Hvis arbejde skulle være så sundt, så giv det til de syge”. Mange kender komikeren Jacob Haugaards gamle citat, som nok mest var ment som en sjov bemærkning. Men der er en alvorlig sandhed bag citatet. Det er i hvert fald meget ofte usundt ikke at have et arbejde. Alt for mange mennesker med psykiske lidelser er sat udenfor arbejdsmarkedet. En ny undersøgelse fra SFI viser, at hvor hver fjerde person mellem 16 og 64 år med en psykisk lidelse var i job sidste år, var mere end tre fjerdedele af hele befolkningen i arbejde. Og tidligere på året viste en undersøgelse fra Kommunernes Landsforening og Sundhedsministeriet, at kun 28 procent af de danskere mellem 18 og 65 år, som var i kontakt med et psykiatrisk sygehus i 2013, var i beskæftigelse eller under uddannelse i størstedelen af året. Af befolkningen generelt var 79 procent i arbejde. Sundhedsminister Nick Hækkerup har været ude med en melding om, at flere mennesker med psykiske lidelser skal i arbejde. Det er svært at være uenig. Men der er god grund til, at ministeren kigger indad for at løse udfordringen. Der mangler nemlig både job, der passer til situationen for disse mennesker, og der mangler behandling, der passer til netop det at være i job.

Arbejde giver stolthed

Selvfølgelig er der for samfundet et stort incitament til at få flere mennesker i arbejde. Og det er det, som man af og til fornemmer er årsagen til den store iver for at få psykisk udsatte mennesker i job. Men det bør ikke være det økonomiske incitament, der er det drivende for ønsket om at få flere mennesker med psykiske lidelser i job. For når mennesker med psykiske lidelser i langt højere grad skal i beskæftigelse, handler det først og fremmest om dem selv og ikke samfundets behov. Det handler om, at beskæftigelse er en afgørende del af vejen tilbage, hvad enten man er i behandling eller færdigbehandlet. Da jeg for 30 år siden begyndte at arbejde med unge mennesker med psykiske lidelser, stod det hurtigt klart, at beboerne fandt ro og mening i hverdagen, hvis de var i beskæftigelse. Det indkasserede jeg dengang en del kritik for at sige. Det at sætte psykisk syge mennesker til at udføre fysisk hårdt arbejde var svært at forstå for nogle. Men for vores beboere gav det mening. De oplevede, at deres behandling virkede bedre, når de også blev fysisk trætte, og de blev stolte af deres arbejde. Når de tog hjem på weekend, beholdt nogle endda deres arbejdstøj på, fordi det gav dem en identitet.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Vi har derfor en lang erfaring med, at beskæftigelse har en utrolig stor effekt i behandlingen. Men vi ved også, at det ordinære arbejdsmarked har svært ved at rumme mennesker med psykiske lidelser. I dag har Granhøjen mere end 100 beboere, der er psykisk og socialt udsatte, og vi bruger netop beskæftigelse som en aktiv del af behandlingen. Derfor har vi oprettet egne socialøkonomiske virksomheder, hvor vi kan tilbyde beskæftigelse lige fra to timers pasning af kanariefuglen til skovarbejde eller servering på vores café og hotel. Vores beboere har en meningsfuld beskæftigelse og får en anden identitet end som psykisk syg. Det betyder ikke kun en større livskvalitet, men også et mindre medicinforbrug. Beskæftigelse handler nemlig ikke altid blot om at bidrage til samfundet på det ordinære arbejdsmarked med skattebetaling og produktion til følge.

Beskæftigelse som behandling

Der er altså al mulig grund til at satse på, at mere end 28 procent af de psykiatriske patienter kommer i beskæftigelse. Men det kræver først og fremmest noget af både samfund og erhvervsliv. Vi må erkende, at vi står i en situation, hvor der for en meget stor del af de mennesker, der lever med psykiske udfordringer, ganske enkelt ikke er et job, der står og venter efter endt behandling. Det, der venter, er et arbejdsmarked med job, hvor der er fuld tryk på, og kolleger, der ofte er meget usikre på det at skulle arbejde sammen med mennesker med psykiske diagnoser. Det handler altså om at finde vejen tilbage, og vejen tilbage går over et fokus på beskæftigelse fra start. Det gælder, uanset om patienten kommer som direktør eller fra en jobløs tilværelse. Men meget sjældent har behandlingen også beskæftigelse som en integreret del.

Sundhedsministeren bør derfor invitere flere end kun patienterne med til opgaven. Det er nødvendigt at skabe rammerne i form af fleksible job og flere socialøkonomiske virksomheder. Vi er nødt til at erkende, at mange af disse mennesker ikke kan sættes til ordinære job – dermed ikke sagt, at de ikke kan skabe værdi på arbejdspladsen, men hvis målet er, at de skal i beskæftigelse som tidligere, så kommer vi ingen vegne. Fordi man er ude af et behandlingsforløb, er det jo ikke ensbetydende med, at man er rask. Medicinsk er man måske behandlet færdig, men rask er man ikke nødvendigvis. Det skal derfor være muligt at begynde med to timer om ugen og så langsomt bygge på.

Mange virksomheder vil faktisk gerne tage et ansvar og kan godt tilrettelægge jobbet, så det kan passes ind med behandlingen eller den ansattes symptomer og behov for hvile. Det er derimod langt sværere for behandlingssystemet at tænke den anden vej og have beskæftigelsesperspektivet med i behandlingens tilrettelæggelse – måske fordi beskæftigelsens betydning først sent er gået op for behandlingssystemet. Det er ikke kun beskæftigelsen, der skal passes ind til behandlingen. I psykiatrien må det også handle om at tænke behandlingen således, at patienten kan fastholde sin tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvorfor skal behandling og psykologsamtaler foregå i dagtimerne? Hvorfor kan man ikke tage på arbejde, selvom man er indlagt? Hvorfor tager man en så stor del af tilværelsen, som arbejdet er, fra folk, blot fordi de har en psykisk lidelse?

Det virker somme tider, som om man fra systemets side lider af samme fordomme som mange på arbejdsmarkedet: At man ikke er normal og skal holdes væk fra det almindelige daglige liv. Menneske, der brækker benet, fortsætter med at arbejde. Men når det er psyken, der ”brækker over”, så er det ind bag gardinerne på en psykiatrisk afdeling. Og når så behandlingen er færdig, forestiller man sig, at patienterne igen blot glider ind på arbejdsmarkedet. Men det gør de ikke. Det har talrige undersøgelser vist.  Det er behandlingssystemet, der skal trække de gardiner fra og lukke beskæftigelsen ind på afdelingernes kliniske gange.