I begyndelsen forsvarede jeg Helle Thorning-Schmidt og var ganske opbragt over pressens massive, hårde og unuancerede kritik af den nye regering. Men det blev forbløffende hurtigt sværere og sværere med den funklende blå og markedslydige politik, regeringen fører.

Nu er jeg så i den uvante situation, at jeg må rose regeringen. I hvert fald en enkelt minister, som jeg må formode har den øvrige regering bag sig. Miljøminister Ida Auken har leveret et lille stykke politik, der lyser af socialt engagement og respekt for nogle samfundsværdier, der ellers i disse år er i hastig opløsning.

Den forrige regering førte også blå politik, men det var jo knap så overraskende. Da herskede den totale forelskelse i markedet, der efter de borgerliges mening bør styre ALT. Det urovækkende var, at den forsøgte – med en hel del held – at bilde danskerne ind, at specielt Venstre nærmest var socialdemokrater med stor respekt for en stærk velfærdsstat. 

Og ikke mindre paradoksalt var det, at den offentlige sektor under Fogh og Løkke nærmest eksploderede. Det var måske ikke alene for at tækkes vælgerne, men også i en erkendelse af, at markedet og det private erhvervsliv har brug for uddannelse, børnepasning, sundhedsvæsen og transportnet og så videre. Alt sammen den offentlige sektor, de nu vil bombe tilbage til stenalderen. 

Tilbage til Ida Auken, der for et års tid siden sagde, at ’alle skal have råd til en kolonihave’. Sådan. Det er i al sin enkelhed den væsentligste, grundlæggende værdi af de små haver, der ligger på kommunalt ejet jord og glæder tusinder af danskere, der bor i lejlighed og som trods en beskeden indkomst kan leje sig ind i en kolonihaveforening. Når det var nødvendigt for Ida Auken at genoplive den indlysende kendsgerning om kolonihavebevægelsen, så skyldes det netop den forrige regerings markedsbesættelse. Her var ingen respekt endsige forståelse for en over hundrede år gammel bevægelses værdigrundlag. Også her blandt blomster, grøntsager og sjove små træhuse skulle markedet herske, og regeringen gennemtrumfede en lov, der pålagde kommunerne at kræve en markedsbestemt leje for kolonihavejorden.

Det påbud er nu ikke blevet modtaget med forståelse i mange kommuner. Kommunalpolitikere er nok lidt nærmere jordoverfladen og ved lidt mere om livet og kulturen i haveforeningerne. Så kun ganske få kommuner er begyndt at opkræve jordleje, som var der tale om almindelig jord til spekulation eller boligbyggeri.

Selv er jeg som bekendt den lykkelige lejer af en kolonihave. Her opholder jeg mig meget i sommerhalvåret, når min lille lejlighed på tredje sal med potteplanter bliver for trang. 

For et år siden ville jeg have skrevet, at jeg er så uheldig, at min lille kolonihaveforening ligger ualmindeligt smukt nede ved fjorden. Her har den ligget i 101 år. Oprindeligt startet som ’Arbejdernes Haveforening af 1912’ med det sigte, at købstadens beskedent lønnede arbejdere kunne have et fristed og mulighed for at dyrke billige grøntsager – uanset pengepung. Den var født af arbejderbevægelsen, men kolonihavernes historie går betydelig længere tilbage. Konger og fyrster skænkede lidt jord til formålet udenfor de tæt befolkede byer. Sigtet var nogenlunde det samme som arbejderbevægelsens, men dertil kom magthavernes ønske om, at de sunde sysler i en lille have kunne afholde proletarerne fra druk og udskejelser. Og det gjorde bestemt heller ikke noget, hvis det kunne afholde rebelske naturer fra tendenser til uro og oprør.

Derude ved fjorden ligger så de perfekt passede haver og er en pryd for de forbipasserendes øjne. Have-entusiasterne er pensionister, enlige, ufaglærte, arbejdsløse, folk i arbejde og så videre. Nogle med en god økonomi, andre med en beskeden. 

Da kolonihaven i sin tid blev grundlagt, lå den ude på landet. Så blev den indhentet af udviklingen og var i flere årtier nabo til en hæslig losseplads, der i de planløse tider bredte sig ud langs fjorden. Det var et lidet attraktivt område. I dag ligger den omgivet af dyre ’Strandvejs-villaer’ som en lille kulturhistorisk lomme. Vurderet på markedsvilkår ville den snart blive forvandlet til en legeplads for velbemidlede, der lige så godt kunne investere i et sommerhus. Og mange havefolk ville blive sendt tilbage i byens lejligheder. 

Det er et illustrativt eksempel på ideologisk tunnelsyn. Markedstænkning har intet at bestille ved et kulturhistorisk og socialt fænomen som kolonihaverne.

Nu er et lovforslag fra Auken på vej gennem Folketinget. Blandt andet fjerner det kravet om markedsbestemt leje og lader det være op til kommunerne at fastsætte lejen i overensstemmelse med ’hele ideen med kolonihaver…’  

Tak, Ida Auken! Jeg troede ellers, at intet, der ikke er markedsstyret eller har profitmotiv, må leve længere.