Uligheden stiger. I hele min levetid har det været et trist faktum her i Danmark. Mens vi langsomt bevæger os ud af finanskrisens skygge, stiger uligheden. Væksten går til, at de rigeste bliver endnu rigere, mens forholdene for den almindelige lønmodtager står stille eller forværres.

Selv nu, hvor vi vurderer, at vi er på den anden side af krisen, kan vi konstatere, at godt nok er vækstraterne i BNP tilbage på førkriseniveau, men beskæftigelse og produktion halter fortsat efter, fordi væksten primært udgår fra den finansielle økonomi.

Desværre er det et endnu mere trist faktum, at den stigende ulighed ikke betragtes som et problem. Hverken af befolkningen eller af politikerne. Skiftende regeringer – ja, også de socialdemokratiske – har bevidst ikke haft lighed som et økonomisk og politisk mål. Og i befolkningens bevidsthed er ulighed ikke at betragte som et problem. Faktisk er det kun hver syvende ung mellem 18 og 29 år, der anser ulighed som et problem. Det var det skræmmende resultat af en undersøgelse lavet af Ugebrevet A4 i april.

Det er skræmmende, for ulighed ER et problem. Se bare, hvordan uligheden viser sit grimme ansigt i levealderstatistikkerne. Hvis forskellen på, om du er rig eller fattig, har betydning for, hvor lang tid du lever, så er ulighed virkelig et problem, der er til at tage og føle på.

Men vi har jo faktisk knækket koden til at nedbryde uligheden. Generationer af socialdemokrater har opbygget verdenshistoriens bedste værn mod ulighed – det solidariske velfærdssamfund.

Velfærdssamfundet skaber lighed og giver mennesker muligheder i livet.

Så når vi unge socialdemokrater går på barrikaderne mod minusvækst og nedskæringer i velfærdssystemet, mod de historiske nedskæringer i vores uddannelsessystem og mod det uendelige pres for at sætte de arbejdsløses ydelser endnu længere ned, ja, så er det først og fremmest, fordi det er systematiske angreb på vores værn imod uligheden. Det er en kamp for lighed, en kamp for muligheder.

Velfærdssamfundet skal bevares, men det skal også udvikles. For uligheden er stigende. Der er stadig unge, der aldrig får sig en ungdomsuddannelse. Vores sundhedssystem er ikke tilstrækkeligt til at hjælpe dig, hvis du bliver ramt på sjælen. Mennesker nedslides igennem et hårdt arbejdsliv uden mulighed for en værdig alderdom. Og sådan kan man fortsætte. Der er stadig masser af udfordringer at tage fat i.

Kampen mod ulighed er den vigtigste kamp for vores generation. Og det er en kamp, som vi kun vinder, hvis vi formår at bevare og udvikle vores fælles velfærdssamfund.