For to år siden overgik ansvaret for kystbeskyttelse fra Staten og Kystdirektoratet til kommunerne. Jeg er tilhænger af decentralt og lokalt forankret ansvar, men siden ansvaret overgik til kommunerne, er det blevet tydeligt, at bidragsfordelingen, altså hvilke ejere, instanser og aktører, der skal betale for anlæg og drift af kystbeskyttelsen, sjældent forekommer åbenlys og rimelig for alle parter.

I debatten om klimatilpasning og kystbeskyttelse af Danmark bliver vi derfor nødt til at tage en diskussion på et mere overordnet og strukturelt niveau.

Mange interessenter

Nogle vil sige, at de mennesker, der har valgt at bosætte sig tæt på vandet , det være sig ved fjorden eller på havnen, også har valgt at udsætte sig for risikoen for oversvømmelser og derfor selv må betale for at sikre sig. Tilsvarende betragtes kommuner med kystbyer eller fjorde som de naturlige betalere for anlæg og løsninger, der skal beskytte byernes værdier for ødelæggende oversvømmelser.

Men klimatilpasningsløsninger og kystbeskyttelse er langt fra så enkelt i virkeligheden. Flere steder i landet har vi store fjorde; Roskilde Fjord, Isefjord, Vejle Fjord og Limfjorden, der grænser op til mere end én kommune. Omkring Isefjord og Roskilde Fjord har vi faktisk hele otte kommuner og to regioner repræsenteret. Dertil har vi landbrug, turisme, foreninger og erhvervsliv, som har aktiviteter og interesser i livet på og ved fjorden.

En sikring af Isefjord og Roskilde Fjord involverer med andre ord et broget billede af interessenter, der alle har værdier på spil. Man kan derfor argumentere for, at de alle bør bidrage til at finansiere en klimatilpasset og beskyttet kyststrækning i de to fjorde. Det samme gælder Limfjorden, og flere andre steder i landet, hvor vi har udfordringer med vand, der går på tværs af kommune- og regionsgrænser.

Kystsikring bør være statens ansvar

Når vi dertil føjer én af mine faglige kæpheste; at kystbeskyttelse skal bruges konstruktivt til at skabe og fremme områdets potentiale og værdi, giver det rigtig god mening at kigge på bidragsfordelingen i et større perspektiv. Vi skal væk fra individuelle og kortsigtede løsninger, som kun et mindretal har gavn af. I stedet bør vi se på, hvordan vi kan destinationsudvikle Danmark som kystnation via gennemtænkte, helhedsorienterede klimatilpasningsløsninger, som vi alle har glæde og gavn af. 

Som vi går til udfordringerne i dag, skaber vi en skæv fordeling ved at bede de mest udsatte kommuner og borgere om at betale mest. Derfor vil jeg argumentere for, at både ansvar og finansiering af kystbeskyttelse i Danmark bør ligge hos Staten og prioriteres i tæt samarbejde med kommunerne.