'It's the economy, stupid!' Ordene fra Bill Clintons kampagnekoordinator James Carville står tilbage som den korte forklaring på, hvorfor Clinton slog George Bush senior ved det amerikanske præsidentvalg i 1992.

Trods store udenrigspolitiske succeser med en sejr i Golfkrigen og den kolde krigs afslutning, tabte Bush, fordi vælgerne straffede ham for den dårlige amerikanske økonomi.

En lignende forklaring kan være fristende at overføre til danske og europæiske forhold de seneste år, hvor ikke blot de borgerlige i Danmark har mistet regeringsmagten, efter krisen slog igennem. Det samme er sket for regeringer med forskellige ideologiske fortegn i blandt andet Storbritannien, Frankrig og Spanien.

Men selv om krisen for alvor fik sat de økonomiske spørgsmål højt på den politiske dagsorden igen, så tabte de borgerlige ikke septembervalget i Danmark, fordi vælgerne straffede dem for den økonomiske nedtur.

Tværtimod tyder ny valgforskning på, at der blandt danskerne var meget stor tiltro til de borgerliges evner på det økonomiske område. I stedet var det formentlig danskernes store opbakning til velfærdsstaten generelt og visse velfærdsydelser mere konkret, der afgjorde valget til venstrefløjens fordel.

- Ser man på de grundlæggende velfærdsholdninger, så skete der faktisk forbløffende lidt ved valget i 2011. Jeg tror, at de stærke velfærdsholdninger var med til at give Socialdemokraterne regeringsmagten, siger Jørgen Goul Andersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

En æra er slut

Han har sammen med valgforskerkollegaerne Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet og Rune Stubager fra Aarhus Universitet skrevet bogen ’Krisevalg – økonomien og folketingsvalget 2011’.

Deres undersøgelser af vælgernes holdninger og adfærd ved septembervalget viser, at selv om krisebevidstheden var stor, betød det kun en begrænset svækkelse af opbakningen til velfærdsstaten.

Det skal ses i lyset af, at der ved valget i 2007 blev målt et historisk stort ønske blandt danskerne om at fastholde velfærden og vilje til at droppe skattelettelser for at forbedre velfærden. Niveauet for 2011 svarer nogenlunde til niveauet i slutningen af velfærdsstatens ’gyldne æra’ i 1960’erne.

Det får Jørgen Goul Andersen til at drage paralleller mellem den vækst i velfærden, der skete fra 1950’erne og frem mod oliekrisen, og hvad vi har set under Poul Nyrup (S) i sidste halvdel af 1990’erne og i 00’erne med Anders Fogh Rasmussen (V) ved roret.

- Det kan se ud, som om vi er på vej ud af velfærdsstatens anden gyldne periode nu. For vælgerne har krisen betydet en større villighed til forandring. Men mest for at sikre, at alting forbliver, som det er, siger Jørgen Goul Andersen.

Løkkes ’winning formula’

For Anders Fogh var opskriften på succes ifølge Jørgen Goul Andersen en stram udlændingepolitik kombineret med en blød velfærdslinje. Det sikrede det parlamentariske grundlag og trak indvandrerkritiske vælgere over midten, som man så skulle undgå at støde fra sig på velfærdspolitikken.

Men efter Lars Løkke Rasmussen overtog statsministerposten i 2009, var den økonomiske virkelighed radikalt forandret. Højkonjunkturen var blevet til en buldrende krise, og vælgerne begyndte hurtigt at vende sig mod den siddende regering.

I 2010 så det nærmest ud til, at det kommende valg var afgjort, og Helle Thorning-
Schmidt (S) uden videre kunne sætte sig i spidsen for den kommende regering. Men helt så let skulle det ikke gå.

I løbet af valgkampen kom Lars Løkke Rasmussen og Venstre så hårdt tilbage i kam­pen, at et valg blot et par uger senere ifølge forskerne kunne have givet blå blok sejren.

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby vil ikke give forskerne ret i, at der var tale om en bevidst valgkampsstrategi. Men retorikken om den økonomiske ansvarlighed holder hun fast i.

