Flygtningekrisen har indtil videre været en nedrivningskugle ind i det europæiske hus. Da Tyskland valgte at åbne grænsen til Ungarn, valgte de også at knalde kuglen direkte ind i en af EU's bærende søjler, og ironisk nok gjorde de det igen, da de valgte midlertidigt at lukke grænsen til Østrig.

Det må formodes at give kansler Merkel og kommissionsformand Juncker visse udfordringer fremover at forklare de øvrige EU-lande, at der er behov for fælleseuropæiske løsninger, når unionens mest magtfulde land vælger at gå egne veje midt i skæbnetimen. Efterfølgende er flere andre medlemslande da også begyndt at lukke egne grænser.

Derudover er Tysklands ageren blot endnu et symptom på, at der ikke er nogen, som har en langtidsholdbar løsning. Herhjemme har partilederne da også primært opfordret Lars Løkke Rasmussen til at udvise lederskab og ellers brugt taletiden på at trække nogle af valgkampens kæpheste af stalden, når nu lejligheden alligevel bød sig.

Den banale sandhed er da også, at problemet er stort set umuligt at løse. Forhåbningerne til Det Arabiske Forår havde en hurtig afblomstring og banede i stedet vejen for borgerkrig, ISIS, fundamentalisme og militærdiktatur.  En udvikling, som foregår på et bagtæppe af massiv befolkningsvækst i Mellemøsten og Nordafrika, som gør det tæt på umuligt at understøtte en bæredygtig udvikling i området.

Eksempelvis har Libyen omtrent seksdoblet sit indbyggertal siden 1950, så de i dag er 6 millioner. Syrien har oplevet en fordobling af indbyggertallet fra cirka 11 millioner i 1990 frem til 22 millioner i dag. Og hver ottende måned bliver verden begavet med yderligere én million egyptere. Fra at have cirka 20 millioner indbyggere i 1950 har Egypten i dag cirka 80 millioner og forventes at have knap 140 millioner i 2050. Hvis noget tilsvarende skete i Danmark, så skulle der bygges cirka 12 folkeskoler … om dagen blot for at sikre befolkningen uddannelse på et basalt niveau. EU kan således se frem til, at presset på de ydre grænser kun vil vokse de kommende årtier.

Ingen vælgervandringer

Mandagens EU-topmøde viste da også, at ingen af medlemsstaterne står klar med et columbusæg, der kan løse problemet. Og symptombehandlingen i form af spørgsmålet om kvotefordeling af de 160.000 flygtninge, som p.t. befinder sig i EU, ser også ud til at trække i langdrag.

På trods af de manglende løsninger og de første dages kaos i Rødby er der ikke umiddelbart noget, som tyder på, at det forrykker det hjemlige politiske billede. De meningsmålinger, som er lavet efter flygtningekrisen, viser i hvert fald ikke vælgervandringer. Hertil kommer, at antallet af flygtninge, som rent faktisk har søgt asyl i Danmark, er på samme niveau som sidste år.

Man bør dog være opmærksom på, at DF har landsmøde i weekenden. Kristian Thulesen Dahl er angivelig ikke ovenud begejstret for Løkkes linje i sagen og er derudover pinligt opmærksom på, at valgets mange nytilkomne DF’ere ikke skal forlade partiet igen, fordi de oplever slaphed i udlændingepolitikken. Kombineret med, at Dansk Folkeparti har 20-års-jubilæum, bør man nok forvente en tale fra partiformanden, som leverer et par solide slag i bolledejen.

Socialdemokraterne og De Radikale holder også landsmøde i weekenden, men da Mette Frederiksen har valgt en strategi, hvor hun kliner sig opad regeringens udlændingepolitik, kommer det næppe til at give de store sværdslag. Endelig synes Inger Støjberg i disse uger at være et allestedsnærværende bolværk mod yderligere afskalning af vælgere fra Venstre til DF.

Retsforbehold uden misundelse

I forhold til retsforbeholdsafstemningen den 3. december bør ja-partierne dog begynde at forventningsafstemme efter den nye virkelighed. På Borgen er der løbet rygter om, at afstemningen skulle udskydes. Det kommer næppe til at ske, men det bliver ikke nogen misundelsesværdig opgave for ja-partierne at skulle forklare værdien af fælleseuropæisk kriminalitetsbekæmpelse på et tidspunkt, hvor EU's ydre grænsekontrol de facto er brudt sammen.

Omvendt kan forbeholdsafstemningen fjerne lidt af presset i forhold til forhandlingerne om at fordele de 160.000 flygtninge, som allerede befinder sig i Europa. Her vil der formentlig være en vis forståelse for, at kampen for et ja sætter en grænse for, hvilke aftaler regeringen kan tilslutte sig i EU.

Ingen ved, hvor flygtningekrisen ender. Men der er ikke noget, som for indeværende indikerer, at det kommer til at forrykke det hjemlige parlamentariske billede. De borgerlige partier vil fortsat stå for den strammeste kurs på udlændingeområdet. Socialdemokraterne vil gøre, hvad de kan, for at følge trop – også selvom det betyder distancering fra De Radikale og de øvrige partier på venstrefløjen.

I mangel af reelle løsninger på nationalt og europæisk plan er regeringens væsentligste fokus at efterlade et indtryk af, at der er taget hånd om situationen, så Danmark fortsat er et trygt land, der ikke vandrer flygtninge rundt på de danske motorveje, flygtninge ikke kan undslå sig for registrering og Danmark ikke bliver et transitland for menneskesmugling. I mangel af en klar retning bør man altid tilstræbe en fast kurs!