Når Franciska Rosenkilde står op om morgenen i sin lejlighed på Nørrebro og går på arbejde, er hun helt overordnet og uden noget bullshit drevet af én ting: At gøre verden til et bedre sted.

Nøgleordet i hendes politiske liv er bæredygtig omstilling. Det er hendes mission. Og passion. Det fylder alle hendes vågne timer og næsten også sovende.

Hun kalder selv missionen for sin ’dybe livskontrakt’. En kontrakt som hun har underskrevet med sig selv og i pagt med sin datter – og såmænd også med kloden og alle os andre. Dig og mig.

Hun ved godt, at det er en ambitiøs aftale. Men med den viden hun har i dag om vores skrantende klima og miljø, kan hun ikke gøre andet end at arbejde fuldtid på sagen, fortæller hun.

Som kultur- og fritidsborgmester og nu også som leder af partiet Alternativet, sidder Franciska Rosenkilde ”taknemmelig og privilegeret” på den grønne gren. Helt tæt på mulighederne for at forfølge og realisere sin mission, som blandt andet at gøre københavnernes madkultur grønnere og sundere. 

Noget hun allerede er fuldt og stålsat godt i gang med.

Det interesserer hende ikke at snakke om, om hun er en power woman. Hun køber ikke ind på person-mærkater. Hun vil bare arbejde, gøre sit bedste.

Og det bliver uden egoet først, melder hun.

- Det er sagen, der skal drive personen og ikke personen, der skal drive sagen, siger hun.

Hun ved godt, at hun vil møde modstand og komme til at stå på mål for sine holdninger og sine overbevisninger. Og at det ikke bare bliver eller er nemt, men som hun siger, inspireret af et buddhistisk citat:

- Jeg vil hellere dø i kamp end at leve som kujon.

Fra Paris til Pisserenden

Franciska Rosenkildes ambitiøse drive er ikke noget, hun har med hjemmefra. I hvert fald ikke det akademiske og faglige drive. For den slags interesserede ikke hendes forældre.

De var begge hippier, de kom fra Amager, faren var aktiv i begyndelsen af Christianias grundlæggelse, de havde en 9. klasse afgangseksamen, og levede og åndede for teater og musik.

De første fire år af Franciska Rosenkildes liv flyttede og rejste de meget rundt. Både rundt på de forskellige brokvarterer i København, men også til udlandet, til Paris og Lissabon, hvor moren gik på teaterskoler, spillede skuespil og mimede.

Det var en fordomsfri og kunstnerisk tilværelse, men også et nomadeliv uden faste rammer og uden faste indkomster.

- Det var spændende, men også et liv præget af stor uforudsigelighed. Det var sådan ”nu flytter vi til Paris, vi ved ikke lige, hvor vi skal sove, men vi starter i det her besatte hus, og så finder vi ud af noget.”

- Jeg brugte meget energi på at tjekke, at tingene var okay og passe på mig selv.

Forældrene blev skilt, da Franciska Rosenkilde var fire år. Hun blev sammen med moren og sin storebror, og faren rykkede i kollektiv. Og flere små halvsøskende kom til hen ad vejen.

Franciska Rosenkilde boede de fleste år i Pisserenden i det indre København sammen med moren og broren. Det var her, hun følte sig hjemme. Så meget, at da familien flyttede til Søerne en overgang, havde hun det som om, hun boede uden for lands lov og ret. Så da hun sammen med en veninde, fik en andelslejlighed til 25.000 kroner i Pisserenden, var hun den, der var fløjet. Tilbage til sit hood.

Hun var 15 år, da hun fløj. Ivrig efter at stå selv, skabe sit eget liv og blive voksen.

- Jeg var meget selvstændig. Min mor havde altid talt ligeværdigt til os børn. Hun inddrog os, vi blev taget med på råd, og jeg udviklede tidligt en evne til at reflektere, tage beslutninger og have en mening, siger Franciska Rosenkilde.

- Det var selvfølgelig tidligt at skulle forholde sig til regninger og forsørge sig selv. Men det kunne ikke være anderledes.

Ambitiøs mor

For Franciska Rosenkilde, hvis forældre ikke var optaget af karakterer og uddannelse – skulle det nu være nødvendigt? – blev hendes ungdomsoprør at gå i gymnasiet.

Selvom hun gik efter at blive danser, følte hun et behov for få det boglige med sig også. Men hun gik ud af 2.g for at forfølge danse-drømmen. Og mødte ingen protester hjemmefra.

- Hvis du keder dig i gymnasiet, så lav noget andet, sagde min mor.

Franciska Rosenkilde meldte sig dog ind igen, hun savnede skolen, måske på grund af de faste rammer, fortæller hun med et smil. Alligevel droppede hun ud flere gange, og til sidst meldte hun sig ud og endte i stedet med en HF fra Frederiksberg.  

Ung, søgende, nysgerrig og sulten på livet, arbejdede Franciska Rosenkilde i nogle år på barer, rejste, tog på højskole og fik så job som kok på en café på Christianshavn. Det var her hendes interesse for mad og råvarer – og for en fyr – for alvor blev vakt.

Hun blev kærester med fyren, og han blev far til hendes barn. Hun var 26 år, da hun blev mor.

