Gratis overdrivelser, dyre underdrivelser
Gratis overdrivelser, dyre underdrivelser

Lugter dit tv? Altså af dejlig bøf, når Brdr. Price steger rødt kød, og gylle, når der vises svinestald på skærmen? Nej. Bebudelsen om, at vi i år 2000 alle ville have ”smella-visions”, 3D-tv’er med duft-spredning, er en af mange, der ikke holdt stik, men alle har glemt spådommen. Til gengæld husker millioner af mennesker, at Bill Gates en gang mente, at internettet var det en døgnflue – noget, der ville gå over.
Sådan er det. Undervurderer man, er man for evigt til grin, fordi medierne jævnligt bringer det frem, men skyder man langt over målet, er glemslen næsten sikker. Medierne følger kun sjældent op.
”Men hvorfor følges der så lidt op på overdrevne budskaber, mens der falder brænde ned, når en udvikling undervurderes?”
Jeg selv erindrer en spådom fra slutningen af 70’erne, givet af en beundret dansk erhvervsmand, der lovede os en arbejdsuge på kun 20 timer i løbet af få årtier! Han mente, at computere og robotter så hurtigt ville have overtaget arbejdet. Spådommen fik glemslens nådegave ligesom bebudelsen af, at i midten af 60’erne ville alle støvsugere nok være drevet af atomkraft, og troen på, at vi alle snart ville gå i asbesttøj grundet materialets fortræffelighed.
Danmark - verdens førende
Men hvad gør, at medier - måske os alle - har stor forkærlighed for at hænge folk ud for undervurderinger, men er ligeglade med overvurderinger? Det er jo et signal om, at det er omkostningsfrit at overdrive vildt, og måske kan det være grunden til, at den tidligere erhvervsminister i 2016 turde påstå, at der få år efter, i 2020, ville være oprettet 32 nye danske arbejdspladser hver med over 1.000 ansatte som følge af regeringens erhvervspolitik.
En sådan virksomhed er kun set én gang siden 1996, og det var for få dage siden, da IT-selskabet Netcompany fejrede ansat nr. 1.000 i overværelse af den nuværende erhvervsminister, hvilket viser, hvor usædvanligt det er – og det tog virksomheden 20 år.
Det politiske univers er skoleeksemplet på overdrevne påstande, vel fordi en ukritisk presse leger megafon. Nul sandsynlighedstjek.
Her er påstande, som kommer frem, når man søger på ”Danmark skal…”:
- være verdens førende testmiljø for smarte by-løsninger
- være verdens førende højteknologiske samfund
- være verdens førende nation indenfor uddannelse og forskning
- være verdens førende klimanation
- være verdens førende søfartsnation
- være verdens førende iværksætterland
- være verdens førende økologiske fødevareproducent
- være verdens førende videnssamfund
Man kan blive helt forpustet ved tanken om, hvad et så lille land som Danmark skal klare i forhold til for eksempel USA med sine 324 millioner indbyggere, Kina med 1,4 milliard og Indien med 1,3 milliard for ikke at tale om vores dygtige naboland Tyskland med sine 80,7 millioner. Danmark har med sine 5,7 millioner indbyggere godt 100 nationer foran sig, mange med fine universiteter og ”sultne”, kløgtige unge. Én rekord har vi dog: Danmark ER verdens førende, hvad angår flest svin per indbygger.
Der kommer dog også lidt mere moderate bebudelser frem blandt resultaterne, når man søger på ”Danmark skal….”, såsom:
- være blandt de bedste til at skabe, forstå og omsætte ny viden
- være blandt de bedste lande i EU til at integrere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet.
- være blandt de bedste til at skabe lige muligheder
- være blandt de bedste i Europa til at udvikle og udnytte data og IT til at skabe vækst og job.
- være blandt de bedste til at udnytte de muligheder, som globaliseringen giver til gavn for vækst og beskæftigelse
- være blandt de bedste til at nedbringe forureningen
Der kan desværre nævnes lovtiltag, der går imod målsætningerne, og der kan peges på internationale sammenligninger, hvor Danmark rutsjer nedad listerne.
Følges ikke op på overdrevne budskaber
Politikere er dog ikke alene om varm luft. Også andre betræder den sti som for eksempel Stein Bagger, der i Børsen bebudede, at IT Factory ville blive for software, hvad Intels mikroprocessorer er for computere symboliseret med det så kendte mærke "Intel Inside". Hans motiv er nu kendt, men de andres? Er det et forsøg på at indgive team spirit, eller noget særlig dansk – lig musen, der sammen med elefanten passerer broen og udbryder ”ih, hvor vi gungrer”? Et mindreværdskompleks, som kobles til 1864 og som giver sig udslag i et ekstremt behov for at hævde sig? På den anden side er janteloven populær, så der er en national personlighedsspaltning.
Men hvorfor følges der så lidt op på overdrevne budskaber, mens der falder brænde ned, når en udvikling undervurderes? Sidst, jeg noterede det, var efter min klumme i en avis om selvkørende biler – de førerløse. Min holdning er, at selvfølgelig kommer de førerløse biler, men det bliver et både–og. Det udløste hurtigt forsøg på latterliggørelse som at putte mig i kategori med mennesker, der heller ikke havde troet på automobiler eller internet. Kritikerne (alle med arbejdsplads i det storkøbenhavnske trafikkaos) mener, jeg undervurderer udviklingen, men forestil dig en Donald Trump bebude, at fra år 2025 må folk kun køre i førerløse biler af hensyn til sikkerhed og miljø!
Kritikken og en morsom, ældre stempling af mig som maskinstormer har givet appetit på at følge ekstra op på de ”32 nye store virksomheder i 2020” og andre overdrevne forudsigelser, hvad enten overdrivelsen gælder tidsperspektiv eller udbredelse. Den slags, vi så for et par årtier siden med kunstig intelligens og for godt et årti siden med virtual reality, og som vi så med dødsdommen over det analoge ur.
Udviklingen går i visse tilfælde med stormskridt, der overrasker selv de mest tech-kyndige – i andre tilfælde overraskende langsomt. De sidste 10 procent viser sig at tage 90 procent af tiden.
Til tider bliver det bare til en fuser, fordi bagmændene ikke aner, hvad mennesker trives med, men i stedet byder på ”løsning søger problem” eller noget, der er mere bøvlet eller giver mindre overblik end at gøre ting på gammeldags vis.
En ting får jeg, gamle menneske, dog ikke tjekket, nemlig forudsigelser om, hvornår kunstig intelligens overgår de klogeste menneskers mangfoldige form for intelligens. :
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.