Jagten på innovation er for alvor gået ind i det offentlige. Ifølge ”Innovationsbarometeret” udgivet af Center for Offentlig Innovation har 39 procent af kommunerne, regionerne og ministerierne nu en central innovationsenhed, og 44 procent har en strategi for innovation (i 2009 var de to tal henholdsvis 9 procent og 10 procent). Men samtidig angiver mange, at det er vanskeligt at få innovation til at lykkes i praksis. Hvad skal der til for at gøre det bedre?

Der er noget, der tyder på, at svaret skal findes i ens valg af samarbejdspartnere. De fleste kommuner har nemlig en klar tendens til at falde tilbage til ét bestemt greb, når der skal søges inspiration: ”Se på nabokommunen!”. Innovationsbarometeret viser, at andre offentlige arbejdspladser er det typiske valg, når eksterne aktører inddrages i innovationsprocessen. Private virksomheder er kun involveret i godt et ud af fem projekter, og andre aktører (herunder borgerne) er endnu længere nede på listen.

[caption id="attachment_41714" align="alignleft" width="810"] Find ideer i mødet med det fremmede[/caption]

Den fordeling er der som udgangspunkt ikke noget galt i. Der er ofte begrænset tid til rådighed, når der skal innoveres, og det er jo trods alt både nemt og praktisk at samarbejde med folk, der ligner en selv. Men tilgangen har også en åbenlys svaghed. Gennem årtiers forskning i innovation ved vi, at når man snakker med folk, der ligner en selv, så har ideerne det med at blive mindre originale og have mindre gennemslagskraft, end når man samarbejder med partnere, der IKKE ligner en selv.

Så hvis man har en ambition om at blive den kommune, som sætter dagsordenen, og som de andre kommer til, når der skal findes inspiration, så er opskriften enkel: Søg det fremmede. Forskellighed er nøglen til at få ideer, der virkelig rykker.

Det er noget, vi begge har personlig erfaring med. I Assens Kommune, hvor en af os (Rikke) er innovations- og netværksdirektør, har man flere eksempler på den positive effekt, der kan skabes ved at se længere end til nabokommunen, når der skal tænkes nyt.

Tungtvejende stemmer

Mange borgere, især i den yngre generation, er ikke særlig vant til at brevstemme eller at skulle tage ud til et afstemningssted, når der er valg – det skader stemmeprocenten og i sidste ende demokratiet. Inspireret af andre kommuner forsøgte Assens Kommune derfor ved kommunalvalget i 2013 at fragte stemmebokse ud til skoler, ungdomsuddannelser, jobcentre, plejehjem og andre steder, hvor borgerne opholdt sig. Boksene kom i flittig brug, og stemmeprocenten steg.

Der var imidlertid en detalje ved stemmeboksene, der gjorde ideen mindre optimal. Boksene var nemlig store og tunge og  reelt ikke særlig mobile. I praksis krævede det tre personer og en kassevogn at få dem fragtet rundt i kommunen. Der måtte være en bedre måde at gøre det på! Andre kommuner blev spurgt til råds – men ingen havde for alvor løst problemet.

Løsningen blev fundet, da chefen for byrådssekretariatet, Lene Wilhøft, tog kontakt til det lokale erhvervsliv. Hun fandt frem til Fyns Skilte Design, der var skrap til det med produktion af letvægtsmaterialer. I dag har samarbejdet resulteret i en stemmeboks, der er så mobil, at en enkelt medarbejder kan tage den med under armen – en enorm ressourcebesparelse i forhold til den gamle model. Den løsning var ikke kommet frem uden at søge samarbejde med andre end nabokommunerne.

Livslyst og læsegrupper

Et andet eksempel illustrerer værdien af at tænke bredere end erhvervslivet, når man skal finde nye velfærdsløsninger. I samarbejde med Læseforeningen og nogle engagerede medborgere udviklede Assens Kommune et fagligt tilbud til ældreplejen, hvor en frivillig læseguide kommer ud og læser højt på kommunens plejecentre en gang om ugen.

