Fleksibilitet og nytænkning er på dagsordenen i KL’s forhandlingsoplæg angående en lempelse af integrationskravene i kommunerne, som i disse uger kommer til at stå centralt. At der er pres på kommunerne på flygtningeområdet, er evident, og der er om nogensinde behov for at lytte til fodfolket i integrationsindsatsen – på kommunalt plan – der ofte med udgangspunkt i jobcentrene har fået sig en mega-udfordring.

De 23 forslag fra KL blev bragt i Politiken i tirsdags, og et dyk ned i de små og store forslag, der ikke kun kredser om boligsituationen, rammer blandt andet nr. 2: ’Staten skal i fremtiden vurdere flygtninges erhvervsmæssige kompetencer, inden de bestemmer, hvilken kommune de skal til.’

Og det er jo ligesom hørt før. Tilbage i september udtalte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at det ’burde være muligt at screene tidligt, så en flygtning fra starten kan boligplaceres, hvor vedkommendes kompetencer efterspørges’. Hun annoncerede også, at netop det ville blive en del af regeringens integrationsprogram, der unægtelig indtil videre har handlet mere om at kunne konfiskere værdier og forlænge perioden uden ret til familiesammenføring til tre år –  hvilket fagfolk på området håndfast advarer imod vil få uoverskuelige menneskelige følger.

Og selv næstformanden i KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, Skives Preben Andersen fra DF, der jo som overordnet synspunkt slet ikke synes, at de mange flygtninge overhovedet skal integreres, men hellere blive i nyoprettede flygtningelandsbyer, lagde ved samme Integrationstræf op til at stræbe efter det samme: En mindre rigid praksis i den treårige integrationsperiode – i hvert fald, når det gælder om at flytte efter et job. I dag er hovedreglen, at den enkelte flygtning er stavnsbundet til sin kommune i tre år.

Når det gælder boliger, er der rigeligt med regler, der strammer og bør ændres – og KL har oplistet mange problemer i dilemmaerne mellem midlertidige og permanente boliger og al administrationen, som bør kunne forenkles. Værd er det også at lægge mærke til, når KL i punkt 18 mener, at reglerne om ommærkning af boliger – eksempelvis fra ældrebolig til familiebolig – bør ændres. Ghettodannelse – også på det generationsmæssige plan – kan udfordres på mange måder.

På job-dagsordenen, som de fleste nok er enige om er mindst lige så vigtig som bolig-dagsordenen, vrimler det ikke med nytænkning på KL’s liste. Nr. 23 antyder dog problemer på kørekort-fronten – og lægger op til gratis kørekort til flygtninge, der ikke har nået at søge om konvertering af udenlandsk til dansk kørekort inden de lovbestemte 90 dage, der er gået, fra man har fået bopæl i landet. At folk, der i forvejen kan køre bil og lastbil, ikke skal holdes tilbage på grund af en uoverkommelig udgift, lyder oplagt – både af hensyn til job og uddannelse.

På jobområdet må det også være muligt at overføre erfaringer fra det øvrige socialområde – som når Aarhus Kommune vil give langtidsledige et engangsbeløb til udvalgte, der kan bruge en økonomisk hånd til at realisere et iværksætterprojekt. Og hvorfor ikke lade frikommuner – som forslag nr. 1 ønsker for kommunerne med flest flygtninge – forsøge sig med, hvor langt man kan komme med at lade de nyankomne oprette enkeltmandsfirmaer eller små kooperativer - om der så skal plukkes bær, klippes hår, dyrkes og sælges grøntsager eller måske produceres enkle madretter til udbringning i kontorlandskaber og industrikvarterer, hvor der ikke er kantiner – i konkurrence med de få pølsevogne og smørrebrødsforretninger, man efterhånden kan opstøve i de gudsforladte erhvervsområder. Eller hvad med rullende slik- og kagebutikker – a la DSB’s forsvundne salgsvogne – på rundtur på blandt andet de lange gange, hvor en del af det arbejdende folk sidder bag skærmene og går sukkerkolde hen på dagen. Etableringsomkostninger og nødvendig sprogkundskaber må være til at overse – mens en kyndig vejledning i regeljunglen nok kan kræve tålmodig assistance.

Og hvis man som nyankommen kvinde kunne få lyst til at reparere tøj for folk i lokalområdet og have en indtægt på det, som måske sine steder kunne udvikle sig til eget firma: Kunne det ikke være en ambition for et jobcenter at skræddersy en model, der gør det muligt at komme i gang som selvstændig med symaskine og ordrebog uden fra dag 1 at forbryde sig mod skatte- og andre regler? Måske findes de – og dknyt og Kommunen hører gerne nærmere.

Det handler om selvrespekt, om selvforsørgelse, om erhvervsudvikling og om rollemodeller for børnene.