Hjælp, min arbejdsplads flytter til provinsen!
Hjælp, min arbejdsplads flytter til provinsen!

Jeg forstår godt, hvorfor der er frygt og usikkerhed på statslige arbejdspladser, når regeringen vil udflytte i tusindvis af dem til provinsen. Hvis man sidder godt i en statslig styrelse, i Skat eller et tredje sted, og den så pludselig skal ligge i Ringkøbing, Vordingborg eller på Bornholm, kan verden ved første øjesyn synes at synke i grus og hele den tilværelse, man har bygget op, at skride fra hinanden.
Skal man rykke med arbejdspladsen et godt stykke mod vest eller ud i Østersøen? Eller skal man blive jobbet kvit og blive hjemme? For hvad er egentlig tryggest – at beholde jobbet og rejse eller beholde sin base og tage sin afsked? Jeg kan godt forstå, hvis spørgsmålene står i kø, som var det værre end den værste dag på Køge Bugt Motorvejen.
[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]
Men måske behøver man ikke helt at fortvivle. Det gælder – hvor enkelt det end lyder – først og fremmest om at gøre noget ud af planlægningen, før man tager beslutningen om at flytte med sit arbejde eller ej. Jeg tror, at det er vigtigt at tage nogle gode snakke og undersøge, hvilket liv der venter én. Tryghed er nøglen, og det er meget vigtigt, at familien får svar på en masse spørgsmål, og at logistikken omkring et nyt liv og en ny hverdag går op, hvis hele familien skal se fidusen i flytningen og komme af sted.
Måske viser provinslivet sig endda at have sine fordele. Det er faktisk, hvad jeg oplever daglig i mit arbejde som tilflytterkonsulent på Bornholm, hvor jeg rådgiver folk om alt fra jobmuligheder til børn og netværk. I løbet af 2016 er det blevet til mere end 1100 tilflyttere på denne østlige udpost i det smukke ”Vandkantsdanmark”, som vi også kaldes. Nå, tilbage til planlægningen. Lad os tage spørgsmålene – ét for ét.
Skal vi rykke til provinsen?
Måske er det faktisk ikke helt dumt at rykke til provinsen, hvis ens arbejdsplads flytter. Det kunne for eksempel betyde en forfremmelse på basis af ens anciennitet, da alle kolleger jo ikke rykker med ud i landet. Dermed kan man måske springe et trin opad karrierestigen, når man i forvejen er ved at rykke sig rent fysisk. Er man i et parforhold, er det naturligvis ikke nok med ens egne karrierespring. Det forstår jeg om nogen, da jeg selv har taget springet til vandkanten sammen med en partner. Heldigvis kan der sagtens være gode muligheder for ham eller hende også.
Her er fem gode råd til, hvad I skal starte med at undersøge:
- Tag på besøg i det område, hvor du skal arbejde i fremtiden, og tjek jobmulighederne ud.
- Kontakt en tilflytter- eller bosætningskonsulent, hvis sådan én findes i området. Book et personligt møde og fortæl, hvilke ting I ønsker at få svar på.
- Undersøg, hvilke muligheder der er for job til din partner.
- Undersøg skole/børnehave– og fritidstilbud.
- Få vurderet jeres nuværende ejerbolig. Hvis I har en friværdi, hvilke muligheder kan det så give?
- Når I har besøgt jeres måske kommende hjemby eller landsdel, tag da hjem og træk en god flaske vin op, sæt jer ned og tal det hele godt igennem. Har området de tilbud, I skal bruge? Hvis I har børn, er der så skoletilbud, hvor I skal bo? Notér, hvad fordelene er ved at flytte.
En stor fordel kan være en privatøkonomi af den bedre slags. Lad os sige, at I sælger huset i hovedstadsområdet og får for eksempel halvanden million kroner i friværdi. Med de langt lavere boligpriser i vandkanten kan det måske sætte jer i stand til at købe nyt hus kontant! Husk samtidig, at jeres årlige ejendomsskatteudgifter falder drastisk. For eksempel betaler jeg personligt cirka 12.000 kroner helårlig, men så er det også i første række til Østersøen!
Bruger vi byens tilbud?
