“Sygeplejerske søges til afd. AA”, “Afdelingslæge søges til afd. XX”, “Pædagog søges til bosted BB” osv. Ja, sådan er der rigtig mange stillingsopslag af i alle fem regioner - og desværre er virkeligheden, at mange af disse stillinger forbliver ubesatte. Samtidig arbejdes der med forskellige tiltag, der skal sikre, at de medarbejdere, som vi har, bliver. Men gør vi det reelt set godt nok? 

Da jeg startede på min nuværende arbejdsplads som social- og sundhedsassistent i regionen for godt femår siden, arbejdede jeg sammen med en blanding af nye og erfarne sundhedsfaglige medarbejdere, som var glade for deres arbejde og den forskel, de gjorde hver dag - men siden da har flere af dem forladt afdelingen, fx fordi de fik nyt job i det private, hvor de kan undgå vagtarbejde, får en højere løn og samtidig generelt bedre arbejdsvilkår. 

Det får mig til at tænke på en samtale, som jeg havde med en af mine fantastiske sygeplejerskekollegaer, der havde været i faget i godt 40 år - hun var ved at være udbrændt, og i dag er hun gået på pension. 

Mere udbrændt end før i tiden

Hun fortalte, at hun havde været glad for sit arbejde igennem tiden, men som hun selv sagde, så havde arbejdsvilkårene ændret sig meget. Da hun startede i faget, var der godt nok et fysisk hårdt arbejdsmiljø, da man ikke havde de samme hjælpemidler til fx at løfte patienter, som man har i dag; men man havde tværtimod tiden til patienterne, og dokumentationskravene var ikke nær så store, som de er i dag. Men nu byder sundhedsvæsenet på en fortravlet hverdag, hvor man hele tiden skal prioritere sin tid mellem hver patient, oftest hvem kan bedst undvære hjælp lige nu; og det psykiske arbejdsmiljø gjorde, at hun var mere udbrændt efter en arbejdsdag, end hun tidligere havde været.

Når jeg mødes med sundhedsfagligt personale, siger de som oftest, at de er glade for jobbet, men at arbejdspresset er for stort, og dokumentationen fylder meget og handler nogle gange mere om, at man skal have skrevet alt ned, så man har sin ryg fri i tilfælde af klager, anmeldelse af utilsigtede hændelser eller ulykker. Derudover er mange frustrerede over manglen på kollegaer, og at der er alt for få erfarne medarbejdere i forhold til nyuddannede, hvilket faktisk ofte fører med sig, at man som nyuddannet kommer til at stå med et alt for stort ansvar.

Samtidig har vi et stort forbrug af vikarer, som får en højere løn, men som jo ikke kender rutiner m.m. de enkelte steder, hvorfor de fastansatte får en større arbejdsbyrde.

Arbejdsmiljøets betydning er underspillet

Hvad så med lønnen? Jo, den spiller selvfølgelig en rolle, men står bestemt ikke altid højest på ønskesedlen, når jeg taler med sundhedspersonalet. Derimod nævnes oftere og oftere arbejdsmiljøet som noget, der er uholdbart, og som desværre ofte underspilles i den offentlige debat og blandt flere politiske partier.

Selvfølgelig skal vi se på lønnen, men vi har også en bunden opgave, der handler om at sikre bedre arbejdsvilkår, herunder indflydelse på egen arbejdstid/-plan, dokumentationskravene, hastigheden hvormed patienter skal igennem “systemet”, og at man som nyuddannet ikke skal stå med ansvaret for de mest syge patienter, men at man skal sikres ordentlig oplæring, fx via introduktionsstillinger.

Vi må som ansvarlige politikere sætte en stopper for det enorme brug af eksterne vikarbureauer og i stedet sikre, at vi selv har vikarer tilknyttet de enkelte afdelinger, så arbejdsgange m.m. kendes.  Tilliden til det faglige personale skal blive større, og vi skal som politikere ikke hver gang, at der er sket noget uhensigtsmæssigt, komme med nye krav til dokumentation.

Og vi bliver simpelthen nødt til at erkende, at øget privatisering kun vil gøre udfordringerne større, da der jo kun er et sted, hvorfra man kan hente velkvalificeret sundhedspersonale - nemlig det offentlige. Så hvis vi ikke tør tage et opgør med dette, kommer udfordringerne kun til at forværres.