Under valgkampen var partierne enige om, at en ny kommunal udligningsreform er påkrævet for at rette op på det alt for skæve Danmark. Men efter valget er der sket det, at to af landets rigeste kommuner, Gentofte og Frederiksberg, har fået trecifrede millionbeløb fra kassen til særligt vanskeligt stillede kommuner.

Set fra Læsø er det en farce. Jeg vil forsøge at forklare, hvorfor det haster overordentligt meget med en mere retfærdig reform. Sker der ikke noget, inden finansloven skal vedtages, vil Læsø Kommune gå fallit trods betydelige besparelser på de i forvejen stærkt barberede budgetter til ældepleje, skole, infrastruktur og meget andet.

Et fåtal er skatteydere
Det har at gøre med øens alderssammensætning, turisme og overbeskæftigelse (landets laveste arbejdsløshed) - det vil sige øens behov for at tiltrække arbejdskraft. Læsø har kun 1.800 registrerede indbyggere, men ikke desto mindre bor her ca. 4.000 (januar) og i højsæsonen (juli) ca. 20.000 samtidigt tilstedeværende personer. Det siger vand-, el- og renovationsforbruget.

Kommunaløkonomisk betyder det, at kommuneskatten ikke svarer til det faktiske og langt større beboertal, og at Læsøs få skattebetalere derfor skal sikre infrastruktur og kommunal service til en spidsbelastning på op til 10-12 gange den skattebetalende befolkning.

Således har kommunen lige måttet udvide lægehuset for blandt andet at kunne akutbehandle de mange feriegæster, ligesom vi er i gang med at fordoble vandforsyningens kapacitet. Næste store kommunaløkonomiske problem er den nødvendige udbygning af øens smalle veje, underdimensionerede kloaksystem og forældede rensningsanlæg.

Skat betales andre steder
Især de ekstra 2.200 helårsbeboere, der kan være fordelt på langt flere individer, er en belastning for kommunekassen. På den ene side er nogle af de ekstra indbyggere en gevinst for øen ved at være en væsentlig del af grundlaget for øens sundhedssystem, ældrepleje, skole, byggeri, helårsforretninger og færger. På den anden side udgør den store andel af uregistrerede beboere en alvorlig belastning af kommunens økonomi, fordi de betaler skat i andre kommuner, selv om de arbejder og finansieres af Læsø.

Men ikke kun de uregistrerede beboere lægger ingen penge i kommunekassen. I højsæsonen betjenes de ca. 20.000 samtidigt tilstedeværende gæster i meget væsentligt omfang af udenøs medarbejdere, især studerende. Det indebærer, at kommuneskatten af øens hovedindtægt, turismen, i meget høj grad betales til andre kommuner.

Et ældre overslag fra Læsø Kommune hævder, at for hver af de 1.800 registrerede Læsø-boere ryger der 35.000 kr. til landets øvrige kommuner – svarende til godt 60 mio. kr. eller omkring halvdelen af Læsø Kommunes skatteindtægter - fordi folk ikke skal betale kommuneskat, hvor de tjener pengene.

Pengeflugten skyldes især lønninger, der udbetales af øens virksomheder, færgeselskab og institutioner til uregistrerede beboere, og lejeindtægter fra øens ca. 1.000 sommerhuse, hvoraf langt de fleste ejes af andre kommuners indbyggere.

Store ældreudgifter
Den registrerede Læsø-befolknings gennemsnitsalder er landets højeste. Det indebærer, at langt over halvdelen af kommunens udgifter går til ældre- og sundhedspleje, og at disse udgifter stiger væsentligt hurtigere end i andre kommuner. Næsten alle udgifterne er lovpligtige, og kommunens underfinansiering betyder derfor, at kommunens andre kasser praktisk taget er tomme.

I 2019 er kasserne tomme til veje, den nødvendige afvanding, snerydning, vedligeholdelse af havne og kommunale bygninger, naturpleje m.m. Eksempelvis er der i 2020 intet til den lovpligtige pleje af øens meget store naturarealer, der omfatter cirka totredjedele af øens landareal i form af naturfredede og på anden måde lovbeskyttede strandenge, heder, hedemoser, søer, kystklitter, indsander, skove og lavvandede dele af søterritoriet.

Et juridisk naturbeskyttet areal, der er større end Kattegats næststørste ø, Samsø. På det nærmeste grotesk i en tid, hvor alle partier taler om ’grøn omstilling’ og kongerigets dramatiske tab af biodiversitet.

Pålagt at eksportere strøm
Til det groteske i den ellers velbegrundede ’grønne omstilling’ hører også, at vi er blevet pålagt at eksportere strøm fra et kæmpestort solfangeranlæg til fastlandet. Det indebærer, at vi for egne penge har måttet opgradere søkablet til Jylland fra 20 til 60 Kilovolt samt bygge en transformatorstation til det. Samlet udgift for Læsø i år er 23 millioner kroner. Ingen indtægter overhovedet. Dem høster et københavns elselskab.

