Kommunen.dk
MENU

Forslag: Borgmesters sms’er skal gemmes i sikkerhed

Justitsministeren opfordres til at forlange sms’er fra kommunale topfolk sikret mod sletning. Det sker efter, at Kommunen.dk har afdækket, at sms’er fra borgmestre og kommunaldirektører også er omfattet af offentlighedsloven.

Forslag: Borgmesters sms’er skal gemmes i sikkerhed

Justitsministeren opfordres til at forlange sms’er fra kommunale topfolk sikret mod sletning. Det sker efter, at Kommunen.dk har afdækket, at sms’er fra borgmestre og kommunaldirektører også er omfattet af offentlighedsloven.
Karina Lorentzen Dehnhard (SF) opfordrer justitsministeren til at sørge for, at kommuner og regioner gemmer topfolks smser.
Karina Lorentzen Dehnhard (SF) opfordrer justitsministeren til at sørge for, at kommuner og regioner gemmer topfolks sms'er.
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Kommuner og regioner skal pålægges at sørge for sikker opbevaring af topfolks sms’er, akkurat som det er sket for ministre, departementschefer og særlige rådgivere efter mink-sagen.

Det mener retsordførere fra flere partier. Karina Lorentzen Dehnhardt, retsordfører for SF har rejst emnet over for justitsminister Mathias Tesfay (S). I en skriftlig henvendelse, et såkaldt udvalgsspørgsmål til ministeren.

Den særlige granskningskommission i Folketinget, som skulle undersøge beslutningen om at slagte alle mink for at bremse spredningen af corona, fandt ud af, at sms’er fra centrale aktører i sagen var blevet slettet. Det gjaldt bl.a. sms’er på Statsminister Mette Frederiksens telefon.

Efterfølgende har Justitsministeriet udsendt ”Foreløbige retningslinjer for statslige myndigheders opbevaring af sms-beskeder mv.” Retningslinjerne gælder for ministre, departementschefer og særlige rådgivere. Men ikke for kommuner og regioner.

Karina Lorentzen Denhardt har skriftligt bedt justitsminister Mathias Tesfay redgøre for, om han også vil regulere opbevaring af sms’er for topfolkene i kommuner og regioner, så indholdet af sms’erne sikres.

Artikel i Kommunen.dk

Det sker med henvisning til artiklen i Kommunen.dk ”Afgørelse: Borgmestres sms’er skal udleveres”. Artiklen beskriver et årelangt forløb, hvor Kommunen.dk har søgt aktindsigt i alle landets kommuner for at få udleveret sms’er fra borgmestre og kommunaldirektører. En lang række kommuner afviste anmodningen, men Ankestyrelsen har slået fast, at borgmestres og kommunaldirektørers sms’er er omfattet af offentlighedsloven og skal udleveres ved anmodning om aktindsigt.

Vores undersøgelse afdækkede også, at kommunerne hverken har en politik for eller tekniske løsninger, der systematisk sørger for opbevaring af arbejdsrelaterede sms-beskeder på borgmestres og kommunaldirektørers telefoner.

Samme regler

Over for Kommunen.dk uddyber Karina Lorentzen Denhardt, at justitsministeriet foreløbige retningslinjer for sms’er i statslige myndigheder skal udvides til at omfatte sms’er fra borgmestre, kommunaldirektører og afdelingschefer i kommunerne og regionsrådsformænd og direktører i regionerne.

- Det giver mening, at vi har de samme regler for topfolk i regioner og kommuner som i staten, siger hun.

Retningslinjerne for statslige myndigheder er foreløbige og ventes erstattet af endelige retningslinjer, når der er fundet en teknisk løsning, som på en sikker måde kan opbevare sms’er og andre lignende beskedtjenester (eksempelvis iMessage, Whatsapp, Signal o.lgn.)

Og Karina Lorentzen Dehnhardt mener, at de foreløbige retningslinjer fra statens område hurtigst muligt skal indføres i kommuner og regioner, mens man venter på den endelige tekniske løsning. Justitsministeriet oplyser til Kommunen.dk, at arbejdet med at fastlægge generelle og endelige retningslinjer på området tidligst er afsluttet i løbet af 2023.

Retsordførere enige

Retsordfører for Det radikale Venstre, Samira Nawa er enig:

- Jeg mener der bør gælde de samme retningslinjer for borgmestre og kommunaldirektører som der gælder for ministre og højtstående embedsmænd. Justitsministeriets retningslinjer for opbevaring af sms’er og slettede mails gælder alene statslige myndigheder. I det omfang der ikke findes tilsvarende retningslinjer kommunalt, bør disse udarbejdes, siger hun.

Også Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen ønsker, at kommunerne skal gemme sms’er:

- Hvis det kan ske uden for meget bureaukrati, tilføjer han.

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund er enig:

-  Ja, selvfølgelig skal kommunerne sørge for at opbevare relevante sms'er, hvis der kan søges aktindsigt i dem, siger hun.

Socialdemokratiets retsfordfører Bjørn Brandenborg mener, det er helt afgørende, at kommunerne sørger for at udlevere relevante sms’er i forbindelse med aktindsigter. Han vil dog helst overlade det til kommunerne selv at finde en løsning: -Hvordan kommunerne konkret organiserer sig, så de kan leve op til reglerne om indsigt i den offentlige forvaltning, mener jeg ikke, at vi skal detailregulere fra Christiansborg, siger han.

Kopier af sms'er

Justitsministeriet skriver i de foreløbige retningslinjer, at statslige myndigheder bør instruere ministre og medarbejdere i at opbevare arbejdsrelaterede sms-beskeder mv. på de pågældende telefoner.

For ministre, særlige rådgivere og departementschefer indskærpes det, at de løbende skal tage kopier af deres alle arbejdsrelaterede sms’er mv. – f.eks. en gang om måneden. Det skyldes særlige forhold omkring deres stilling og funktion.

Udvalgsspørgsmål

Vil ministeren kommentere artiklen ”Afgørelse: Borgmestres SMS’er skal udleveres”, Kommunen.dk, den 23. august 2022, og redegøre for, om ministeren er indstillet på regulere opbevaring af SMS'er for topfolkene i kommuner og regioner, så indholdet af sms’erne sikres?

Karina Dehnhardt Lorentzen til Justitsministeren.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR