Ingen ved, hvor de har Venstre
Ingen ved, hvor de har Venstre
Rollerne er på bizar vis byttet rundt mellem Danmarks to største partier: Venstre har overtaget Socialdemokraternes gamle, indre sygdomme: Indre fløjkrig, mørke skygger fra sidste forsommers formandsopgør og reel intern uenighed om den politiske kurs har efterladt Venstre i en skrøbelig situation med faldende meningsmålinger og rundtossede udmeldinger.
Ligesom Socialdemokraterne i 90’erne og 00’erne havde en uklar og selvmorderisk upopulær udlændingepolitik, har Venstre i dag en tvetunget social- og velfærdspolitik. Ingen ved, hvad der eventuelt skal ske med for eksempel kontanthjælp og brugerbetaling efter det valg, som pludseligt er blevet et tæt løb mellem blokkene. I én af tidens største og gennemgribende samfundsdebatter er Venstre-folkene ude at melde alt og intet, og skaber dermed grundlag for skræmmekampagner og grobund for mistillid.
”På samme måde som den årelange tilbagegang for Socialdemokraterne var en væsentligt katalysator for splid og bagtalelse – ganske enkelt fordi partiets folketingsmedlemmer måtte kæmpe internt om de stadig færre mandater, som i en politisk stoleleg – er det nu Venstre, som kan se en valgkamp foran sig, hvor partisoldater vil forsøge at spænde ben for hinanden.”
Den indre forvirring forstærker frygten for vælgerne. For ligesom Socialdemokraterne blev ramt hårdt på troværdigheden efter først valget i 1998, hvor daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ændrede efterlønnen, og igen i 2011 da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) undlod at indfri en lang række valgløfter, er det i dag Venstre, som tumler rundt med voksende troværdighedsproblemer – paradoksalt nok fordi partiformand Lars Løkke Rasmussen nu frygter at blive kritiseret for løftebrud efter et det kommende folketingsvalg.
Hvad der indtil for få måneder siden var højrefløjens største trumfkort, nemlig Helle Thorning Schmidts tyndslidte troværdighed, er pludselig ved at blive vendt til værdiløshed for Venstre. I hvad der ligner et fundamentalt opgør med den succesfulde doktrin, som Venstre-formanden Anders Fogh Rasmussen indførte med den såkaldte ’kontraktpolitik’ op til valget i 2001, er den nuværende partiledelse ved at tabe alt på gulvet med diffuse paroler, som ikke følges op af konkrete politikudspil.
Den seneste plakatkampagne fra Venstre lyder som et næsten ordret ekko fra statsminister Poul Nyrup Rasmussens nytårstale fra 1997/98, hvor bonmot’et lød: ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?”. Lidt bedre? Sådan taler kun en magtfuldkommen politiker, der har forregnet sig på egen tidligere popularitet, og derfor ikke synes parat til at kæmpe og satse. Modsatrettede meldinger fra baglandet bidrager også til at mudre billedet.
Lars Løkkes angst for senere at blive beskyldt for at bryde sine valgløfter – i den vanskelige parlamentariske situation, hvor han i givet fald vil skulle regere på Dansk Folkepartis lunefulde nåde – har tydeligvis vokset sig større end Helle Thorning-Schmidts bæven for fortidens spøgelser.
I de seneste måneder har de stadig bedre økonomiske nøgletal givet SR-regeringen voksende selvtillid, og har tydeligvis været med til at legitimere de mange upopulære reformer blandt de frafaldne S-kernevælgere.
Tilbagegang skaber splid
I takt med at beskæftigelsen stiger, er der flere af de vælgere, som i utilfredshed vendte Socialdemokraterne ryggen, der nu vender tilbage – i erkendelse af, at det måske alligevel gav mening at genoprette samfundsøkonomien med barske midler efter en overforbrugsfest i 00’erne under VK-regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti.
Venstres udfordring er således dobbelt: På den ene side har Lars Løkke Rasmussen pådraget sig et eget troværdighedsproblem i fraværet af håndgribelige svar, og på den anden side synes Helle Thorning Schmidt at være gennem den værste fase af kritik.
Socialdemokraternes massive kampagneaktivitet har foreløbigt givet fuld bonus med et betydeligt hop i meningsmålingerne, som ser ud til at have bragt det gamle arbejderparti tilbage på niveauet fra valget i 2011. Samtidig er Venstre efter en lang periode med højere tilslutning end i 2011 nu gledet tilbage, og står nu til at tabe mere end håndfuld mandater.
På samme måde som den årelange tilbagegang for Socialdemokraterne var en væsentligt katalysator for splid og bagtalelse – ganske enkelt fordi partiets folketingsmedlemmer måtte kæmpe internt om de stadig færre mandater, som i en politisk stoleleg – er det nu Venstre, som kan se en valgkamp foran sig, hvor partisoldater vil forsøge at spænde ben for hinanden. Europaparlamentsvalget i 2014 var et forvarsel for Venstre.
Seneste faresignal for Venstre er, at også Dansk Folkeparti nu er begyndt at kritisere Lars Løkke Rasmussen for at lurepasse: ”Man forsøger at stikke folk blår i øjnene,” udtalte Kristian Thulesen Dahl forleden til Jyllands-Posten, og har dermed åbnet et bal i den borgerlige lejr på et kritisk tidspunkt, hvor afstanden mellem rød og blå blok er den mindste siden sidste valg.
Timingen er ubekvem. Her lige inden valget ved ingen, hvad de reelt kan regne med, at Venstre kan og vil efter valget. Hvis Lars Løkke Rasmussen overhovedet kan genvinde vælgernes tillid.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.