværre ikke at se sin datters drøm om at blive borgmester gå i opfyldelse.

Men han kan være sikker på at, datteren og kvinden, der kan svinge en le, nu er i gang med at skabe passage og retning for kommunens borgere i Thisted.