Indrømmet – selvom jeg bor skønt, er udvalget af smarte cafeer, økologiske dagligvarebutikker og hippe gå i byen-steder væsentlig mindre end i de store byer – i hvert fald udenfor sommersæsonen. Savner jeg det? Ikke for alvor.
Så inden man flytter, er det en god idé at se på, hvor meget man egentlig bruger alle de tilbud, der findes i storbyen? Når alt kommer til alt, går det meste vel op i arbejde, børn og familie, ikke? Selvom man flytter på landet, behøver alle tilbuddene ikke være langt væk. Danmark er et lille land, afstandene er små, og selv os, der bor på Bornholm, kan med fly stå på Kongens Nytorv en times tid, efter vi forlod hjemmet, uden det koster en herregård (sådan nogle findes for resten ikke på Bornholm).
Og nå ja: På Bornholm er ingen afstande længere end 30 minutter i bil, og køer er nogle, der står på marken.
Fem gode råd, når I er på vej:
- Ring og få en snak med skole og pladsanvisning. Hvor og hvornår er der plads?
- Sørg for, at dine børns skole ligger tæt på din egen bopæl. Ellers bor dine børns venner langt væk, og du skal køre meget.
- Bliv del af et netværk hurtigt. Træd ind i foreningslivet og få nye bekendte med det samme.
- Planlæg, hvad I gør, hvis din partner får et job hurtigere, end I troede. Måske må din partner starte job før dig.
- Hvis din partner skal gå hjemme en periode, tag da en snak om tidshorisonten.
- Selv det mindste, gnavende spørgsmål kan give uro hjemme ved spisebordet. Lav derfor en ”flytteliste” med alle de spørgsmål, I har, og tag dem med til tilflytterkonsulenten. Som regel kan jeg svare på det meste til en god samtale og herefter sende de nye tilflyttere hjem med god samvittighed, fordi de har fået sat en masse ”krydser”. Tryghed er den vigtigste faktor, hvis man skal få en god start.
Hvor skal vi bo?
Skal vi leje eller eje? Tit er det billigst at eje.
Hvis I køber, er det som regel nemmest at sælge igen en dag, hvis det ligger i en større by.
Har I tid til at passe en firlænget gård? Det er besnærende, men tager tid.
Der er ofte en grund til, at huse, der ser for billige ud til, at det kan være sandt, er så billige. I kan nemt få et chok over, hvad slutprisen er for at købe et håndværkertilbud.
I forlængelse af sidste punkt: Få altid en rådgiver med på sidelinjen og find ud af, hvad det koster at bygge om, inden I skriver under.
Økuller eller hjemlængsel
Det er vigtigt – at I bliver godt integreret i jeres nye samfund allesammen. Derfor er det vigtigt at finde job til partneren hurtigt, for det er måske meget hyggeligt at gå hjemme i starten, når nu man har ekstra penge i budgettet, men efter et stykke tid er duften af nybagte boller ikke nok og partneren begynder at kede sig. Så kom i gang med at se efter muligheder, allerede inden eller rimeligt hurtigt, efter at I er flyttet.
Tag også en snak med familie og venner om, hvordan I opretholder forbindelsen. Det er altså ikke umuligt. Igen – det tager ikke mange timer at rejse på tværs af Danmark. Udkantsdanmark er jo faktisk mange af de steder, hvor resten af landet tager på ferie. Faktisk er man sammen med venner og familie på en helt ny måde, når først de kommer på besøg. Normalt ser man lige hinanden til hurtig aftensmad et par timer og så hjem igen. I udkanten ses man to-tre dage i stræk. Måske ses man ikke så tit, men man kommer tættere på hinanden og får snakket om nogle helt andre ting, end hvad man ville have nået til en hurtig middag efter arbejde eller sport.
Som I nok kan læse, er jeg ret overbevist: Prøv udkanten og vandkanten af! Det behøver jo ikke være for resten af livet. Måske vil I kunne lide at træde ud af det københavnske hamsterhjul, der bare kører hurtigere og hurtigere, og kunne nyde, at lønforhøjelserne ikke bare forsvinder til husleje og ejendomsskatter.
Her i udkanten har vi både tid til at nyde den lækre natur og nok lidt flere penge til at rejse, i ny og næ også på en weekendtur til København for at samle nye indtryk.
Tag og prøv det af. Der er ikke mange, der ikke kan lide det. God tur til udkanten!
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.