Når man står midt i en mediestorm, blæser vinden så kraftigt, at det kan være svært at finde fodfæste. Sådan en storm har vi i Region Syddanmark været igennem på grund af aftalen med Waterfront, som de fleste jo nok efterhånden har hørt om. Beskyldninger om skjult lobbyisme, en negativ kampagne for skattekroner og brud på udbudsreglerne efterlod regionen med gevaldige ridser i lakken.

Nu hvor uvejret er ved at tage af, er det oplagt at give vores version af, hvad der egentlig skete i sagen.

Historien tog sin begyndelse i foråret 2011. Gennem nogle år havde tilhængere af en fast forbindelse mellem Jylland og Sjælland samlet sig i en Kattegatkomité med den tidligere socialdemokratiske minister Jens Kampmann som professionel bannerfører. Længe anså de fleste meningsdannere projektet om en bro mellem Jylland og Sjælland for et luftkastel, da vi jo i Danmark siden 1930'erne har centreret infrastrukturmidlerne omkring Det Store H. H’ets lodrette streger dannes af motorvejsnettet fra Aalborg i nord til den dansk-tyske grænse i syd sammen med strækningen fra Helsingør til Sydsjælland, mens den vandrette udgøres af motorvej E20 hen over Fyn og Storebælt.

I foråret 2011 begyndte der pludselig at komme markante politiske røster om at skrotte den videre udbygning af Det Store H til fordel for en fast forbindelse over Kattegat. Arbejdet med at overbevise politikere på de indre linjer blev dygtigt udført af Jens Kampmann, der for sit lobbyarbejde aflønnes med 100.000 kroner om året.

Tæt på forhastet beslutning

Jeg medgiver gerne, at byggeri af høje skyskrabere og gigantbroer er fascinerende. Langt mere fascinerende end at løse eksisterende trængselsproblemer i trafikken. Men udsigten fra en Kattegatbro kan ikke sikre os mod faldende vækst og stigende arbejdsløshed, og det vil være resultatet, med mindre vi får løst problemerne omkring Det store H. Kattegatkomitéens egen rapport peger på gennemsnitshastigheder på ned mod 30 kilometer i timen – døgnet rundt – på de mest udsatte strækninger langs E45 og E20 uden yderligere investeringer i infrastrukturen. Og selv med en Kattegatbro vil aflastningen mange steder være begrænset. Samtidig bredte begejstringen for det store broprojekt sig fra enkeltstående Christiansborgpolitikere valgt i Aarhus til at blive mere eller mindre officiel politik for en række partier i løbet af valgkampen.

Vi stod altså med en kritisk situation set med syddanske øjne. Kritisk, fordi en Kattegatforbindelse med al sandsynlighed vil være lig med et stop for investeringer i infrastrukturen andre steder i landet. Vi valgte derfor at se os om efter hjælp til to ting: For det første at cementere sammenholdet mellem de 22 syddanske kommuner og regionen omkring de syddanske prioriteter som en ny hærvejsmotorvej til aflastning af E45, en parallelbro over Lillebælt og hurtige tog mellem de større danske byer i den såkaldte Timemodel, så vi udadtil talte med én stemme, og for det andet at arbejde for at få løst trængselsproblemerne, før man eventuelt træffer en principbeslutning om Kattegat.

Trængslen omkring Trekantområdet skyldes eksempelvis primært intern pendling af arbejdskraft samt transport af gods og varer fra eksportvirksomhederne ned mod resten af Europa. Den trængsel vil en Kattegatforbindelse ikke løse.

Balladen begynder

Valget faldt på at hyre Waterfront til at hjælpe med de to opgaver. Her begik vi den fejl at skrive i kontrakten, at lobbyvirksomheden skulle arbejde imod Kattegatforbindelsen. Alle, der har været involveret i processen, fra borgmestre til embedsmænd, ved, at vi netop hele vejen igennem har lagt stor vægt på, at vi netop ikke var imod en Kattegatforbindelse – men kun mente, at en så stor beslutning ikke måtte hastes igennem på et tyndt grundlag. Fejlen er dum, og den har vi med rette fået tæv for. Dykker man imidlertid ned i substansen af alle debatindlæg og diskussioner fra den periode og frem, vil man kunne se, at vi hver gang har understreget, at vi ikke er imod broen over Kattegat.