- Vi gjorde det nødvendige og det rigtige, da krisen ramte. Ligesom vi havde gjort op gennem 00’erne, hvor vi lod være med at lytte til S og SF, som jo sagde, at der bare skulle bruges løs af pengene og føres en uansvarlig økonomisk politik, siger Ellen Trane Nørby.

Netop Socialdemokraternes og SF’s politiske linje som opposition var med til at gøre det svært for dem at skyde skylden for den økonomiske krise på den borgerlige regering. Det ville ellers være en forventelig oppositionstaktik, når det går skidt med økonomien.

Men i et politisk system baseret på mindretalsregeringer og forligstraditioner, har det politiske ansvar med at fortone sig. Samtidig var det let for de borgerlige at pege på de store begivenheder i vores omverden, når årsagerne til den økonomiske krise skulle udpeges for en lille, åben økonomi som den danske.

Oppustet krisebevidsthed

Blandt valgets vindere er der da også en udbredt erkendelse af, at man tabte valgkampen. Ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, i høj grad fordi de borgerlige kørte en decideret hetz mod de røde partiers økonomiske program.

- Den ekstreme kampagne, Venstre kørte mod vores politik og vores planer, var jo helt åbenlyst noget, som sled på os. Det kunne man jo også se på målingerne, siger Magnus Heunicke.

Ifølge forskerne er det tvivlsomt, om politikernes retorik og vælgernes reaktioner står mål med krisens reelle omfang. Det tog i hvert fald lang tid, før borgernes krisebevidsthed blev et politisk anliggende. Og da det skete, var det i højere grad vælgernes opfattelse af krisen end fakta om krisen, der havde betydning.

Meget tyder på, at den tidligere regering var med til at puste krisebevidstheden ud af proportioner frem mod valget med prognoser med overdrevent negative forventninger om budgetunderskud på op mod 100 milliarder kroner. 

Et niveau, som man aldrig kom i nærheden af. Venstres Ellen Trane Nørby afviser imidlertid, at regeringen bevidst forsøgte at puste til borgernes krisebevidsthed.

- Det gjorde man bestemt ikke. Noget af det, der har holdt hånden under de danske statsbudgetter i krisetiden, har jo været indtægter fra Nordsøolien og Pensionsafkastskatten, som har været ekstraordinært store. Og det er ikke noget, man bare kan regne med at tage for givet, når man laver prognoserne, siger Ellen Trane Nørby.

Afstemning om efterløn

Da Villy Søvndal (SF) udnævnte valget i 2011 til en folkeafstemning om efterlønnen, lykkedes det på en letforståelig måde at opsummere, hvad valget ifølge S og SF handlede om. En borgerlig linje om at spare sig ud af krisen på velfærdens bekostning eller venstrefløjens linje med fokus på velfærd og investering i vækst.

Sat på spidsen ser det efterfølgende ud, som om det var efterlønsspørgsmålet, der afgjorde valgets udfald. Meget tyder på, at det trak tilstrækkeligt mange borgerlige vælgere med planer om at gå på efterløn hen over midten, til at det alene kan forklare de få tusinde stemmer, som fik balancen til at tippe til rød bloks fordel.

Om tesen holder for en dybere analyse er tvivlsomt. Men det understreger ifølge Jørgen Goul Andersen den bredere pointe om, at danskernes generelt positive holdninger til velfærdsstatens lighed og omfordeling har betydning for, hvordan stemmerne falder ved valgene.

Derfor er det, som han ser det, så meget desto mere paradoksalt, at den nuværende regering har så travlt med at gennemtrumfe en hård økonomisk linje med store besparelser på programmet. Særligt når de økonomiske udfordringer ikke er overvældende set i et internationalt eller historisk perspektiv, og vælgerne samtidig ønsker en anden linje.

- Hvis regeringen fører nogenlunde den samme velfærdspolitik som de borgerlige, og vælgerne alligevel opfatter de borgerlige som bedre til at holde styr på økonomien, så er der jo ikke den store begrundelse for at stemme på den nuværende regering. Og det, tror jeg, egentlig er deres problem i en nøddeskal, siger Jørgen Goul Andersen.