Kommunerne taler alt for meget om kommunikation, men kommunikation er ikke interessant i sig selv. På KL's Miljø og Teknik-konference i Aalborg for et par uger siden kom det ellers til at se sådan ud. Her gik drøftelserne i en workshop om den resiliente kommune på, hvad kommunerne oplevede som den største og vigtigste udfordring for kommunerne i fremtiden. Klimaforandringer og kommunikation kom ind på lige fod i debatten! Det er langt ude. Kommunikation er et redskab til at skabe forandringer, men det er sjældent i sig selv problemet eller løsningen.

Så når kommunikation bliver udråbt til problemet, dækker det formentlig over andre problemer. Tag folkeskolereformen, hvor dårlig kommunikation mange gange er blevet gjort til forklaring på problemer med implementeringen. Eller tag diverse politiske partier, som på skift stiller sig op og forsvarer dårlige meningsmålinger med, at det er kommunikationen, der er problemet. Politikken og politikerne er skam gode nok. Vi tror ikke rigtig på det. Tværtimod bliver det set som en måde ikke at håndtere de reelle problemer på.

Hvad er problemet?

Definitionen af problemet er nemlig langtfra ligegyldig. Det betyder alt for, hvilke løsninger vi udvikler, og hvordan vi prioriterer vores ressourcer i kommunerne. Derfor er der grund til at blive bekymret, når kommunikation bliver gjort til problemet. Lad mig give et eksempel på, hvad jeg mener, fra en helt anden sammenhæng.

Der er gentagne klager over elevatoren i et højhus med erhvervs- og boligafsnit, og lejerne truer med at flytte fra bygningen. Der er derfor behov for handling, men hvilket problem skal vi egentlig løse? Klager de, fordi elevatoren kører for langsomt, så der er behov for en ny og hurtigere elevator? Eller var der for lang kø og for mange mennesker i elevatoren, så der er behov for en ekstra elevator eller for, at flere tager trappen? Eller er det ventetiden i elevatoren, der er problemet, så problemet er løst med opsætning af spejle og muzak til at forsøde ventetiden? Og så videre. Som eksemplet illustrerer, kalder forskellige problemformuleringer på vidt forskellige løsninger.

Det er derfo,r at tanken om, at kommuner definerer kommunikation som et af deres primære problemer, er så skræmmende - for hvilke løsninger kaster det af sig i fremtidens kommuner? Bedre kommunikation, mere kommunikation, flere kampagner, nye kommunikationskanaler? Man fristes til at spørge, hvilket problem der skal løses. For kommunikation er heller ikke løsningen i sig selv. Kommunikation forudsætter, der er noget at kommunikere om, og kommunikationen bør ikke være et selvstændigt mål.

Lad os lave en kampagne

Alligevel sker det alt for tit. For om ikke andet kan politikerne altid afsætte et beløb til en oplysningsindsats, eller en ny minister eller udvalgsformand kan markere sig med en lille ny kampagne. Fordi det at kommunikere og vise handlekraft med en kampagne desværre er blevet et resultat i sig selv. Der er både kommunale og statslige kampagner, som ikke har opnået nogen reelle resultater, men alligevel har været en stor succes. Det sker også i min kommune og formentlig også i jeres, hvis I vil indrømme det.

I Australien tog en kampagne målrettet unge om ”train safety” for et par år siden hele verden med storm. Måske kender I musikvideoen ”Dumb ways to die”, som er set over 100 millioner gange på YouTube.  Kampagnens egne succeskriterier for, hvor mange i målgruppen der skulle se kampagnen og skrive under på, at de ville være mere opmærksomme på sikkerhed ved jernbaner og stationer, blev nået med længder, og kampagnen gjorde rent bord ved den prestigefyldte Cannes Lions festival i 2013 for reklamebranchen. Effekten på sikkerheden er imidlertid ikke lige så entydig, og Metro, som var afsender af kampagnen, vil til trods for lidt færre uheld i kampagneperioden ikke selv konkludere, at kampagnen har nedbragt antallet af uheld. Fordi det er svært at måle. Og fordi de stationer, hvor antallet af uheld faldt mest i samme periode, samtidig fik forbedret deres afspærring og hegn omkring skinnerne. Kommunikation var i hvert fald ikke hele løsningen.

Og det er også min pointe. Ligesom kommunikation ikke er problemet, så er kommunikation heller ikke altid løsningen på problemet. Kommunikation er et redskab, som sætter os i stand til at forstå problemer og formidle løsninger - så vi for eksempel kan løse klimaudfordringerne.