Kærligheden til kommunen er større end nederlaget på valgnatten
Kærligheden til kommunen er større end nederlaget på valgnatten

Borgmesteren var bemærkelsesværdigt afklaret, da han gik ned ad gangen til det lokale, hvor alle kandidaterne fra Nyt Grib-skov var samlet til valgfest på Bymose Hegn. Allerede efter at brevstemmerne på de største valgsteder var talt op, vidste Anders Gerner Frost, at det ville blive svært at fastholde borgmesterposten. Så han takkede kandidaterne for indsatsen og ændrede kurs.
Anders Gerner Frost gik direkte fra de skuffede partifæller over til Venstres lokale og tilbød at støtte Bent Hansen som ny borgmester. Det var det.
Den nu tidligere borgmester fortæller, at han var ydmyg til det sidste og klar over, at valget ikke ville blive let.
- Jeg var selvfølgelig ked af, at Nyt Gribskov ikke fik et bedre valg, men jeg havde mentalt forberedt mig på, hvad der skulle ske, hvis ikke vi kunne samle et flertal omkring mig som borgmester. Ikke sådan, at jeg havde skrevet en rød og en grøn tale eller lavet to forskellige opslag klar til Facebook, men jeg vidste, hvad jeg ville gøre, siger Anders Gerner Frost.
Hans mål var at få en bred konstituering og undgå blokpolitik, ligesom det var, da han stiftede Nyt Gribskov tilbage i 2013. Derudover ville den nu forhenværende borgmester holde fast i den erhvervs- og byudvikling, som han selv havde sat i gang som borgmester.
Ikke en slagen mand
Den tidligere borgmester føler sig derfor ikke som en slagen mand. Han kunne og ville ikke have gjort tingene anderledes i dag, fastholder han. Anders Gerner Frost er stolt af den by- og erhvervsudvikling, som er blevet et fælles projekt for hele kommunalbestyrelsen i hans tid som borgmester. Hans håb er derfor også, at by- og erhvervsudvikling vil fortsætte i den nye kommunalbestyrelse.
Anders Gerner Frost
- Borgmester 2018-2022 i Gribskov
- Ejendomsmægler og ejer af to bagerbutikker i Gribskov Kommune
- Kendt fra “Hammerslag” på DR samt ”To ens med Ingemann” på TV2
- Netop opstartet ny konsulentvirksomhed
- Stifter af Lokallisten Nyt Gribskov 2013
- Medlem af kommunalbestyrelsen i Gribskov siden 2009
Det er styrken ved det brede samarbejde, forklarer den tidligere borgmester. Det er godt for vores organisation, at den nye kommunalbestyrelse og borgmester viderefører kursen, og at alting ikke skal laves om efter valget.
- Så det er min ærlige følelse, når jeg siger tillykke til den nye borgmester og glæder mig over den nye konstituering.
Min personlige fremtid er noget andet end kommunens
Efter valgnatten var han dog nødt til selv at mærke efter, om han havde lysten og energien til at fortsætte. Det brugte Anders Gerner Frost en måneds tid på, og så var han klar.
- Jeg ved ikke, om jeg er på stemmesedlen om fire år, og jeg har ikke en plan om at gøre comeback som borgmester. Men jeg vil gerne være med til også at forme fremtiden for Lokallisten Nyt Gribskov. Vores mål var at bryde blokpolitikken og sætte fokus på by- og erhvervsudvikling. Det er lykkedes, men vi ville også styrke borgerinddragelsen, og det skal vi arbejde videre med, siger Anders Gerner Frost.
Sit eftermæle tænker den tidligere borgmester ikke så meget på.
- Jeg har jo ikke været statsminister. Jeg har været borgmester i en kommune på 40.000 indbyggere, så jeg har ingen kommunikationsstrategi. Jeg fortsætter mit fokus på by-udvikling som udvalgsformand og i mit professionelle virke, det kan du kalde den røde tråd.
Efter valget er Anders Gerner Frost delvist tilbage i sit job som ejendomsmægler, og derudover driver han to lokale bagerbutikker. Til nytår startede Anders Gerner Frost desuden et konsulenthus med fokus på offentlig-privat samarbejde og by- og erhvervsudvikling.
- Jeg er allerede i gang med nogle superspændende projekter som konsulent, jeg har et klart politisk fokus som udvalgsformand, og jeg er i det hele taget en glad mand, slutter Anders Gerner Frost. :
Valgresultatet i Gribskov Kommune
- 2017: Venstre 7 mandater, De Konservative 2 mandater, Nyt Gribskov 6 mandater, Socialdemokratiet 5 mandater, Dansk Folkeparti 2 mandater, Enhedslisten 1 mandat
- 2021: Venstre 5 mandater, De Konservative 6 mandater, Nyt Gribskov 4 mandater, Socialdemokratiet 2 mandater, SF 2 mandater, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale og Nye Borgerlige hver 1 mandat
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.
























