Overskriften er måske utænkelig i dag, men hvorfor egentlig? Overvågningsinstrumenter som kameraer og nu også gps’er vinder mere og mere indpas både i det private og det offentlige univers.

Odense Kommune kan nu følge præcis, hvor de hjemløse og socialt udsatte er i byen, fra en skærm på rådhuset. 20 af byens svage får i en testperiode en gps, de skulle gå rundt med i lommen. Til gengæld fik de tre billetter til varme måltider, skrev metroxpress.

Rationalet er det ganske sympatiske, at hjemløse ofte kan føle sig jaget rundt, og blandt andet handlende i midtbyen vil af med dem, deres hunde og deres larm. Med gps’en kan en boligstrategisk konsulent fra Odense Kommune – sådan hedder det – danne sig et ædrueligt billede af de hjemløses bevægelsesmønster og bedre foreslå oplagte hellesteder til dem. Mønstre, de udsatte ofte selv er for berusede til at kunne gengive troværdigt, lyder det i Kristeligt Dagblad, der tog den etiske side af sagen op. At en sekretariatsleder fra De Hjemløses Landsorganisation var positiv overfor eksperimentet – og en tidligere hjemløs fra samme forenings bestyrelse synes, gps-forsøget tenderer dyneløfteri, illustrerer dilemmaet: Hvor meget kontrol må den enkelte acceptere i en større sags tjeneste – og hvor valgfrit?

Trygt og kontrollerende

Medarbejderen på materielgården kan slippe for at indtaste, hvor i oplandet det smadrede vejskilt nøjagtigt står, fordi hans gps for længst har konstateret det. Men den kontrol over hans arbejdsdag, der kan følge med, er evident. Demente, der i fagterminologi kaldes ’dørsøgende’, udstyres i stadig større grad med gps, der kan forhindre de værste konsekvenser af en impulsiv gåtur. Og så er der den mindre katastrofale boldgade, hvor skolebørn udstyres med særlige app’s på deres smartphones, der sætter bekymrede forældre i stand til selv at kunne se, hvem Amalie eller Rasmus nu gik hjem til efter sfo. Trygt og smart? Ja. Kontrollerende? Ja.

Men lad os fortsætte tankerækken: Hvis ikke man har noget at skjule, så hvorfor ikke acceptere en bipper i lommen og en rød plet på en central ansats skærm? På det lavpraktiske plan kunne en betroet sekretariatschef vel godt have gavn af at vide, om den afdelingschef, specialkonsulent eller udvalgsformand, der skal stilles om til, rent faktisk er på sin pind, i sin bil eller i kantinen?

Jo flere satellitskoler, en skoleleder fremover skal bevæge sig rundt mellem, jo flere børnehaver en områdeleder skal have under sine vinger, og jo flere forvaltningsgrene kommunale direktører forventes at kunne spænde over – jo flere fysiske steder må de vel skulle opholde sig. Og så melder de ledelsesmæssige spekulationer sig, om transporten er umagen værd, om længden af ophold hvert sted er den rigtige – og hvordan man får fat i den travle leder? Så hvorfor ikke en rask analyse – baseret på uigendrivelige fakta?

Hellesteder

De færreste vil vel forvente, at de kommunale chefer sådan i det daglige skulle være for påvirkede til selv at kunne huske, hvor de var i går – i modsætning til de hjemløse i den fynske hovedstad. Men så meget andet kan vel forplumre billedet af, hvordan ens bevægelsesmønster i realiteten er – og ikke, som man havde planlagt, forestillet sig eller aftalt det. Og dermed kunne ny teknologi skabe klarhed over, hvordan man forsøder hverdagen for en fortravlet ledergruppe og giver dem hellesteder og pauser.

Al nytænkning møder modstand, som både computeren, åbne kontorlandskaber og obligatoriske MUS-samtaler har gjort det. Så hvis nu gps’er i ledernes jakkelommer ikke lige glider ned i første hug, kan lidt lokkemad måske gøre det. Og så er det bare spørgsmålet, om tre madbilletter er nok?