Jeg hedder Henriette Irminger Sonne. Jeg er kandidat til Københavns Borgerrepræsentation. Det er første gang jeg stiller op, og selvfølgelig gik jeg til det her med en hel masse overvejelser om, hvad det ville indebære. Jeg har imidlertid fundet ud af, at det er enormt svært at kalkulere fra start. At stille op til kommunalvalg har for mig været et projekt, der på alle måder kan betegnes ved ordet ’udvidelse’. Udvidelse, fordi jeg tidligere har været aktiv i andres valgkampagner og dermed havde en forestilling om, hvad jeg skulle forvente – som efterfølgende er blevet overgået igen og igen. Jeg bruger langt, langt flere timer, end jeg havde kunnet forestille mig, ja.

Men det er ikke kun her, at mine forventninger er blevet overgået. Jeg har fået langt flere positive oplevelser, langt mere inspiration, blevet langt mere imponeret over, hvilken indsats valgkampen har kunnet trække ud af mig selv og andre, og jeg er blevet langt mere overbevist om, at jeg har truffet det rigtige valg. Det skal ikke lyde som en dans på roser – jeg kan samtidig ikke længere tælle de gange, jeg fuldstændig har mistet overblikket.

Heldigvis ikke familiens 'New Normal'

Inden jeg stillede op til Borgerrepræsentationen, talte jeg med min familie om, hvordan vores hverdag ville blive påvirket. Både jeg og min kæreste stiller op, hvilket gør hele situationen lidt mere speciel. At være to kandidater ud af en familie med to voksne betyder, at der ikke er nogen til at tage slæbet derhjemme. Det har den konsekvens, at vi alle sammen må strække os meget længere for at få hverdagen med madlavning, arbejde og skole-hjem-samtaler til at fungere. Det har været en kæmpe udfordring. På den anden side har det været en stor fordel at have en partner, som forholder sig til den samme realitet og ikke kommer til at føle sig nedprioriteret i forhold til valgdebatter og kampagnemøder. At vi er en sammenbragt familie, er faktisk også en fordel i denne sammenhæng. Min eksmand klarer for eksempel madpakken og smider den af i skolen. Og i øvrigt kan halvstore børn rigtig meget selv, når de får lov at tage ansvar og købe ind, fordi det er en reel aflastning i en travl tid og ikke bare en pædagogisk foranstaltning, fordi de skal lære det.

Jeg kan se, at min interesse for politik smitter af på mine drenge og giver dem lyst til at deltage i det kommunale demokrati. At de tager stilling og selv bruger deres stemme, når de har muligheden. Jeg kan allerede se det ske med min ældste søn Lukas, der ivrigt debatterer politik på sin efterskole. Og min yngste søn Johan har samlet sig et helt hold af venner, der sammen går Vesterbro og Nørrebro tyndt med valgflyers. Når det er sagt, må jeg også understrege, at det gør en stor forskel, at de er blevet store, 13 og 15. Og alt i alt er de nok glade for, at valgkampagnehverdagen ikke er ’new normal’.

Dyrebare frivillige

Min kampagnegruppe har også været til stor inspiration. Jeg har selv været kampagneaktiv før, men det er en stor omvæltning pludselig at opleve, at andre travle mennesker bruger deres dyrebare fritid på at hjælpe mig. Jeg kan stadig blive forundret over, hvad min kampagnegruppe vil bruge af tid på at være med. Det gør mig bevidst om, at de mennesker hjælper mig til at kunne sige de ting, jeg gerne vil sige.

Min egen sårbarhed gør mig stærk

I virkeligheden havde det nok ikke været muligt for mig at formidle alt det, der ligger mig på sinde, hvis ikke jeg havde folk til at organisere forskellige praktiske områder af kampagnen. Jeg har en ADHD-diagnose, som spiller en væsentlig rolle i det – og i min hverdag og arbejdsliv. Det er en udfordring, men ikke en, jeg ville være foruden. Min egen psykiske sårbarhed har været en stor del af katalysatoren for min opstilling til kommunalvalget. Det har gjort mig endnu mere opmærksom på, at der er en enormt ærgerlig tendens i samfundet:  En masse ressourcestærke folk bliver tabt i systemet, fordi de er udfordrede af hverdagen på den ene eller anden måde og ikke får tilstrækkelig eller tilstrækkeligt kvalificeret opbakning og støtte. Jeg mærker den selv – udfordringen – men med assistance blokerer mine udfordringer ikke for vejen fremad.

