Det er med halloween, som det er med fastelavn og for den sags skyld med jul og sommerferie og skolestart og enhver anden begivenhed, der har en kommerciel side: Det starter, længe før det foregår. Men selvom der er blevet snittet græskarhoveder siden før efterårsferien, så er halloween altså først i dag eller snarere i aften. Når mørket falder på.

Halloween er i store træk det samme som allehelgensaften, idet sidstnævnte er den kristne udgave, mens førstnævnte oprindelig var hedensk. Men kun indtil den så at sige blev eksproprieret af den nye tro, hvis udøvere - meget pragmatisk - havde den vane at overtage eksisterende vaner for at så at ændre dem indefra med nyt betydningsindhold. En tilgang, der godt kunne minde lidt om den måde, man gør tingene på indenfor politik.

Mens allehelgensaften har været ganske upåagtet i umindelige tider, så har halloween opvist en helt anderledes gennemslagskraft siden introduktionen herhjemme omkring årtusindskiftet. En stigning fra 50.000 årlige danske græskar til en produktion, der er på vej til millionen, vidner om, at skønt indholdet er det samme, så betyder indpakningen faktisk noget. Så der er flere paralleller mellem halloween og politik. Uhyggen breder sig.

Men så indholdet, da! Halloween er den nat på året, da fløjdørene mellem de levendes og de dødes verden står om ikke vidt åbne, så på klem. Deraf græskarlygterne, hvis oprindelige funktion var at sprede lys i mørket og holde gespensterne på afstand. Her har vi endelig noget, der intet som helst har at gøre med politik. I politik skal der mere til.

Ikke at det forhindrer hverken mørke- eller lygtemænd i at gøre forsøget; det virker bare sjældent. Og hvis det gør, så ikke i ret lang tid. Adskillige eksempler, både ældre og nyere, efterlader den fælles erfaring, at gespensterne ikke forsvinder af sig selv. Sommetider skal der en rigtig uddrivelse til.

Men det er ikke ren uhygge altsammen. Vi har endnu til gode i dansk sammenhæng, at udformningen af græskarlygter får et politisk indhold, men på den anden side af Atlanten har dette års halloween været et stort gennembrud – godt hjulpet på vej, af at den ene af de amerikanske præsidentkandidater har en hårfarve, der kun med ond vilje kan kaldes ikke-græskarlignende. Selvom nogen har forsøgt at introducere det alternative begreb ‘hillaween’, har det ikke rigtig kunnet klare sig overfor trickspørgsmålet: ‘Hvad er det, der er orange, hult indeni og skal smides ud i begyndelsen af november?’, og til overflod hedder den – i denne sammenhæng – foretrukne kandidat også noget, der nemt kan kombineres med det engelske ord for græskar, mens den anden hedder noget, der lige så let kan forvanskes til Selleri.

At navnet Trumpkin faktisk blev taget allerede i 1951, da C.S. Lewis skrev sine Narnia-romaner, er en af den slags detaljer, der ikke tages så tungt, når alvoren først er gået fløjten. Og i øvrigt har politik som bekendt intet som helst med fantasy at gøre.

I praksis er halloween en passende blanding af hygge og uhygge udkrystalliseret i udtrykket ‘trick or treat’. Dét har til gengæld noget med politik at gøre. Begge dele og i alle betydninger af ordene. :