I februar 2010 udskrives en 16-årig spastisk lammet pige fra sygehuset med en indopereret sonde og en ernæringspumpe til sondemad. To år senere ligger hendes eksempel på sundhedsministerens bord med et opråb fra otte fagforeninger om politisk handling.

Problemet, der har udfoldet sig i mellemtiden, er, at pigen og hendes mor har været fanget i en kold krig mellem deres kommune og region om, hvem der skulle betale for leje af ernæringspumpen. En strid der førte til, at leverandøren standsede leveringen af sondemad til pigen med en besked til moren om, at pigen så måtte sulte, indtil betalingen kom.

- Jeg ringer en dag for at bestille noget mad til Simone, og der får jeg så at vide, at der er lukket for både slanger og mad, så længe lejen af den pumpe ikke er betalt. Medmindre jeg betaler 10.000 kroner med det samme for at købe pumpen. Ellers vil hun tage det i retten, fortæller Majbritt Brøns, mor til 16-årige Simone.

Indtil da har kommunen og regionen på skift fortalt Majbritt Brøns, at det er den modsatte part, der står for betalingen. Regningerne har kørt mellem hende og de to instanser, siden kommunen, der førhen betalte den slags udgifter, fandt ud af, at en ernæringspumpe indopereret på sygehuset er et behandlingsredskab – ikke et hjælpemiddel – og dermed en regional udgift.

Det mudrede skel mellem de to begreber skaber mange konflikter på landsplan, lyder det fra blandt andre DH og HK/Kommunal. Ikke blot handicappede men alle borgere, der udskrives med et redskab efter en operation, bliver berørt.

Ressourcespild

Ansvarstvisterne koster både borgerne frustrationer og kommunerne ressourcer, forklarer Heidi Lilholt, medlem af Socialpolitisk Udvalg i HK/Kommunal. Hun er til daglig sagsbehandler og vurderer, at uklarhed om afgrænsning giver hendes team på fire sagsbehandlere merarbejde, der svarer til cirka fem arbejdsuger om året.

- I min afdeling kontaktes vi i gennemsnit nok en til to gange ugentligt af forældre, der for eksempel ikke kan forstå, at kommunen ikke vil dække deres udgift til træningsredskaber, sprøjter eller andre sygeplejeartikler, siger Heidi Lilholt.

Hun hører fra kolleger i andre kommuner, at de oplever det samme tidsspild. Derudover er der også kommuner, som ikke får taget kampen op og bevilger og betaler borgernes udgifter i årevis, selv om der retteligt kan være tale om regionale udgifter.

Konflikterne bunder i lovpapiret med det fyndige navn ‘Cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet’. Det beskriver afgrænsningen mellem hjælpemidler, som er en kommunal udgift, og behandlingsredskaber, som er en regional udgift.

Allerede i 2007, da cirkulæret fik sin nuværende form, blev Sundhedsministeriet gjort bekendt med kritikken af, at det ikke var gennemarbejdet. Derfor kræver organisationerne nu en revision af cirkulæret, eller, som HK/Kommunal opfordrer til, en national instans til at afgøre tvisterne.

Placering af aben

Det lader ikke til, at sundhedsminister Astrid Krag (SF) går med tanker om nogen af delene. I efteråret lagde Krag op til, at hvis der var eksempler på tvister, som gav anledning til ændringer i cirkulæret, ville spørgsmålet om en revision blive taget op igen. HK’s eksempler, hvor sagen om Simone indgår, blev sendt til ministeren, men har tilsyneladende ikke gjort indtryk. I et svar til Kommunen lægger Krag i stedet ansvaret på regionerne.

- Det må ikke være sådan, at slagsmål mellem regioner og kommuner om finansiering og lignende spænder ben for borgerne. Derfor vil jeg også opfordre de regionale samarbejdsinstanser til at benytte hinandens erfaringer mere systematisk og sørge for at udveksle erfaringer, råd og afgørelser fra tvister mellem parterne, skriver hun.

Regionerne mener dog, det er bedre at tage fat problemets rod: lovgivningen.

- Eksemplerne på tvister om sektoransvaret kalder på, at regelgrundlaget bliver kigget efter i sømmene og taget op til revision. Ikke mindst set i lyset af den udvikling, der pågår i disse år inden for velfærdsteknologien, siger formand for regionernes sundhedsudvalg Ulla Astman (S).

Uendelige tvivlssager

Simones sag endte i det regionale samarbejdsråd i Region Midtjylland i oktober 2012. De afgjorde, at pumpeleje er en sygehusudgift, når barnet er i behandling på sygehuset. Men der er ingen sikkerhed for, at de øvrige fire regioner vurderer pumpesager ens, og selv i det tilfælde vil der stadig skulle træffes nye beslutninger, når der kommer ny velfærdsteknologi til.

Mens HK råber på en ankeinstans og regionerne på et nyt cirkulære, og sundhedsministeren er tavs om begge dele, sidder Majbritt Brøns tilbage med et ønske om, at de havde talt bedre sammen fra starten.

- Det var virkelig hårdt, at det skulle igennem mig hver gang. I stedet for at kommunen og sygehuset måske kunne snakke sammen, siger hun.

Om sygeplejersken eller sagsbehandleren kan skabe afklaring på hjælpemiddelområdet er tvivlsomt, men en samtale mellem sundhedsministeren og socialministeren om, hvor deres respektive love begynder og slutter, synes at være nødvendig.