 

Politikere skal turde ærlighed

I valgkampen har jeg haft en del overvejelser om, hvorvidt jeg skulle være åben omkring et handicap, som de færreste lige får øje på. Jeg har dog valgt at lægge kortene på bordet, fordi jeg grundlæggende mener, at en diagnose ikke skal være hindrende for, hvad man kan opnå i livet! Det er et budskab, jeg gerne vil bringe videre til andre. Derudover må jeg sige, at det hedder Borgerrepræsentationen, fordi den skal netop det: repræsentere borgerne. Også dem med sårbarhed og udfordringer.

Man kan og skal ikke pille mennesket ud af politikeren. Jeg føler, at jeg kan bidrage med en forståelse for, hvor frustrerende det kan være at have en psykisk diagnose i det danske sundhedsvæsen. Ganske enkelt, fordi jeg personligt har oplevet, hvordan man let bliver kastebold mellem forskellige instanser i (sam)spillet mellem kommuner og regioner. Det giver mig en kæmpe motivation for at forbedre det system. Igen synes jeg, at mine egne udfordringer bliver en enorm fordel for mig. Det er simpelthen de færreste politikere, der på egen krop har oplevet, hvor de blinde pletter i systemet er. Det har jeg! Det gør det muligt at udpege dem og få gjort noget ved det.

Én dør til kommunen 

På mange måder er der masser af potentiale i vores velfærdssystem – det potentiale kan dog udnyttes til at gøre processerne meget simplere for brugerne. Jeg har selv arbejdet for Københavns Kommune i flere år, blandt andet i forbindelse med klimatopmødet COP15, hvor jeg var ansat i teknik- og miljøforvaltningen. Her har det slået mig, hvor enormt højt et fagligt niveau der er blandt kommunalt ansatte, men at de samtidig støder mod nogle politiske barrierer og en forvaltningsstruktur, som nogle gange spænder ben.

 Det er en af mine mærkesager, at vi udnytter potentialet i (velfærds)systemet. Det er ikke borgernes pligt at gætte, hvad vi har ret til. Der skal være én dør til kommunen, så vi kan finde hjælp, når vi ikke ved, hvor vi skal gå hen.

Og jeg tror faktisk, at jeg kan gøre en forskel. Jeg er ny kandidat, og det er svært at skabe opmærksomhed omkring mig selv, så vi har måttet tænke kreativt i kampagnegruppen, men det er forsøget værd. Der er mange udfordringer i lokalpolitik, og der er virkelig nogle bjerge, der skal bestiges for at ændre markant på problemerne. Jeg ser masser af åbninger for at imødekomme de udfordringer. Valgkampen har sat mig i forbindelse med rigtig mange mennesker, politikere og almindeligt interesserede, som er åbne for bredt samarbejde om de ting, der er vigtige for Københavns borgere. En af mine valgkampagner hedder ’Henriettes forældremøder’. Her tager jeg ud på legepladser og taler med forældre om, hvad de konkret mener kan forbedres i deres hverdag. Jeg har fået masser af forslag til ændringer, som jeg ved, at vi kan gennemføre, og som det er vigtigt bliver gennemført.

Så hvordan har det været at stille op til kommunalvalg? Det har været udvidende. For min viden om rigtig mange ting, for hvor meget jeg mener at kunne klare, for min vilje til at kæmpe for at gennemføre mine mærkesager og for min oplevelse af andre menneskers gavmildhed. Jeg ville ikke være noget af det foruden. Jeg tror samtidig, at jeg ville have tænkt mig om en gang eller to mere, hvis jeg havde vidst, hvor meget det ville fylde. Men hvor er jeg glad for, at jeg ikke vidste det – den her valgkamp er vigtig i min proces som kommende politiker, og det er en inspirerende øjenåbner.