Og her kommer vi til stormens øje. Nemlig, at mange stirrede sig blinde på den ene sætning i kontrakten, som ganske rigtig var elendigt formuleret, men ikke var dækkende for kampagnen. Dernæst kastede medierne sig over, at vi skulle have brudt udbudsreglerne i forbindelse med indgåelse af kontrakten.

EU's udbudsregler omkring tjenesteydelser er ganske klare. Overstiger kontrakten 1,49 millioner kroner, skal opgaven i udbud. Vi har aldrig været i nærheden af dette beløb. Det blev endda en stor historie, at det tidligere Europa-Parlamentsmedlem Freddy Blak havde politianmeldt os for brud på EU-udbudsreglerne. Det kunne han så ikke, da de jo  ikke var brudt. Kun den første del af historien blev fortalt – ikke, at Freddy Blak var på vildspor.

Naturlig kamp

Da historien breakede i DR's 21 Søndag affødte det forargede reaktioner over, at vi havde brugt skattekroner på at føre kampagne mod Kattegatforbindelsen. Som allerede forklaret brugte vi ikke Waterfront til at bekæmpe broen mellem Jylland og Sjælland, men på at få truffet beslutningerne om investeringer i infrastrukturen på et faktuelt og oplyst grundlag.

At vi bruger offentlige midler på at kæmpe for syddanske interesser, er noget, vi gerne står på mål for. Vi har tidligere kæmpet for, at det nye supersygehus i Odense også i fremtiden har status af universitetshospital, selv om eksperterne sagde nej. Det har betydet yderligere milliardinvesteringer i det fynske og i titusindvis af arbejdspladser i det kommende årti. Vi har også kæmpet for at få Esbjerg, Trekantområdet og Flensborg/Hamborg koblet på Timemodellen. Esbjerg er glædeligvis kommet på, og de nye dobbeltspor på Vestfyn og syd for Aarhus vil give bedre og hurtigere forbindelser til vores landsdel, selv om vi stadig mangler at få en central station i Trekantområdet og Hamborg koblet på. Det vil vi fortsat kæmpe for – fordi det er i syddanskernes interesse, at vi utrætteligt kæmper for de bedst mulige vilkår for at skabe vækst og arbejdspladser.

For er også imod

Jeg erkender, at forløbet ikke har kastet det bedste lys på os. Men lobbyisme er en naturlig del af den politiske proces. Alle brancher, myndigheder og interesseorganisationer benytter sig af lobbyister for at påvirke beslutningstagerne i deres retning. I det spil har Kattegatkomitéen været dygtigere end os. Selv om deres seneste rapport baserer økonomien bag gigantprojektet på blandt andet manglende udbygning af motorvejsnettet i Syddanmark og deraf følgende sammenbrud i trafikken – noget, som naturligvis ville få flere til at vælge Kattegatforbindelsen frem for Storebæltsbroen – fremstår det ikke i medierne som at være imod syddanske interesser.

Samtidig findes der også eksempler på nedsættende tale om vores infrastrukturønsker fra Kattegatkomitéens side. På Trafikdage på Aalborg Universitet i 2010 sagde Jens Kampmann flere gange under sit indlæg: 'Man kan vælge mellem lappeløsningsmodellen (fortsat udbygning af Det Store H) eller det visionære projekt.'

Vi kæmper videre

Man skal altid passe på med at klandre andre, når man ikke har holdt sin egen sti ren, for det er næsten umuligt ikke at pege på svagheder ved andres projekter i kampen for sit eget.  Når man kaster sit lod i vægtskålen, bliver man også nødt til at forholde sig til, at man dermed fravælger andre ting. Sådan er det i alle livets facetter. Hvis man stemmer på Venstre, fravælger man også Socialdemokraterne. Og hvis man vælger at bestille kylling fra menukortet, fravælger man oksekødet.

Når alt kommer til alt, er vi nu ved at være igennem den værste del af mediestormen. På den positive side har vi fået sat fokus på infrastrukturproblemerne herhjemme, og med regeringens nye milliardsatsning på hurtige tog mellem de store byer har vi fået opfyldt et af de tre spor, vi kæmper for. Uden Waterfront, som vi opsagde aftalen med for et lille års tid siden, men side om side med de 22 syddanske kommuner vil vi kæmpe videre for at få gennemført de andre to spor, som er så afgørende for at skabe gode vækstbetingelser i vores del af Danmark.