Politik rummer et uløseligt paradoks: Man kan ikke både være en fuldstændig hverdagsvirkelig person, der deler den enkelte borgers bekymringer, og samtidig være en troværdig problemknuser på højt plan. Vi kan aldrig helt få den politiker, vi drømmer om, og det skyldes netop det faktum, at denne politiker skulle spænde over to uforenelige størrelser. Det bedste, vi kan få, er en idealpolitiker, der opererer på et fjernt, magisk plan og samtidig skaber en afgrænset illusion om at være hverdagsvirkeligt til stede og relevant for vælgerens liv. Dansk politik bugner dog af ministre og frontfigurer, der er snublet rundt i politikerens idealbillede. Og et særlig interessant seneste eksempel i rækken synes at være Dansk Folkepartis aktuelle genvordigheder.

En fjern karakter

Politik er en form for superheltedomæne. Som den danske filosof Carsten Fogh Nielsen har bemærket, så har superhelte den helt centrale rolle, at de kan klare problemer, som almindelige mennesker ikke kan klare. Den slags kan vi ikke leve uden. Og samme egenskab har politikeren. Sidstnævnte er ganske vist virkelig, og de problemer, han håndterer, betragtes som virkelige. Men selvom vi med vores skolelærdom ved, at politik har afgørende betydning for vores hverdag, så svæver udførelsen af politik på et plan, der ligger langt udenfor den skinbarlige virkelighed, vi ser og mærker omkring os som almindelige mennesker af kød og blod. Politik varetager flyvske abstraktioner som betalingsbalance, flygtningestrømme, krig og fred, vækst, finanslov og så videre.

Vi har vænnet os til, at den slags ord flyver omkring os i medierne, og på den måde er de blevet virkelige og selvfølgelige. Ting, der tages i munden tilstrækkelig mange gange, bliver umærkeligt virkelige og nære. Og de slynges over middagsbordet, selvom ingen rigtig ved, hvad i alverden de dækker over, hvad deres betydning dybest set er, eller hvilken betydning de dybest set har for den enkelte vælgers liv. Yderligere er idealpolitikeren en fjern karakter, selv når han står lige overfor os.

Politikeren er en hverdagsfjern tegneseriefigur, som, selv når han er midt i virkelighedens hverdagsverden, er afgrænset fra den. Det meste af tiden kan vi slet ikke komme i kontakt med ham. Han færdes i pompøse bygninger, bag tykke mure, står på talerstole, fiser rundt i ministerbiler, optræder i korte interview i medierne, giver håndtryk i hotellobbyer eller gemmer sig bag mange lag af sekretærer, assistenter og forretningsgange. Det er en anden verden. Den handler om hverdagens virkelighed, men er langt fra den. Og selv når politikeren træder ud i hverdagens virkelighed, er han omgivet af en aura af fjernhed. Han vandrer måske på gågaden, men han gør det som politiker, med politikertøj, politikerfagter, politikerformuleringer og ofte med et større eller mindre følge og en rose eller en blå ballon i hånden.

Medvind på cykelstier

Politikeren befinder sig i en magisk boble. Han er ophøjet og fjern. Han er en galvaniseret tegneseriefigur, for hvem begrænsningerne fra hverdagens genkendelige virkelighed ikke gælder. Det var præcis denne myte om politikeren, som entertaineren Jacob Haugaard satte fokus på, da han i 1994 blev valgt ind i Folketinget på blandt andet at love medvind på cykelstierne. Men hvad Haugaard ikke havde indset var, at den magiske boble skal være der. Vi kan ikke tro på, at de store, abstrakte problemstillinger, der ligger langt udover det enkelte individs hverdag og hverdagsformåen, kan håndteres af personer, der er i og af den trivielle hverdags virkelighed. Deres troværdighed afhænger af opretholdelsen af en magisk boble, som skabes af sprog, tøj, adfærd, politiske ritualer, formalia, arkitektur med mere.

Ikke særlig ønskede

Med dette perspektiv på politikeren kan man trække en lang linje gennem utallige danske politikerfiaskoer, og man bringes til sidst ind i en af de mest interessante spirende fiaskoer: Dansk Folkepartis truende fald. I de senere år har fokus naturligt nok især været på Helle Thorning og Lars Løkke. De to statsministre og oppositionsledere har begge tegnet en politisk karriereprofil præget af store balanceproblemer i den magiske bobles arkitektur. Thorning havde en svær slagside imod den højtragende magi, og når hun optrådte i sammenhænge, hvor muligheden for at dyrke illusionen om hverdagsvirkelighed var til stede, forsvandt hun stadigvæk uvirkeligt endnu længere ind i en fjern sfære. Hun kunne sige ”Hr. Jensen”, som var hun en marsboer, der talte om et ekstraterrestielt legeme. Hun blev aldrig relevant for hverdagsvirkeligheden, og hendes troværdighed led under det faktum, at hun var for langt inde i den fjerne, magiske boble.

I det modsatte randområde vælter Lars Løkke rundt, konstant truet af punktering af såvel den magiske boble som hverdagsillusionen. Lars Løkke er alt-alt-alt for hverdagsvirkelig og hverdagsbegrænset. I storpolitiske sammenhænge er han Lille-Lars, der har fået en for stor habit på, som han ikke selv har betalt. Han fremstår som en konfirmand, der for sjov har fået lov til at være med til de voksnes møde. Og han fumler hjælpeløst rundt mellem fadølshistorier, bilagssager og en dumsmart fremtoning. Hverken Thorning eller Løkke har været særlig ønskede statsministre - ingen af dem har mestret idealpolitikerens balancegang.

DF’s boblearkitektur

Og mange andre kunne og burde nævnes. Men ingen er måske så interessante som Dansk Folkeparti. I årevis har partiet mestret og udnyttet boblearkitekturen ved at fremstille sig selv som netop det hverdagsvirkelige alternativ til de øvrige fjerne bobler. Som Rasmus Jønsson for nylig glimrende redegjorde for her i organet, så formulerede de politiske anliggender på en måde, der gjorde politik hverdagsvirkeligt forståelig og relaterbar for vælgeren. Og i den abstrakte politiske debat antog de hele tiden den hverdagsvirkelige, bekymrede borgers perspektiv, hvilket fik den magiske boble, som det øvrige Folketing placeredes i, til at virke endnu mere fjern. Det skabte en myte i myten. Og vælgerne købte den. Men det var altså blot endnu en myte. Dansk Folkeparti var faktisk slet ikke hverdagsvirkelige. Det holdt de op med at være, efterhånden som de fik gjort op med ”landsbytosserne”. Dansk Folkeparti var kun en illusion om hverdagsvirkelighed. Kristian Thulesen Dahl, (især) Morten Messerschmidt og den nye stolte folketingsformand  Pia Kjærsgaard er lige så galvaniserede og fjerne som resten af flokken. Og det er såmænd blot det, Morten Messerschmidts uheldige udtalelser i den seneste tid har blotlagt. Boblen er ikke bristet - den er afsløret. Og spørgsmålet er nu, om Dansk Folkeparti formår at sløre den igen, om de formår at skabe en ny myte i myten, eller om hverdagsvirkeligheden efterhånden begynder at slå igennem i den vælgermæssige opbakning.