Mange hjerneskadede kunne få et helt andet liv med færre begrænsninger, hvis deres hjerne og krop fik en grundigere genoptræning med mange gentagelser af øvelser. Erfaringer med en ny tilgang i flere danske kommuner viser et stort urealiseret potentiale: Patienter, som rammes af blodpropper, hjerneblødninger og ulykker, kan genvinde førlighed og blive mere selvhjulpne, hvis de får adgang til intensiv rehabilitering. Dermed er der store gevinster at høste først og fremmest i livskvalitet, men også muligheder for at reducere behovet for og udgifter til hjælpemidler, hjemmepleje og plejehjem. 

Langt fra optimale tilbud

Forskning i effektiv genoptræning af hjerneskadede viser, at den optimale træningstid er en-to timer fem gange om ugen. Alligevel rummer den typiske neurologiske genoptræning i hovedstadsområdet ikke mere end højst to gange á 60 minutters ugentlig træning.  Konsekvenserne er, at man ikke får udnyttet patientens potentiale for at blive den bedste udgave af sig selv efter en hjerneskade. 

Alene her i Danmark lever 30.000 – 40.000 borgere ifølge Sundhedsstyrelsen med følgerne af stroke. Hvorfor skal disse mennesker leve med unødige funktionsnedsættelser, når ekstra træning kan betyde større selvhjulpenhed og frihed resten af livet? For samfundet er den træning en god investering: Erfaringer fra flere steder i landet med patienter, som får intensiv træning, viser, at en  krone investeret i tilstrækkelig genoptræning kan spare det offentlige mellem otte og ti kroner i pleje, personale, hjælpemidler med mere. 

I mit daglige arbejde oplever jeg at blive opsøgt af mange patienter og pårørende, der er modløse over den manglende fremgang i genoptræningsforløb. For egen regning investerer flere og flere af dem, der har råd og ressourcer til det, i øget træning i håb om at opnå større selvhjulpenhed i hverdagen.

Pernille kæmper og betaler selv

En af mine patienter er 64-årige Pernille Fenger fra Frederiksberg. I 2019 fik hun skader i hjernen efter en svær meningitis. Hun blev henvist til en plejehjemsplads og en-to gange 20-30 minutters ugentlig træning på plejehjemmet. Da jeg mødte Pernille Fenger, kunne hun stort set ingenting selv. Hun sad i kørestol og blev flyttet med loftlift, når hun skulle i seng og i bad. Massiv pleje var påkrævet. Nu efter halvandet års intensiv genoptræning alle hverdage i ugen, har hun skrottet både liften og kørestolen, bruger rollator til længere distancer og tager selv bussen til fysioterapi. Desuden overvejer hun at flytte ud af plejehjemmet og i ældrebolig. Alt sammen fremgang, der ikke kunne lykkes, hvis Pernille Fenger havde nøjedes med de to gange 30 minutter om ugen.

Pernille Fengers inderligste ønske er at kunne komme til at arbejde igen. Hendes held er, at hun har haft råd til at investere i ekstra træning. Men hvorfor skulle Pernille selv betale for sin genoptræning? 

Mine kolleger og jeg er utroligt stolte af at kunne hjælpe Pernille til et højere funktionsniveau og større livskvalitet. Desværre oplever vi også, at mange andre i Pernilles situation i stedet for genoptræning bliver tildelt pleje, selv om genoptræningspotentialet rækker til langt mere.

Muligt at lette pres på plejesektoren

Årligt bliver 15.000 personer i Danmark ramt af stroke (en blodprop eller hjerneblødning), og 33 pct. af disse (svarende til 5.000 personer) er under 65 år. Alene i Københavns Kommune rammes således omkring 1.700 borgere hvert år af stroke, og ca. 600 er under 65 år. Når traumatisk hjerneskadede og patienter med cerebral parese lægges til, har Københavns Kommune yderligere ca. 2.000 borgere, der skal trænes hvert år.

Med den demografiske udvikling i København med mange nye midaldrende tilflyttere i byens nye kvarterer, er der risiko for et endnu større pres på rehabiliteringen og hjemmeplejen i kommunen om fem til ti år. Altimens de store efterkrigsårgange går på pension, skrumper desuden antallet af medarbejdere i plejesektoren: Scenariet er, at 80 pct. af det plejepersonale, der findes i dag, kommer til at skulle servicere dobbelt så mange i løbet af de næste 20 år.

Set i det lys er det mig ubegribeligt, at kommuner ikke tager ved lære af frontløberne inden for intensiv genoptræning af hjerneskadede. Her tænker jeg især på kommuner som Herning, Næstved, Favrskov, Aalborg og  Slagelse, hvor man har set eksempler på betydelige besparelser i hjemmepleje ved at investere i at gøre borgere mere selvhjulpne gennem intensiv træning.