Kære medmennesker i det danske samfund.

Vi har et integrationsproblem, og det kommer vi til at have i lang tid endnu. Mange politikere og borgere råber højt om det, men min personlige holdning er, at ingen kommer med konkrete løsninger. Integrationsdebatten er bare god PR for Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Inger Støjberg.

Så her får I mine bud på løsninger.

Men først må I vide, hvem jeg er. Jeg er en 19-årig kvinde med anden etnisk baggrund. I min egen optik velintegreret. Jeg er vokset op i en ghetto, har fået mig en ungdomsuddannelse, er blevet kommunalpolitiker og søger ind på en videregående uddannelse til sommer. Jeg fungerer godt i det danske samfund, selv om jeg ikke drikker alkohol eller spiser svinekød.

Vi er bare mennesker
Jeg kan godt forstå Dansk Folkeparti nogle gange. For ja, der er nogle totalt irriterende tosser, som tilfældigvis har en anden etnisk baggrund, og som ikke er så skarpe. De gør nogle absurd dumme ting. Det er vi enige om. Men en virkelig stor del af dem, der har anden etnisk baggrund, fungerer faktisk.

Så mit første forslag er, at de velfungerende nydanskere skal hjælpe de andre med at integrere sig. Vi skal være de gode eksempler og stå frem. Det gør vi også, men der er et problem. Et problem, jeg støder på, og et problem, jeg er sikker på, at mange med anden etnisk baggrund støder på: At vi forventes af være perfekte og løsrevet fra vores oprindelige kultur på lige præcis 0,5. Men vi er jo bare mennesker, som prøver at hjælpe og søger anerkendelse for en god sag. Så det duer ikke, at vi, hver gang vi står frem, har 20 procent af Borgens politikere skrigende efter os med en retorik, der provokerer og graver grøfterne dybere.

Dialog virker. Prøv det!
Hvis I virkelig vil løse integrationsproblemet, bliver I nødt til at forstå og acceptere de mennesker, I står over for. Jeg er bare ikke sikker på, at alle inde på Borgen vil have det her medborgerskab til at fungere.

Jeg stammer fra en tyrkisk-kurdisk religiøs familie. Hjemme hos os er det min bedstefar, der er overhovedet i familien, og vi respekterer ham. Da jeg var 14-15 år, havde jeg to muligheder: Enten at være rebelsk eller at forstå og acceptere min familie. Nogle ville opfordre til det første, jeg valgte det andet. Jeg forstod, hvorfor de havde deres holdninger, jeg accepterede og respekterede dem.

Som tiden gik, udfordrede jeg dem og fik dem til at begrunde deres holdninger og meninger. Kan I gætte, hvad der skete? De begyndte at forstå og acceptere mig, for jeg anerkendte dem. Jeg førte en dialog (!) med dem, og det førte til, at jeg nu i dag står som kommunalpolitiker i en alder af 19 år. Og jeg stræber efter mere.

Lad os mødes
Bare lige til orientering; begge mine bedsteforældre er velfungerende. Den ene kører taxa og den anden er førtidspensionist. De kan tale dansk og har arbejdet hele tiden.

Hvis man virkelig vil løse integrationsproblemet, nytter det ikke at provokere. Vi skal have folk ud i ghettoen, hjem til hinanden, ud i børnehaverne, ud på skolerne eller for den sags skyld ned og snakke med den lokale pizzamand. Så kan jeg love jer for, at vi kan finde nogle gode integrationsløsninger.

Vi har i flere år prøvet med provokation, fremmedhadsk retorik og splittelse. Hvad med, at vi denne gang går i dialog uden forbehold for etnicitet, religiøs overbevisning eller køn, og prøver at løse det her sammen?

19-årige Hediye Dilara Pekerman Temiz (R) er nyvalgt medlem af Albertslund Byråd, landets yngste kvindelige udvalgsformand (kultur- og fritidsudvalget), hun læser statskundskab som selvstudium og er taekwondo-træner.