I 1973 tog en bevæbnet svensk bankrøver fire ansatte som gidsler og forlangte at få udleveret en anden bankrøver, Clark Olofsson, fra fængsel og bragt til banken. Det blev han, og i seks døgn sad gidslerne og de to forbrydere indespærret i en hvælving under banken. Det sære ved det hele var, at gidslerne udviklede en slags forståelse for røverne, de insisterede på at gå ud sammen med dem og forsvarede dem sågar i retten. Tilstanden hvor man fatter sympati for dem, der begår overgreb mod én, har fået navn fra det røveri. Det hedder stockholmsyndromet. 

Herhjemme er vi også en slags gidsler i vores egne liv, spærret inde i et digitalt Danmark, der er så omfattende, at vi tilsyneladende er begyndt at tro, at det simpelthen ikke kan være anderledes.

2022 var ellers et sært og grumt år, hvor borgerne for alvor røg i den store digitale maskine, som politikere og konsulenter fra de store softwarehuse har bygget omkring os. 

VI skulle have MitID i stedet for det NemID som vi danskere ganske vist heller ikke elskede, men som vi trods alt havde vænnet os til, og for de opdaterede borgere, de med de nyeste smartphones fra Apple og Google, adgang til helpdesk på jobbet og et moderne pas med chip i, ja, der var den øvelse relativt nem, så nem, at de ikke forstod de ikke-digitale borgere, der fik mange problemer og som stod – og står – i kø på borgerservice med alle mulige analoge problemer, der primært hænger sammen identifikation.

Ydmygende quizzer for at være med

Noget der blandt andet blev løst med ydmygende quizzer, hvor borgerne skulle kunne huske deres mors fødenavn og fødselsår, hvis de ville gøre sig håb om at være med i et stadig mere digitalt samfund, hvor adgang til banken og kommunen og stort set alt andet er helt og aldeles afhængigt at, at man er digital og har et MitID, og hvor sygesikringsbeviser og gamle pas ingen værdi har. 

Og således gik det til, at en sikkerhedsmæssig digital ændring hos bankerne og digitaliseringsstyrelsen gav sig meget konkrete analoge udslag hos Borgerservice, hvor der stod voksne danskere og enten græd eller skældte ud. Så meget, at HK var nødt til at bede borgerne være mere tålmodige. 

Men hvem er de, de der borgere, der ikke bare køber en ny telefon og har det nyeste pas? Er det ikke bare nogle gamle nisser, nogen som snart dør, så vi kan komme videre med at fylde deres telefoner med apps, de skal stirre ned i i stedet for at stå og tude eller rase på borgerservice? 

Nej, det er de ikke. De er både unge og gamle. Og de er mange. Ifølge en undersøgelse fra KL og Digitaliseringsstyrelsen var mellem 18 pct. og 22 pct. af de voksne danskere såkaldt “digitalt udsatte”. En anden undersøgelse fra tænketanken Justitia satte tallet lidt højere: Hver fjerde voksne dansker er ikke med på det digitale, lød det, og det har blandt andet Politiken skrevet den ene artikel efter den anden om. 

Ring til en ven og tag dig sammen

Det er omkring en million voksne borgere, der ikke er med, og så har vi altså ikke inddraget dem, der bare lige akkurat klarer sig, mens de bander og ringer til en ven for at få det til at virke. 

Men hvordan har vores politikere så reageret?

Jo, de siger stort set, at vi, borgerne, skal tage os sammen. At de måske vil hjælpe os til at lære at bruge de her systemer via det magiske ord “digital dannelse”. At vi bare kan umyndiggøre os selv digitalt og få en slægtning eller kommunen til at fikse det og dermed miste enhver kontrol over eget liv. For vi skal åbenbart fortsætte med mere og mere digitalisering, uden en samlet vision for hvor vi skal hen.

Alligevel siger en ekspert som Jeppe Agger Nielsen, professor på Center for IT-Ledelse på Aalborg Universitet. at vi bliver nødt til at blive siddende i vores digitale kælder altid. Der er simpelthen ikke andre muligheder. 

 - For det første bliver det helt utroligt dyrt at rulle digitaliseringen tilbage, men vi er nødt til at vænne os til det, for jeg kan ikke se et dansk samfund for mig, der i fremtiden er mindre digitaliseret,  sagde han til Avisen Danmark, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en meget konservativ måde at tænke på, og at vi måske skulle se at få øjnene op for alternativer – måske endda analoge alternativer – til den million borgere, der ikke fungerer med det digitale. Og hvis man synes, det er dyrt at “rulle noget tilbage”, hvorfor har vi så ikke en seriøs cost-benefit-analyse af hvor dyr selve digitaliseringen har været og kommer til at blive fremover? 

Ingen kommune gider en Plan B for Chromebooks

Men det digitale stockholmsyndrom stikker dybt: Tænk på på Cromebook-sagen i Helsingør, hvor kommunerne tilsyneladende totalt har ignoreret, at en Google-løsning på skolerne er i konflikt med GDPR og i stedet slås som vanvittige for at få lov til at beholde et system, hvor vi de facto sender børnenes data i hænderne på et udenlandsk firma, der lever af profilering og salg af data. En syg praksis, hvis man altså ser på det med sin sunde fornuft i behold.

Der er alternativer, de skal udvikles, men ingen kommuner er interesserede i en Plan B, selvom den måske endda kunne medføre, at lille Danmark selv opfandt noget for en gangs skyld i stedet for at insistere på at være testland for hvad som helst fra Silicon Valley. 

Alle fortsætter og håber det bedste, for nu havde vi det lige så hyggeligt sammen med de store techfirmaer i disruptionland, og det digitale – det er jo fremtiden? 

Eller er det? 

Digitaliseringsstyrelsen har et slogan: Fordi hverdagen er digital. Men de seneste år er det blevet mere klart, at verden er analog, for der står stadig borgere og græder og raser foran maskinerne, og de borgere, de er gode nok, selvom de ikke kan finde ud af det. De skal ikke digitalt dannes eller umyndiggøres. De skal lyttes til og hvis borgerne vil have en analog løsning, så er det da det vi bygger, ikke? For er det ikke sådan, at kommuner, stat og regioner er til for netop os, borgerne? 

Eller stikker stockholmsyndromet nu så dybt, at det er os, der er til for en digitalisering, der drives af techgiganter, der holder os fanget i en hvælving under banken, mens de fortæller os, at det er alt for dyrt at gå udenfor?