Når vi forlader konferencerne, skåltalerne og de fine ord, bliver det kommunerne, der håndfast og jordnært må stå for en stor del af den grønne omstilling. 

Men der er desværre fortsat for mange snubletråde for den lokale og praktiske grønne omstilling. Derfor undrer det os, at regeringen har valgt ikke at lave et partnerskab med kommunerne, sådan som den har gjort det med erhvervslivet.

Samtidig tror vi ikke på, at en visionær grøn omstilling tilgodeses tilstrækkeligt i de årlige, rituelle økonomiforhandlinger.

Med et statsligt-kommunalt partnerskab ville man eksempelvis kunne kigge helhedsorienteret på solceller. Kommunerne råder over 85 pct. af de offentlige tage, og selvom bøvlet med krav om et selskab for hvert tag er væk, så gør energiafgiften på egetforbruget, at der ikke kommer turbo på etableringen. Samtidig ved vi, at store solcellemarkanlæg er udfordret af manglende infrastruktur og en lokal oplevelse af værditab. Der må kunne skabes en løsning, som kan få de solceller hurtigere op på tagene.

Partnerskab fremmer processen

Et partnerskab vil også kunne se på omstilling af gasfyr til varmepumper og fortsat udvikling af fjernvarmenettet. Der står masser af gasfyr rundt omkring i kommunale bygninger og private hjem. De skal hurtigst muligt skiftes ud med varmepumper. Der må laves en model, hvor man får balanceret  modsatrettede grønne interesser, og det kræver i sidste ende, at man indretter et incitament-system under hensyn til og på baggrund af nogle mere langsigtede og overordnede politiske prioriteringer.  

Endelig vil et partnerskab kunne kvalificere de nødvendige grønne undtagelser fra budgetloven og anlægsloftet. Etårige budgetter er et problem for al langsigtet planlægning. Desværre har budgetloven også den effekt, at man lokalt kan tvinges til at vælge mellem klima og velfærd.  

Initiativer som energirenovering, vedvarende energi, anlæg til klimasikring eller satsning på cyklisme må kunne fritages fra budgetlovens restriktioner på samme måde som ekstraudgifter til corona.

Markedet kan ikke selv

Desuden skal det sikres, at kommuner kan bruge deres kassebeholdning frit til sådanne initiativer, ligesom kommuner, der ikke har den mulighed, skal sikres nem låneadgang til grønne investeringer.

Kommunale indkøb skal bygge på grønne standarder og miljøkrav. Man må indtænke transporten i sit miljøregnskab, så lokalt producerede varer kan få fortrinsret. Og der bør stilles økologi-krav til alle de kommunale køkkener. 

Kommunerne skal have mulighed for selv at beslutte nul–emissionszoner, skærpede miljøzoner og mulighed for at sænke hastigheden på de lokale veje.  

Hvis regeringen ikke ser potentialet i at sætte kommunerne forrest i den grønne omstilling, så risikerer vi, at omstillingen fortsat kun forbliver et tema ved skåltaler og konferencer.

Det er kommunerne, som er tættest på borgerne, og det er kommunerne – ikke markedet – som sammen med borgerne kan iværksætte den virkelige grønne omstilling.