En af de store tendenser i det kommunalpolitiske landskab handler om frisættelse. Det var også omdrejningspunktet på KL's Kommunalpolitiske Topmøde i Aalborg i marts, hvor det var fremtidens velfærdssamfund der blev debatteret.

Jeg er er personligt meget optaget af, hvordan man som politiker kan skabe en høj grad af frihed og samtidig bevare overblikket og mulighederne for at tegne de store linjer for en kommune. Og ikke mindst sikre at den frihed, der gives, også føles som en reel frihed - frem for en skjult agenda hvor der alligevel er underliggende toner af kontrol.

Fordi frihed handler i høj grad om tillid - og som de fleste allerede ved, er modsætningen til dette kontrol. Kontrol og regulering når tingene skrider, er nogle af de hyppigt anvendte greb fra os politikere. Men det er en glidebane, når følelsen af frihed og medbestemmelse skal vækkes.

Brug for rammer for fællesskabet

Der er selvsagt brug for nogle rammer - hegnspæle om man vil - da vi alle er en del af et fællesskab. Og netop fællesskabet er, hvad vi har brug for at styrke, særligt når fremtidens velfærdskrise skal løse. Tag nu vores fælles folkeskole - folkets skole. Her har fællesskabet ”Sammen om Skolen” formået at skabe et rum, hvor man er fælles om at finde de gode løsninger. Det er en model, der øger motivationen for at lykkes med opgaven og som uhyggelig let kan smadres med brug af meningsløs styring fra oven.

Det er et smukt eksempel på hvordan man sammen kan skabe forandringer, når alle køber sig ind på det. Næste skridt er at få alle niveauer til at hænge sammen og nå ud i yderste led med følelsen af frihed og medbestemmelse.

Fordi hvad er frihed værd, hvis blot det er os politikere, der har opdaget det?

Derudover opleves der en større arbejdsglæde på grund af den øgede medbestemmelse, også selvom frisættelsen ofte stiller større krav til både medarbejdere og ikke mindst ledere. Vi skal have fokus på at opstille mål og rammer, men lade den enkelte medarbejder, det enkelte team, den enkelte leder arbejde med vejen dertil. På denne måde er det også medarbejdernes faglighed, der bliver frisat og dermed sat i spil til opgaveløsningen.

Der skal gives ro og tid til forandringer

Der gives også et klart billede af, at forandringer tager tid, og at det dermed også skal gives tid. Vi politikere kan godt have en tendens til at tænke i fire års intervaller frem for at turde at have det lange blik. Så måske skal vi i særlig grad - når vi taler om frisættelse - være klar til at give ro og lade forandringerne tage den tid, de tager.

Det gælder både os lokale politikere ude i kommunerne, men også de folkevalgte på Christiansborg. Giv mulighed og tid til at arbejde med lokale løsninger og undlad alt for mange øremærkede projekter - særligt ikke når det handler om at bestemme, indenfor hvilke områder der skal findes besparelser i de kommunale budgetter. Skab muligheden for lokal medbestemmelse fremfor topstyret regulering.

Så når snakken om frisættelse og fremtidens velfærdssamfund suser af afsted, er der altså brug for klare politiske prioriteringer - hvad skal vi som politikere blande os i, og hvad bør vi afholde os fra? Og så er der vigtigst af alt brug for, at vi ærligt taler om, at vi i fremtidens velfærdssamfund må acceptere, at nogle må leve med mindre velfærd end de gør i dag, for sådan er vilkårene i de kommunale budgetter anno 2023.