De seneste måneder er kampen for lavere sociale ydelser i den grad blevet intensiveret. Presset er særlig vokset med Venstres kontanthjælpskampagne og Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) forslag om at skære i en lang række overførselsindkomster.

Fællesnævneren for forslagene er, at ydelserne skal sættes ned, så forskellen mellem at være på offentlig forsørgelse og i et lavtlønsjob øges. Det skulle angivelig styrke det økonomiske incitament for at arbejde.

Men det er en kortvarig og uholdbar løsning.

En ny Cevea-analyse viser, at der er en sammenhæng mellem ydelsesniveauet og lønniveauet. Hvis vi sænker de sociale ydelser, vil de laveste lønninger følge med ned. Forskellen på ydelser og løn vil på sigt igen blive den samme - niveauet for ydelser og løn rykkes blot nedad. Lavere ydelser vil derfor ikke øge det økonomiske incitament til at tage et arbejde, men derimod være startskuddet på en lavtlønsspiral.

Det skyldes, at de sociale ydelser er med til at lægge bunden for lønniveauet på arbejdsmarkedet. I Danmark har vi ikke nogen lovbestemt mindsteløn. Derfor fungerer kontanthjælp og dagpenge som en bund – et niveau, som lønningerne kun sjældent vil blive presset ned under. Eller en de facto-mindsteløn.

Sættes ydelserne ned, vil de laveste lønninger således følge med ned i mange brancher. Det vil ikke kun påvirke lavtlønnet arbejde, men udfordre lønnen på arbejdsmarkedet som helhed. Man risikerer derfor, at en sænkning af kontanthjælpsniveauet slår bunden ud af det danske arbejdsmarked og fører til et markant større lønpres på danske lønmodtagere.

Lavtlønsstrategiens heppekor

Angrebet på kontanthjælpen handler ikke kun om ydelserne selv, men er led i en lavtlønsstrategi. Det har længe været et udtalt ønske og en del af Venstres ønsker for arbejdsmarkedet, at det skal være muligt at arbejde til en lavere løn i Danmark.

Fortalerne for lavtlønsstrategien argumenterer ud fra, at arbejdsmarkedet er som en trappestige, hvor ufaglærte kan begynde med 60 kroner i timen for så at kravle op til en højere løn.

Det har bare ikke vist sig at ske.

En opgørelse fra Cevea viser, at de lavest lønnede i de lande, der har kastet sig ud i lavtlønsstrategien, ikke har fået en trappestige mod bedre løn og job. Tværtimod. I både England og Tyskland var den dør, lavtlønsstrategien åbnede, i stedet indgangen til en udsigtsløs trædemølle. I dag er millioner af tyskere fanget i udsigtsløse, usikre og dårligt betalte job.

I Tyskland og England er et arbejde ikke længere en garanti imod fattigdom. I Storbritannien er knap 10 procent af dem, der har et arbejde, arbejdende fattige. Det betyder, at de på trods af deres lønindkomst lever under fattigdomsgrænsen. I Tyskland har deltidsjob vist sig ikke at være et springbræt til fuldtidsjob, men snarere en vej til vedvarende fattigdom. Erhvervserfaring fra lavtlønnede job fører ikke til nye job med ordentlige lønninger, som højrefløjen ellers håber på. I stedet har lavtlønsstrategien i Tyskland på 10 år været med til at fordoble andelen af arbejdende fattige. De udgør nu 8,6 procent af de beskæftigede.

Overordnet set er vi i Danmark gået fri af den europæiske udvikling. Vi har haft en mere positiv udvikling i lønningerne, vi har formået at løfte vores arbejdskrafts kompetencer, og vi har udviklet nye ordentligt betalte og gode job til erstatning for de tabte. Vi har indtil nu generelt sagt fra overfor lavtlønsstrategien.

Det kan vi også gøre fremadrettet.

Men vælger vi at klappe i takt med lavtlønsstrategiens heppekor, er risikoen, at vi også i Danmark får et betydeligt antal arbejdende fattige. Det vil få både økonomiske og sociale konsekvenser.

Færre penge mellem hænderne

Det, at vi i Danmark overordnet er gået fri af den negative udvikling, skyldes politiske valg og parter på arbejdsmarkedet, som har fundet fælles fodslag om opkvalificering og efteruddannelse af arbejdsstyrken. På trods af diverse globale kriser og en tiltagende international konkurrence har vi formået at holde fast i kvalitetsvejen, hvor selv de laveste indkomstgrupper får en anstændig løn. En løn som ikke kun giver dem mulighed for at leve et anstændigt liv – men også gør dem til attraktive forbrugere på det danske marked.

Lavere ydelser og deraf lavere løn vil ikke kun betyde, at flere danskere på sigt skal arbejde til lavere lønninger. Det vil også gå ud over det danske hjemmemarked, når lavindkomstgrupperne får færre penge mellem hænderne. Kigger vi igen syd for grænsen, viser det sig, at den indenlandske efterspørgsel i Tyskland har været lav i den periode, hvor man har udviklet et lavtlønsmarked.

Lavtlønsstrategien er alene til fordel for de virksomheder, der er i direkte konkurrence med virksomheder i udlandet. Dem har vi heldigvis en del af. Men for de fleste af de virksomheder, der eksporterer, er løn en mindre vigtig omkostning, end den er for de virksomheder, der primært agerer på hjemmemarkedet.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Når danskerne får færre penge mellem hænderne, vil det til gengæld ramme de virksomheder, der primært afsætter varer på hjemmemarkedet - og dem, der bruger hjemmemarkedet til at opbygge erfaring og kompetencer til siden at kunne eksportere.

Lavtlønsstrategien vil således ikke bare have sociale konsekvenser, men kan også skade økonomien.

Børnefamilier rammes hårdest

De sociale konsekvenser er ikke desto mindre til at tage at føle på. Sænkes ydelserne, vil det nemlig først og fremmest ramme de mange børnefamilier, hvor en eller flere af forældrene er på overførselsindkomst. Det er familier, der i forvejen er udfordret og ofte kæmper med andre sociale problemer end manglende job.

Presset på de laveste lønninger vil også få konsekvenser for de familier, hvor forældrene – eller enlige forsørgere – arbejder i lavtlønsjob. Det kan betyde, at de skal arbejde til hidtil usete lave lønninger, som de ikke kan forsørge deres familie for.

Uanset om familierne rammes gennem lavere ydelser eller lavere løn, betaler børnene også en pris. Lavere sociale ydelser og deraf lavere løn vil medføre flere fattige børn, der helt uforskyldt vokser op uden de samme muligheder som deres jævnaldrende.

Vi skal skabe - ikke skære

Gevinsten ved at sænke ydelserne er en kortvarig og lunefuld lykke.

På længere sigt kan konsekvensen blive en ny underklasse, der fastholdes i en lavtlønssektor af dårligt og udsigtsløst arbejde. Således rammer lavtlønsstrategien de steder, hvor det vil skade den sociale arv mest. Det vil føre til øget ulighed, mindre social mobilitet og flere børn, der vokser op i fattigdom.

I stedet for at skære i danskernes levevilkår skal vi investere i mennesker og skabe et Danmark, hvor alle kan leve et ordentligt liv. Et liv, hvor også børn, der vokser op i familier med arbejdsløse eller lavtlønnede forældre, får en opvækst, der ikke hæmmer deres fremtidsmuligheder.

Fremfor en nytteløs lavlønsstrategi skal vi derfor satse på at skabe stærke virksomheder, nye gode job og give danskerne de kompetencer, der skal til for at udfylde dem og realisere de bedste livsmuligheder.