Læsø Kommune har et samlet budget på kun ca. 220 mio. kr. og skal heraf understøtte færgedriften med ca. 17 mio. kr. Statens gradvise gennemførelse af det såkaldte ’landevejsprincip’ hjælper selvfølgelig meget. Men uden de 17 mio. kr. fra kommunen skulle færgedriften reduceres så meget, at en forringet færgeforbindelse om vinteren ville ødelægge væsentlige dele af øens erhvervsliv og beboernes mulighed for at komme på éndages ture uden overnatning til speciallæger, hospitalsbesøg og meget andet samtidig med, at håbet om at få flere skattebetalende tilflyttere ville slukkes.

De unge må flytte
 Læsøs allerstørste problem er indretningen af det danske uddannelsessystem. Ikke alene er vore unge pisket til at forlade øen som 15-17-årige, når de skal have en uddannelse. Med de store rejseomkostninger for at komme hjem på weekendbesøg o.l. betyder det, at mange unge ville opgive at holde forbindelsen ved lige, hvis Læsø Kommune ikke mere kan betale en særlig Ø-SU for de ekstraomkostninger, det indebærer at være opvokset på og fraflyttet en ø.

Men der er først og fremmet meget betydelige negative økonomiske konsekvens af uddannelsessystemets finansieringsmodel. Således høster uddannelsesbyerne og deres omegnskommuner ikke kun ’blomsten’ af ø-ungdommen, men også meget betydelige kommuneskatter af de statsbetalte lærerlønninger og SU-beskattede studenter. Især universitetsbyerne høster betragtelige kommuneskatter af både de statsbetalte lønninger og af SU’en, uden at de pågældende kommuner har investeret nævneværdigt for at få de medfølgende milliardindtægter. 

En del af disse mere eller mindre samfundsnedbrydende skævheder kunne løses med den lovede kommunalreform. På den anden side er det givet, at en revideret udligningsordning allertidligst vil få effekt i 2021.

Skal Læsø Kommunes økonomi ikke bryde helt sammen, må der nødvendigvis tilvejebringes et ekstraordinært statstilskud på ca. 20 mio. kr. allerede i 2020. Først derefter, når resultatet af en ny kommunaludligningsaftale foreligger, vil det give mening at finde ud af, hvad en varig løsning kan gå ud på.

Det får Danmark
Man kan så spørge, hvad Danmark får for at opretholde landets mest hovedstadsfjerne kommune som levende samfund? Blandt andet får det øvrige Danmark dette:

- En eksport af jomfruhummer for 200-300 mio. kr., hvoraf en betydelig lønandel beskattes i andre kommuner. Dertil skal lægges en valutaindtjening på 50-100 mio. kr. på eksport af minkpels.

- En valutaindtjening på i størrelsesordenen 50-100 mio. kr. gennem især svenske, norske og tyske turister, hvoraf en betydelig lønandel beskattes i andre kommuner.

- En betydelig ejendomsskat (med undtagelse af grundskylden) samt lejeindtægter, der på grund af sommerhusenes ejerforhold hovedsagelig tilfalder staten, andre kommuner og sommerhusejere i andre kommuner.

- Rekreation og store natur- og kulturoplevelser til mindst 100.000 feriegæster, herunder 20.000 samtidigt tilstedeværende gæster i hele højsæsonen.

- En nationalt og stedvist internationalt enestående natur, som dækker hovedparten af øens landareal og udgør nogle af landets største naturfredninger og Natura2000 arealer, og som for visse vilde plantearter rummer op mod 80 procent af den samlede danske bestand.

- En både nationalt og internationalt enestående kulturhistorie (øens verdensberømte tangtage og 500 års uafbrudt saltproduktion), som Kulturarvsstyrelsen har opfordret Læsø Kommune til at søge optaget på Unescos liste over Verdensarven. Et omkostningsfyldt arbejde, som kommunen ikke har midler til, men som private indtil videre har finansieret.  

Sammenlægning løser intet
Læsø samarbejder på en række højt specialiserede områder med Frederikshavn Kommune. Men en egentlig kommunesammenlægning med Frederikshavn vil ikke løse problemerne, tværtimod.

For det første vil medarbejdere i Frederikshavn Kommune skulle bruge ca. fire timer af en arbejdsdag på transport og ventetid. For det andet vil det underminere det folkelige engagement, der gør Læsø til et ægte demokrati med en tårnhøj deltagelse i kommunevalgene (Læsø 84 procent; Frederikshavn 71 procent), hvor 30-50 beboere overværer hvert eneste møde i kommunalbestyrelsen, og hvor ca. 10-15 procent af beboerne deltager aktivt som frivillige i en lang række aktiviteter. Næppe nogen anden dansk kommune kan præstere et tilsvarende folkeligt engagement.

Der er derfor brug for en varig løsning, der erkender, at den kommune, der ligger længst fra hovedstaden og de rige storbykommuner, kan levere både den lovbefalede, den bedst mulige og den billigst mulige service til både fastboende og turister.

Intet andet end fordyrelser, ineffektivitet, tab af natur- og kulturarv, fremmedgørelse, apati og forladthedsfølelse vil være ’vundet’ ved en kommunesammenlægning med en anden af landets fattige kommuner.