I langt de fleste kommuner kan hjemløshed umiddelbart synes at være et forhold af meget begrænset betydning. Men deri tager man fejl. For selvom man kan slå op i de opgørelser over antallet af hjemløse, som SFI hvert andet år udgiver, og se, at ens kommune kun har nogle få borgere, der er hjemløse, er det ikke viden nok om hjemløshedens væsen til at dømme sagen til at være uden politisk og faglig interesse. At antallet af hjemløse er lille i kvantitet, er ikke ensbetydende med, at det ikke kan spille en større rolle i andre sammenhænge, som det er værd - eller skal jeg skrive nødvendigt - at beskæftige sig socialpolitisk med.

Efter at have beskæftiget mig med hjemløshed, social udsathed og social og sundhedsmæssig ulighed  gennem de sidste små 40 år, og ikke mindst med mennesker, der lever som hjemløse, ser jeg hjemløshed i et andet lys, end jeg gjorde for mange år tilbage. Jeg ser hjemløshed som et samfundsanliggende, der ikke bare kan placeres som et individuelt anliggende og overlades til at blive løst af forskellige fagpersoner.

Socialt udsatte i betydelig risiko

Mennesker, der er hjemløse, forstås af mange som nogle, der står uden en bolig og ellers lever og har det som alle andre. At det så at sige er enhver af os, der risikerer at blive hjemløs. Men sådan hænger det ikke sammen. Mennesker, der er hjemløse, har som den langt større gruppe af mennesker, vi i dag betegner som socialt udsatte, en række andre sociale og helbredsmæssige problemer, der gør det vanskeligt for dem at fungere i de sammenhænge, samfundet kræver. Selve situationen hjemløshed er heller ikke en permanent tilstand, men står på i en eller flere perioder af kortere eller længere varighed. Den socialt udsatte borger har en betydelig risiko for at blive hjemløs, og den hjemløse borger vil langt oftest vende tilbage til en tilværelse som socialt udsat, når han eller hun får en bolig.

Denne bevægen sig ind i og ud af hjemløshed sker ikke alene på grund af den enkeltes helt individuelle problemer, men lige så meget på grund af de strukturelle og holdningsmæssige forhold, der er dominerende i tiden. Derfor min påstand om, at hjemløshed er et samfundsanliggende. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvad stat, kommune og det civile samfund gør for at hjælpe den enkelte hjemløse tilbage til i det mindste et sted at bo. Samfundsanliggendet drejer sig også om, hvordan forhold i samfundet, både dem, vi selv bestemmer, og de udefrakommende, er med til at skabe hjemløshed.

Fattigdomshjemløshed vil vokse

Antallet af borgere, der er hjemløse, er, så vidt jeg kan skønne det ud fra omtale af hjemløsheden, gået op og ned gennem de sidste 100 år, men formentlig uden at bevæge sig langt fra et middeltal, der relativt svarer meget godt til omfanget af hjemløshed i dag. Set længere tilbage kan det vel bare konstateres, at der altid har været mennesker, der levede i udkanten af samfundet og var hjemløse.

Men har antallet holdt sig nogenlunde stabilt, har billedet af, hvem de hjemløse var, ændret sig. Og ændringerne har klart fulgt ændringer i samfundsforholdene.

I 1930’erne under den økonomiske krise og den omfattende arbejdsløshed - før velfærdsstaten sikrede alle borgere et eksistensminimum - var hjemløshed som følge af fattigdom dominerende. I 1950’erne var boligmanglen i de store byer så omfattende, at den førte til, at mennesker måtte leve som hjemløse. I slutningen af 1970’erne valgte vi at afinstitutionalisere psykiatrien uden at have sikret andre tilbud, og en del borgere med svære psykiske lidelser blev hjemløse. I 1980’erne voksede misbruget af illegale rusmidler, og med en meget uforberedt og restriktiv behandlingsindsats blev mange yngre stofmisbrugere hjemløse. Samtidig voksede også andelen af kvinder blandt hjemløse – noget, der vel hang sammen med en øget ligestilling. Fra sidst i 1990’erne er antallet af personer med indvandrerbaggrund vokset, og siden årtusindskiftet har vi set et hurtigt voksende antal unge, som lever som hjemløse. Et godt bud på, at det er gået sådan, kunne være voksende forventninger og krav til dels indvandreres, dels unges effektivitet og uddannelsesniveau.

Med baggrund i denne gennemgang af hjemløshedens foranderlighed tør jeg godt komme med et bud på, at fattigdomshjemløshed – om end i en anden fremtoning – igen risikerer at blive mere påtrængende i de kommende år som følge af de beskæftigelsespolitisk bestemte nedskæringer på kontanthjælps- og førtidspensionsområdet.

Nye og bedre foranstaltninger

Lige meget om det er det ene eller det andet samfundsmæssige forhold, der er hovedårsagen til hjemløshed, er det - naturligvis kunne jeg tilføje - de socialt svageste, dem med svage sociale netværk, dem med et misbrug, dem med psykiske problemer der bliver ramt. Hvad man desværre sjældnere taler om, er, at det også er mennesker, der i et meget større omfang end hos befolkningen i almindelighed har haft en vanskelig opvækst, har været udsat for omsorgssvigt, har været anbragt udenfor hjemmet, har en social børnesag, har flere skoleskift, ikke har en uddannelse, har været involveret i kriminalitet og haft mange og skiftende arbejdspladser. Sådan er det også for en stor del af de socialt udsatte borgere.

Mens vi kun har vage og usikre vurderinger om antallet af socialt udsatte, ved vi, at der i 2015, hvor man sidst talte, var 6.000 personer, der i en tilfældig uge var hjemløse, hvoraf de 1.200 var 24 år eller derunder mod det halve antal unge 6 år tidligere. På årsbasis mindst det dobbelte. Hvad enten det er unge eller gamle, mænd eller kvinder, opholder de sig på herberger, på gaden eller hos venner og bekendte.

Selvom min gennemgang af, hvordan den ene form for hjemløshed afløser den anden, kunne give anledning til en vis opgivenhed i forhold til at fjerne hjemløsheden, mener jeg ikke, at det vil være en rigtig konklusion og i øvrigt heller ikke et ansvarligt synspunkt at handle udfra. Det kan godt være, at hjemløsheden dukker op i en ny form og med nye typer af hjemløse, men det må ikke forhindre, at vi forebygger og iværksætter gode nye foranstaltninger for dem, der lige nu er hjemløse. Der må noget andet til end tilbud om ophold på herberger og indsatser, der retter sig mod den enkelte.

Lange nyttesløse ophold på herberg

Hvad jeg kunne forestille mig på forebyggelsesområdet, var, at kommunerne i langt højere grad end nu satte ind med særlig og ekstra støtte rettet mod såvel små som større børn og unge, der viser tegn på omsorgssvigt og sociale vanskeligheder.

Derudover så jeg gerne, at der kom et radikalt opgør med langvarige ophold på herberger. De er dyre, og udover at give akut tag over hovedet er de ret nyttesløse. Det koster mere end 800 millioner kroner om året at have 2000 personer sovende på landets herberger. Det er kommunernes udgift, men opvejes delvis af, at staten refunderer halvdelen af udgiften til kommunerne.

Hvorfor dog dette spilfægteri? Hvis kommunerne tog – eller fik pålagt – hele ansvaret for deres borgere, også dem, der er hjemløse, og altså selv bar hele udgiften til herbergerne, kunne det utvivlsomt inspirere dem til at arbejde hurtigere med at hjælpe den hjemløse til en bolig – statens mange sparede millioner kunne hjælpe på denne proces ved at gå til støtte til billigere boliger.