Det var en gruppe skolesekretærer, der havde bedt mig forestå en seance om ’håndtering af udfordrende forældre’. 

Casen, vi tog udgangspunkt i, var en pige i femte klasse, der ofte låste sig inde på skolens toilet i frikvartererne, ringede til sin mor og græd. Moderen kunne så finde på at ringe til skolen og kritisere gårdvagterne for at forsømme deres ansvar for børnenes trivsel. Moderen mødte endda op på skolen, forlangte at tale med klasselæreren og ville vide, på hvilket toilet hun kunne finde sin datter.

Holdningen var, at moderen stillede urimelige krav. At skolens personale umuligt kan vide, hvor alle elever er til hver en tid. Så nu spurgte de mig, hvordan man håndterer sådan en ukonstruktiv forælder.

Når jeg møder denne type cases, og det gør jeg jævnligt, bliver jeg nødt til at spørge: Hvad gør I egentlig her på stedet for at skabe et trygt, sikkert og udviklende skolemiljø? Også i frikvartererne? Hvad er det, den pige, ‘kanariefuglen i kulminen’, signalerer til de voksne?

Kig op gårdvagt
For mig er der ingen tvivl om, at pigen har følt sig utryg på skolen. Og at moderen har følt sig tiltagende frustreret og desperat over, at ingen ansvarlige forholdt sig til det konkrete problem.

Og det er efter min mening hverken forældrenes eller elevernes ansvar at sikre et trygt skolemiljø. For mig at se bunder problemerne i usunde mønstre og professionelle voksne, der tilsyneladende har blind spots eller bare ikke nogen klar idé om, hvordan de skal definere acceptabel og uacceptabel adfærd.

Det, jeg oplever, når jeg kommer ud på landets skoler, er gårdvagter, der kigger ned i deres smartphones, kommunikerer og leger med de velfungerende elever, men tilsyneladende er blinde overfor de elever, der faktisk har brug for hjælp til at lykkes med en mere ønskværdig adfærd. 

På mig virker det paradoksalt, at der hersker bred enighed om, at undervisningen og lærernes arbejdsmiljø i dag belastes af verbale og fysiske afbrydelser, men at det ikke udmønter i overvejelser om, hvad eleverne oplever i frikvarterer og på fællesområder.  

Lærerne ser ikke og kommenterer ikke, hvordan et åbent og imødekommende kropssprog, hvor man nikker venligt og træder til side for at give plads til ‘modkørende’, er vigtig for trivslen og skolemiljøet.

Her bestemmer vi
Som konsulent oplever jeg jævnligt konsekvenserne. Senest på et gymnasium, hvor jeg skulle til møde på rektors kontor. På vej derhen mødte jeg en gruppe på syv elever, der fyldte hele gangen og talte højlydt med hinanden. Tilsyneladende uden at bemærke mig.  

Et klassisk eksempel på konfliktadfærd er netop, når elever og lærere skal kante sig igennem grupper, der stimler sammen og blokerer gange og indgange. Vi mennesker har en intimzone på cirka 45 centimeter. Bliver vi tvunget tættere på andre mennesker, reagerer hjernen med en let kæmp-flygt reaktion, og det giver gruppen en usynlig sejr, de muligvis ikke er bevidste om, men som alligevel styrker en fælles følelse af kontrol.

‘Jeg sværger! Fuck! Hvis ikke det er rigtigt, må du kalde min mor en luder,’ råbte én gestikulerende. 

Det hårde sprog forstærker ubehaget ved at gå tæt på gruppen, som derved kan føle sig endnu mere ‘ovenpå’.

Så fik de øje på mig og stillede op skulder ved skulder til ‘kyllingespillet’. Hvem bøjer først af og trækker til siden. Jeg måtte kante mig mellem to elever for at komme videre. 

Her fik jeg imidlertid lyst til at blive klogere på gruppen, så jeg fulgte efter dem til biblioteket, hvor en anden gruppe elever sad og arbejdede. De syv fortsatte med at tale højlydt - nu om eksamenssnyd. To af dem begyndte at forhandle med hinanden om betaling for to skriftlige opgaver.

