De store tv-stationer havde sat breaking-skiltet på, mens de sendte live, og aviserne havde minimum sendt en journalist til at dække pressemødet, hvor Anna Mee Allerslev officielt trak sig fra posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København. Sagen om Anna Mee Allerslevs bryllup havde udviklet sig til en kæmpe fælles dagsorden på linje med de helt store fra den landspolitiske scene, som f.eks. Lars Løkkes bilagssag, Morten Messerschmidts svindel med EU midler og lækken af Helle Thornings skattepapirer.   

Kun en gang tidligere har en lokalpolitiker leveret en krise med samme store gennemslagskraft i offentligheden. Det var, da den tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte blev fældet af en række sager om økonomisk uorden og et gevaldigt overforbrug af kommunens penge. Men i modsætning til Anna Mee Allerslev havde Peter Brixtofte en lang karriere i toppolitik. Derfor var han en langt mere kendt, magtfuld og kulørt figur i offentligheden end forhold til den radikale borgmester.  

Lokalpolitikere ramt med voldsom styrke

At Anna Mee Allerslev, der før sin krise var en forholdsvis ukendt lokalpolitiker med en juniorborgmesterpost, kan udløse en gigantisk mediestorm med et par sager, som på krisebarometret ligger i den milde ende, fortæller med al tydelighed, at lokalpolitikere skal forberede sig på en fremtid, hvor de kan få bagdelen gevaldigt i smækhøjde. Med Anna Mee-sagen er krisepotentialet for lokalpolitikere vokset gevaldigt, og de må forvente, at de kan komme til at stå i situationer, hvor det blæser med samme styrke som på toppolitikerne på Borgen. Fra alle retninger.

For det er ikke bare i de redaktionelle medier, at lokalpolitikere skal forberede sig på at få tæsk. Den shit-storm, der rejste sig omkring Anna Mee Allerslev på de sociale medier, var så massiv og hård i tonen, at den set fra et lokalpolitisk perspektiv er uden sidestykke.

Fra juridisk til moralsk krise 

Det store spørgsmål er så, hvordan lokalpolitikerne skal forholde sig. Først og fremmest er det helt nødvendigt at afdække de krisescenarier, man kan risikere at blive ramt af. Lige fra politik, der ikke virker efter hensigten og pludseligt opståede samfundsproblemer, der kræver politisk handling, til intern ballade i partierne, vælgerprotester, dårlige meningsmålinger og regler, der ikke er blevet overholdt.

Som Anna Mee-sagen illustrerer, kan det blive særlig kritisk, hvis der kan rejses tvivl om politikeres moral. Anna Mee-sagen begyndte godt nok med, at der blev stillet nogle spørgsmål af juridisk karakter omkring lån af et lokale til hendes bryllup. Men det var først, da der blev åbnet op for historier om, hvordan hun havde stillet spørgsmål til embedsmændene under bryllupsforberedelserne og hun samtidig udsendte en valgvideo, som mange på de sociale medier ikke kunne lide, at sagen røg op i den røde, rigtig giftige kategori.

Sager, der sætter politikerens personlige moral i fokus, er absolut dem, der larmer allermest. Det sås f.eks. med Carl Holsts løn-ballade og Lars Løkkes bilagssager. Og netop det faktum har mange politikere svært ved helt at forstå. Mens de står og forsvarer sig med juraen, bevæger krisen sig hurtigt videre og kommer til at handle om moral. Det er også derfor, der opstår så mange af de farlige dobbeltkriser i politik, hvor første krise tager udspring i selve sagen og den efterfølgende håndtering så udløser endnu en krise, som ofte er mere farlig end selve den sag, der udløste den.

Lokalpolitisk krisehåndtering

Mange vil sige, at den letteste vej til at undgå kriserne er, at politikerne bare opfører sig ordentligt. Det er selvfølgelig et godt udgangspnkt, men det er bare langtfra nok. For et par måneder siden ville de færreste tro, at det kunne være livsfarligt at låne et lokale til at fejre en begivenhed, hvis det bare var sket med godkendelse fra de ansvarlige myndigheder. Grænserne flytter sig konstant i politik, og derfor er det meget afgørende, at lokalpolitikerne er opmærksom på at forstå de aktuelle spilleregler.

Samtidig er det også nødvendigt, at moderpartierne tager et større ansvar, når de lokale partimedlemmer kommer ud i stormvej. De færreste lokalpolitikere har tilstrækkelig viden eller forudsætninger for at håndtere de voldsomme kriser, de kan blive ramt af. Som regel er der tale om amatørpolitikere, der måske har prøvet at diskutere lidt til en paneldebat eller deltage i den lokalpolitiske debat i den lokale avis. Disse politikere har ikke en jordisk chance, hvis medierne ruller det store udtræk ud. Derfor bliver partierne på Christiansborg i langt højere grad nødt til at hjælpe de lokale politikere før, under og efter, de bliver ramt af krise.

Hos de fleste lokalpolitikere er der helt sikkert også et håb om, at der bliver skruet en smule ned for 'skraldspandsretorikken' og at der kommer en smule mere respekt om de mennesker, der aktivt deltager i landets demokrati . Men dette håb virker ret utopisk på baggrund af den generelle politiske debat i Danmark. For den er fyldt med vrede, trusler og hård retorik.