- På mange måder er der ikke noget særlig incitament til at være modig i offentlig ledelse. Der er til gengæld et meget stærkt incitament til at give politikerne skyld for alt, til at brokke sig over borgerne – eller i mit tilfælde vores studerende. Det lider vi alle sammen lidt af.

Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole, taler tydeligt, når han evaluerer offentlig ledelse i almindelighed og især den offentlige ledelse, som har ansvaret for at styre samfundet gennem en velfærdskrise, som allerede er i gang.

Han er øverste leder for velfærdsuddannelser for 20.000 studerende. Et vitalt led i fødekæden, der skal levere varme hænder til kommuner og regioner over de kommende år, hvor behovet for arbejdskraft vil vokse eksplosivt.

Et langt, sejt træk, som både kræver mod og brud med vanetænkning hos beslutningstagere i administration og politik. Men opgaven møder benspænd fra mekanismer, vi selv har sat op, mener Stefan Hermann. I sin debatbog  fra sidste år, “En varm tid”, skriver han, at det er sværere at være leder i det offentlige end i det private erhvervsliv, men at det til gengæld er lettere at lade være med at lede. 

- Næsten alle offentlige services og forvaltninger er jo dybt politiserede. Alt, hvad du gør, kan du i princippet regne med bliver livestreamet, altså sagt firkantet. Derfor kan det være nemt at lade være med at lede og bare nøjes med at administrere. Grænsedragningen til det politiske er  nogle gange svær i offentlig ledelse. 

- Når det er sværere at lede offentligt stærkt og godt, så er det, fordi der er så mange bundlinjer, og det er så komplekst, siger Stefan Hermann.

Ledelse handler om mere end faglighed eller innovation.

Derfor er offentlig ledelse fokuseret på drift fremfor vision. 

- Når man i dag ansætter ledere i det offentlige, handler det meget om konkrete mål. Hvor god man er til at administrere, hvor god man er til at få ting til at blive til virkelighed.

Men Stefan Hermann ser en tredje vej at gå - og den tager udgangspunkt i måden, vi taler sammen på.

Han efterlyser selvbeherskelse og gensidig respekt i den offentlige samtale. For kun ad den vej kan vi give eksempelvis politikere arbejdsbetingelser, hvor de kan træffe svære, men nødvendige beslutninger.

- Jeg har dyb, dyb respekt for politikere, der siger, at vi prioriterer det her som samfundsressource, det har vi fået et mandat til, og disse opgaver kan vi ikke løse i skolen eller i sundhedsvæsenet. Dem må du selv ligge og fedte med, siger Stefan Hermann, 

Han erkender, at der ikke er mange af slagsen, selv om der netop er brug for det i velfærdsdiskussionen og den svære rekruttering til hans uddannelser. Ikke mindst i den vedvarende debat om frisættelse:

- Nationalt har vi brug for, at staten, som finansierer velfærdsuddannelserne og også ivrigt vil  bestemme ting i detaljen, faktisk kommer på banen og siger: “Det er os, der har det store oplæg. Det er os, der er arkitekterne. Vi kan ikke bare overlade det til kommuner og institutioner. Friheden løser det ikke i sig selv. Vi er nødt til at sige: frihed til hvad? I dialog med jer.” Og så er vi nødt til at ændre på de rammer og ressourcer og retninger, der måtte forhindre det.

Samtalen er grundsten i demokratiet

Stefan Hermann ser samtalen som grundstenen i både vores fortolkning af demokrati og vores tilgang til kollektive samfundsopgaver, men han ser også mange faresignaler i samtalen, særligt meningsudvekslingen på både traditionelle og sociale medier, kommunikationen mellem politikere og borgere. 

Her er samtalen gået skævt med konsekvenser ikke mindst i velfærdsdebatten, hvor politikere arbejder med en pistol for panden.

I stedet for at lytte råber vi til hinanden. Hvad enten vi sidder ved tastaturet på sociale medier eller ruller med øjnene, mens modparten taler i en tv-debat, opfører vi os i stigende grad som bilister, der udveksler fuck-fingre i road-rage.

- Nu har vi en ny regering og nye ministre, de skal i gang, men udviklingen lige nu er bekymrende på både dagtilbudsområdet, skoleområdet og alle andre velfærdsområder, siger Stefan Hermann med henvisning til diskursen i den offentlige debat, som hæmmer politikernes vilje til at tage konkret stilling.

- Man vil ikke engang pege på problemet med den stigende segregering i grundskolen, mellem grundskoler og efterskoler. Mellem 10. klasses kommunal skole og 10. klasses efterskole. Ingen vil tale om det politisk. For hvis man taler om det, er logikken, at så skal man have en løsning på rede hånd.

Mere selvbeherskelse, tak

Stefan Hermann savner en ny diskurs  i hele vores tilgang til offentlig ledelse. 