Rundt om mor-skabet var Franciska Rosenkilde gået i gang med at uddanne sig til fotograf, men mørkekammerets plastbakker med skvulpende kemikalie fremkaldervæske kunne hun ikke have på samvittigheden.

Ikke som mor.

- Det at blive mor gjorde mig ambitiøs. Dels ville jeg gerne være en god rollemodel for min datter, bruge mit liv på noget meningsfyldt, og så blev jeg helt basic optaget af sundhed og fødevarer; hvad det var for noget mad, jeg fyldte i hende?

Som 30-årig blev Franciska Rosenkilde skilt.

Samtidig begyndte hun på Suhrs ernæringslinje. Ikke for at studere 1:1 kostvejledning, men ernæring på samfundsplan. Studiet kickstartede hendes interesse for klima og miljø, og hun toppede bacheloren med en kandidat i geografi for at få de miljøtekniske aspekter med.

Derefter var der ingen vej tilbage.

- Da jeg var færdig med min kandidat, var jeg ikke længere i tvivl om, hvad jeg skulle dedikere mit liv til.  Jeg var så tændt og klar til at gå all in.

At bygge sig selv op

Og nu er Franciska Rosenkilde så gået all in og landet i to jobs, der fylder hendes liv med mening fra morgen til aften.

I det hele taget oplever Franciska Rosenkilde, at hun har fået mere ro på i fyrrerne. Der er flere ting, der falder på plads, og selvværdet er blevet større.

Det er en befriende følelse, for vejen dertil har langtfra været sorgløs.

At være søgende, forklarer Franciska Rosenkilde, er både fedt, men også hårdt. Det er hårdt at være i en uafklaret situation, ikke vide, hvad man vil og ikke føle, at man er det rigtige sted, men det er del af den proces, man må igennem for at finde ud af det.

For Franciska Rosenkilde har hendes egen søgen i perioder været præget af angst og lavt selvværd.

- Alene det at gå den akademiske vej, er ikke nemt, når man ikke har fået det med hjemmefra, siger hun og tilføjer, at hendes far tog en HF, da han var 45 år.

Så det er både stort og fantastisk for hende at stå der, hvor hun står i dag.

Følelsen af at bygge sig selv op og finde sin platform. Og den helt store erkendelse af, at de ting, man vander og arbejder hårdt på, det er de ting, der lykkes. Det gør hende høj.

Og Franciska Rosenkilde ville ikke have været modstanden, tvivlen og nedturene foruden.

- Det er jo en del af livet og det, der også former og skaber en. Og jeg er helt klart blevet et mere empatisk menneske af at møde modstand. Det at kunne møde andre mennesker med rummelighed og tolerance.

Er dit liv faldet i hak? Er det slut med at være søgende? Er pandelampen slukket?

- Nej, svarer hun prompte.

- Jeg hader status quo. Det at falde i hak findes ikke for mig, medmindre det tandhjul er roterende. Jeg søger ikke hakket. Jeg søger bevægelsen – hele tiden, hvilket er ret anstrengende for mine omgivelser, griner hun.

Voksne sanser

Det kan godt være, at Franciska Rosenkilde er roterende og i bevægelse, men det hjem hun har bygget op omkring sig selv og sin datter, har haft faste og forudsigelige rammer med en klar rollefordeling af, hvem der er voksen, og hvem der er barn.

Valg man ikke behøver at tage psykolog hatten på for at forstå.

Franciska Rosenkilde elsker at lave mad, men det er stuen, der er hendes første prioritering. Det er det rum, hun altid indretter først – både før køkken og børneværelse. Det er i stuen, hun lader op.

Der er ikke noget tv, det har hun kasseret for mange år siden. Ikke fordi hun er hellig, hun gider bare ikke, at det skal fylde i hendes liv og rum, i stedet streamer hun det, hun vil se. Altså når hun ikke læser; mest faglitteratur og rapporter, for der er jo hele tiden ny forskning på fødevare- og klimaområdet.

Lidt skønlitteratur bliver det også til. Lige nu er det "De uadskillelige" af Simone de Beauvoir, der ligger på bordet.

Skal hun ud er det mest koncerter og museer, der trækker.

Hun er specielt vild med de københavnske museer, Glyptoteket, Thorvaldsen, Nikolajs Kunsthal. De der smukke rum, de virker beroligende på hende, siger hun. De inviterer til fordybelse, fred til at kunne synke ind i sig selv og bare være.

Og det kan en kultur- og fritidsborgmester, der får rigtig meget kultur indenbords, godt have brug for.

- Efter jeg er blevet borgmester, er jeg begyndt at bruge kultur på en anden måde. I stedet for at søge store oplevelser, så bruger jeg det til at koble af. Ligesom museumsrummet der afstresser mig.

- Det er det, kunst kan. Tale til en på et kropsligt og sanseligt niveau. Noget som er stærkt underprioriteret i en politikers liv.

Nu du er blevet så voksen og ambitiøs, flipper du så aldrig mere, gør noget vildt?

- Ha ha, joh, jeg får afreageret, når jeg danser. Det gør jeg en del herhjemme og sammen med gode venner. Jeg er god til at give den gas på et gulv. Det er jeg ikke blevet for fin til, griner hun.

Og roterer videre. Altid i bevægelse.