I årevis har vi med stigende bekymring kigget på en af de største udfordringer, som det offentlige arbejdsmarked står overfor eller rettere allerede er midt i: Manglen på personale.

Den demografiske udvikling som betyder både flere børn og rigtig mange +80-årige med pasnings- og plejebehov betyder nærmest en katastrofekurs. Det sker i en tid, hvor der er fuldt gennemslag på lave ungdomsårgange, et højt aldersgennemsnit hos de ansatte (rigtig mange forlader arbejdsmarkedet) og en stram økonomi.

For flere år siden aftalte vi mellem KL og Forhandlingsfællesskabet et projekt ”En fremtid med fuldtid”.

Det går sådan set rigtig fint, de steder hvor man er gået i gang, og alligevel ringer alarmklokkerne. Det virker, som om at alvoren ikke rigtigt er gået op for alle kommuner.

Der sker ganske enkelt for lidt. Det går alt for langsomt fremad. Nogle steder ser vi desværre i stedet en stigning i antallet af midlertidigt timelønnede ansatte, og der er stadig et højt forbrug af vikarer.

Udfordringen bliver kun større

Nu er Dansk Industri også på banen med forslag om at lade en del af bloktilskuddet forsvinde, hvis man som kommune ikke kommer op på et bestemt måltal for ansatte på fuldtid. Der henvises til Sverige, som også i en årrække har kørt heltid nu-projekt. Bøtten er vendt i Sverige. Her er flertallet på fuldtid, mens det her i Danmark stadig er flertallet, der er på deltid.

Vi kan se at det virker, når flertallet er på fuldtid, så bedres arbejdsmiljøet, sygefraværet falder, medarbejdertilfredsheden stiger og borgertilfredsheden øges. Kvaliteten bliver bedre, når kontinuiteten bedres.

Dansk Industris forslag er ikke vejen at gå. Økonomisk straf er der så rigeligt af i budgetloven.

Ildevarslende ældrepleje-forslag

Også fra regeringsmedlemmer kommer der ildevarslende forslag med begrundelse i at vi ikke længere har råd til fremtidens ældrepleje. Christian Raabjerg Madsens debatudspil om, at vi alle nu selv skal til at spare op til ældrepleje i fremtiden, var desværre ikke bare en enlig svale eller en prøveballon ud af det blå. Forslaget har været fremme tidligere, og Moderaterne har italesat det meget tydeligt.

Det står klart, at det har været drøftet i dele af regeringen. Også meget konkret om at det kunne være en ATP model, hvor fremtidige lønforhandlinger skulle munde ud i, at lønstigninger blev hensat til fremtidigt behov for at modtage ældrepleje.

I debatten efterfølgende blev det noget mere mudret. Her blev det til de ekstra behov, folk måtte mene de har krav på, i takt med at stigende velstand udvikler krav hos den enkelte om mere kvalitet og individuelle behov for ledsagerordninger til at komme til barnedåb, gå tur med hunden eller andre ting, som end ikke er en del af den ældrepleje, der tilbydes i dag. En af begrundelserne skulle være, at det stigende omfang af sundhedsforsikringer har øget uligheden, og et forslag om at alle skal spare op selv, ville mindske uligheden.

Opsparing vil amputere velfærdsmodel

Lad mig bare slå fast, at jeg er enig i udfordringen om, at vi desværre øger uligheden i disse år og at vi står med årtiers største udfordring i, at vi mangler uddannet personale til at imødekomme behovet for fremtidens pleje af syge og ældre. Men den foreslåede medicin er helt forkert. Det er nærmest en amputation af vores velfærdsmodel. Og selv om det kan diskuteres, om den fungerer godt nok, så er det helt grundlæggende en solid og solidarisk aftale vi har med hinanden, at vi finansierer velfærdsydelser via skattebilletten.

Det er helt galt overhovedet at overveje at gå væk fra en så grundlæggende værdi i det danske samfund.

Here we come, America. Lad dem der har råd til forsikringer være på den sikre side. Total afmontering af vores fælles ansvar for at alle har lige adgang til sygehuse og ældrepleje når behovet er der. Det er helt galt som i helt galt overhovedet at overveje at betræde den sti.

Vi har også i fremtiden råd til velfærd, vi kan også fremover skattefinansiere velfærd og herunder også ældrepleje. Og forslaget giver frem for alt ikke mere personale.

To do-liste for indsatser 

Til gengæld så er diskussionen om, hvad vi kan prioritere i både sundhedsvæsen og ældrepleje, en vigtig diskussion.

Men samtidig med det så mere end haster det at få sat turbo under en lang række helt nødvendige forandringer i den offentlige sektor.

Her bare en to do-liste: Rammevilkårene for at drifte i regioner og kommuner skal ændres, og budgetloven skal ændres nu. En ordentlig løn og et godt arbejdsmiljø er et must, ansættelser på fuld tid frem for det deltids gedemarked vi i årevis har kæmpet med. En uddannelsesplanlægning der matcher behovet for mere personale og ikke mindst en kraftig indsats for at mindske frafaldet på uddannelserne. Opgør med unødvendige regler og overflødig dokumentation.

Der er et hav af indsatser i gang, vi har råd til at gøre noget, vi skal gøre noget, så kom nu ud over stepperne.