Ordningen, der har vist sig meget populær blandt både de ældre og læseguiderne, var oprindelig tænkt som et rent underholdningstilbud. Men det viste sig hurtigt, at deltagelse i læsegruppen også bidrog til en kerneydelse indenfor velfærd, nemlig at fastholde funktionsevnen hos ældre og demente borgere. Samværet i læsegruppen blev hurtigt socialt og fik beboerne til at fortælle historier fra deres eget liv, som ellers ikke var kommet frem. Selv hos nogle af de demensramte beboere viste det sig, at højtlæsningen kunne aktivere minder, som ellers var gået tabt.

Ideen udviklede sig også undervejs, for det viste sig nemlig, at det ikke var højtlæsningen alene, der skabte resultater. For at opnå den fulde effekt var det lige så vigtigt, at de frivillige læseguider var gode til at standse op, stille de rette spørgsmål og styre samtalen i gruppen. Over en intens weekend fik plejecenterets leder, Inge Svejdal, sammen med Læseforeningen uddannet et hold certificerede læseguider, som nu besøger to plejehjem hver uge. Ordningen fungerer så godt, at endnu et hold nu er på vej.

Vi løber engang imellem ind i myten om, at virksomheder, foreninger, borgere og andre potentielle samarbejdspartnere har for travlt til at sparre med os om kommunale udfordringer. Myten passer bare ikke altid. I Assens er der flere gode eksempler på, at både borgere og virksomheder gerne lægger sig i selen for at udvikle sammen med kommunen – når de vel at mærke bliver inviteret med om bord.

Kommunens kompetencer

Der er flere andre ting, der er kommet til at stå klart for os gennem arbejdet med innovation i praksis. En af de vigtigste læringspointer er, at innovation skal ledes. Det er ikke nok at erklære, at man er lydhør overfor nye ideer, og så ellers læne sig tilbage og håbe på, at tingene sker af sig selv. Når de ovenstående innovationshistorier lykkedes, var det i begge tilfælde, fordi der var en kommunal leder, der påtog sig en aktiv rolle i processen og arbejdede målrettet på at forstå problemet, tage kontakt til andre og sætte løsningen i værk.

En anden pointe er, at ideer ikke fødes perfekte. Selv efter en ide er blevet gennemført med succes, kan man finde måder at gøre den endnu bedre på. At være innovativ indebærer, at man ikke kun sætter spørgsmålstegn ved det, der ikke virker, men også retter blikket mod det, der virker godt. Husk at arbejde videre også på styrkerne - ikke kun på svaghederne.

Den sidste – og særlig vigtige – pointe er måske kontroversiel: Det er ikke nok at sætte sin lid til borgernes kreative løsninger alene. Borgerne har masser af ideer – det er bare ikke alle ideerne, der er gode og brugbare i forhold til de meget komplekse kommunale udfordringer, der kræver nye løsninger.

Vores erfaring er, at det er i samarbejdet mellem borgere og kommune, at de rigtigt gode ideer opstår. Det er ikke nok bare at nedsætte en borgergruppe og bede dem om at komme med ideer: For mens borgerne er tæt på deres egne problemer, så har de ikke som udgangspunkt forståelse for, hvad kommunen kan gøre ved dem. Uden borgerne (eller andre aktører) kan et innovationsteam hurtigt miste jordforbindelsen eller i hvert fald forbindelsen til de konkrete problemer, som folk har i hverdagen. Men når der skal tænkes kreativt, er det lige så vigtigt, at der er folk med i processen, der forstår kommunens mål, ressourcer og arbejdsgange. Uden medarbejdernes faglighed og kommunens særlige kompetencer bliver alt for mange velmente ideer hurtigt til ønsketænkning, der aldrig kan føres ud i livet.