På mange skoler og ungdomsuddannelser er denne type adfærd almindelig i dag, men ingen identificerer den som det, den er: Intimiderende, dominerende og utryghedsskabende med behov for pædagogisk intervention og korrektion.

At sprede elever med uønsket adfærd til flere skoler hjælper ikke. Tværtimod risikerer man at sprede den dårlige dominerende adfærd i stedet for at begrænse den. Hvis man virkelig ønsker at ændre usunde mønstre og dårlig adfærd, bliver man nødt til at få øjnene op og sætte en anden dagsorden.

11 tegn på utryghed
Elevmassen er blevet uhyre kompleks – spændende fra antiautoritære elever (og forældre) til hierarkisk orienterede elever (og forældre) med stærke patriarkalske værdier. Særligt sensitive og psykisk sårbare børn og unge med behov for klare og forudsigelige rammer skal fungere sammen med børn og unge fra kriminelle miljøer. Dertil kommer flertallet af såkaldt ‘almindelige’ børn og unge, der primært er udfordret af at skulle lære og udvikle sig i denne kontekst.

Min erfaring er, at generelle trivsels- og tilfredshedsmålinger ikke i tilstrækkelig grad sætter fokus på de forhold, der er væsentlige for skolemiljøet. Her er 11 typiske tegn på, at et dårligt mønster er med til at undergrave trygheden på skolen:

* At grupper samler sig ved indgangspartier eller andre ‘hotspots’, så andre må kante sig forbi eller gå i en stor bue udenom. 
* At alle ved, at der på skolen eller uden for skolens område er et sted, hvor der ryges.
* At flere grupper og personer positionerer sig voldsomt eller aggressivt overfor hinanden.
* At en eller flere piger udsættes for nedværdigende og grænseoverskridende behandling. Det kan for eksempel foregå på toiletterne, og det hører med til krænkelsen, hvis de voksne trækker på skuldrene og kalder pigen ‘forvirret’, ‘forelsket’ eller ‘grænseløs’.
* At der er grupper eller personer, der har et truende eller skulende kropssprog og en adfærd, hvor man for eksempel ikke flytter sig for andre på gangene. 
* At nogen bliver aggressive, når andre kigger på dem.
* At der går rygter om vold eller intimidering. 
* At undervisningen forstyrres af larm fra de fælles områder.
* At bestemte elever ‘springer over’ køen i kantinen eller andre steder. 
* At det er uklart, om der på skolens fællesområder er unge til stede, som ikke er elever på skolen.
* At elever eller grupper af elever er decideret fjendtlige over for voksen indblanding og korrektion.

Lad os komme i gang
Det er ikke sikkert, adfærden umiddelbart giver anledning til konflikt. Det er muligt, at de elever, der udviser adfærden, ellers er søde og dygtige. At lærerne aldrig oplever problemer med dem. Men selve adfærden er utryghedsskabende. Den skal adresseres og reguleres på måder, der gør det attraktivt for børn og unge at opføre sig ordentligt.

Der er brug for tydelige rammer og tilstedeværende voksne, der synligt og konkret tager ansvar for god adfærd og ved, hvordan elever og unge med udfordringer får træning og succesoplevelser med den adfærd, der ønskes. For de her intimiderende børn og unges egen skyld er det vigtigt at forstå, at man hverken får ret eller magt - eller job eller succes - fordi man truer, er voldsom eller har venner, brødre eller fætre, der kan give øretæver.

Ellers har de ‘almindelige’, velopdragne og empatiske elever reelt kun to muligheder; flugt eller tilpasning. Og når det går op for forældrene, at der ingenting bliver gjort ved et dårligt skolemiljø, bliver de rasende. Så flytter de ressourcestærke deres børn til en anden skole.

Jeg har set flere eksempler på, at utryghedsskabende adfærd kan forandres, hvis der er viden, vilje, redskaber og en ledelse, der formår at sætte retningen og skabe følgeskab.

Alle elever fortjener en skole, hvor venlighed, tolerance, empati og ansvarlighed præger den generelle adfærd. Så lad os komme i arbejdstøjet. Første skridt er erkendelsen og viljen til at skabe forandring. Jeg tror på, det kan lykkes med landets mange dygtige og hårdtarbejdende lærere, pædagoger og undervisere ved rorpinden.