- Min overvejelse om vigtigheden af at kunne give afkald uden at lide afsavn, at være beskeden uden at være selvudslettende, at kunne begrænse sig selv uden at blive fremmed for sig selv, relaterer også til ledelse. I de 20 år, hvor jeg har prøvet at følge med i debatter om offentlig ledelse, har pendulet kørt mellem to poler. Faglighed eller udvikling og innovation. Mellem vægt på at implementere eller strategisk mobilisering. Personlige kompetencer og faglige kompetencer. Jeg tror, at tiden kalder på andre spørgsmål og andre svar i dag, siger Stefan Hermann og uddyber:

- Et af dem er faktisk beskedenheden og selvbegrænsningen. Det vil for eksempel sige, at når vi nu på Københavns Professionshøjskole er ved at lave en ny strategi, må jeg tænke lidt over, hvad det er for en selvbegrænsnings-kunst, jeg som topleder skal udvise. Hvad skal jeg lære af den forudgående periode, hvor vi var nyfusionerede og også strammede grebet? Skal vi rent faktisk begrænse os lidt mere?

- Det vil være et eksempel på en form for ledelsesmæssig selvbegrænsning. På samme måde som at gøre det bedst muligt for vores studerende for at fastholde dem. Ved at prioritere deres muligheder og frihed.

Prestige skal tilbage i fagene

Stefan Hermann har selv en af de mest utaknemmelige opgaver i offentlig ledelse. Som leder af landets største professionshøjskole har han ansvaret for at øge optaget på velfærdsuddannelser, som desperat mangler studerende. Til fag, som skriger på arbejdskraft, og hvor prognoserne for de kommende årtier tegner et uholdbart regnestykke: 

Danmark skal uddanne mange flere sosu’er, sygeplejersker og pædagoger for at have blot en lille chance for at håndtere behovslavinen, som trykker samfundsøkonomien i almindelighed og kommunernes ressourcer i særdeleshed. 

Hos Københavns Professionshøjskole sidder man ikke på hænderne. Skolen arbejder blandt andet tæt sammen med de 29 kommuner i Region Hovedstaden, men Stefan Hermann kalder på bred samfunds-assistance for at vende en udvikling med færre snarere end flere unge på vej ind i velfærdsfagene.

Mere i løn er kun en del af løsningen

Diskussionen har centreret sig om utidssvarende lønvilkår. Stefan Hermann mener afgjort, lønnen er et vigtigt parameter, som han ikke undervurderer betydningen af. Men han tror ikke, rekrutteringsproblemerne kan løses alene ved at regulere lønnen.

- Først og fremmest skal vi genskabe prestigen i uddannelserne. For lærere og pædagoger, men også for sygeplejersker og socialrådgivere. Der skal være prestige i uddannelserne og mulighed for at blive i faget uden at skulle sigte mod at blive konsulent på kommunekontoret eller tage en kandidatuddannelse som overbygning. 

Det handler om arbejdsgivere og fagforeninger, når stillingsstrukturer og kvalifikationskrav skrives ind i overenskomster, og mediernes dækning. Og om diskursen på gymnasierne, hvor man naturligt leder eleverne ad universitetsvejen frem for professionsuddannelserne.

Sætningsskade i samfundskontrakten

Gymnasierne er studieforberedende, ikke nødvendigvis universitetsforberedende, påpeger Stefan Hermann.  

Han  understreger samtidig, at  professionshøjskolerne selv har et ansvar for at bygge bro til det almene gymnasium. Samtidig slår han fast, at selv de bedste intentioner og tiltag ikke løser en faretruende udvikling i forhold til polarisering samfundsgrupper imellem.

- Vi har en støt og sikker kurs mod noget, som minder om en alvorlig sætningsskade i vores samfundskontrakt. Når der mangler uddannet personale både i dagtilbud og skoler, men også sundhedsvæsenet, vil flere og flere gå efter privatløsningen: Sundhedsforsikringer og egne skoler. Steder, hvor der ikke er en stor kollektiv forpligtelse på helheden. Når først det sker, falder villigheden til at betale skat, og så begynder vi at mangle mødesteder, siger han.

Det sidste burde fylde mere i samfundsdebatten, mener Stefan Hermann, som fremhæver netop professions-uddannelserne som demokratiets brobyggere, som derfor bør nyde langt større respekt.

- Det er noget underligt ved den danske velfærdsmodel, der har mange dysfunktioner. Den har jo på den ene eller anden måde sikret integration på tværs af sociale grupperinger, kulturelle skel og så videre. Det risikerer vi at miste, hvis vi lader stå til. Derfor er det tankevækkende, at det jo netop er de midterste mødesteds-professioner - lærerne, sygeplejerskerne o.s.v., - vi svækker i de her år, siger han og tilføjer:

- Kig bare på USA og England, det er umuligt at restaurere, når først løbet er kørt. 

Stefan Hermann er stadig optimist i forhold til at nå mål og uddanne flere til en voksende skov af ledige arbejdspladser. Men opgavens omfang er til at få øje på. I al beskedenhed.