“Når man rider på en tiger, er det svært at stige af.” Sådan lyder et kinesisk ordsprog, jeg hørte for nylig, da et kommunalbestyrelsesmedlem beskrev, hvor svært det kan være at stoppe i kommunalpolitik. Til trods for det har en række markante borgmestre givet depechen videre for at forberede generationsskiftet – fra Tårnby til Vejle. Dertil kommer de mange andre kommunalbestyrelsesmedlemmer, som ikke genopstiller.  Jeg har set på statistikken og forklaringerne på de frivillige stop i kommunalpolitik.

Først og fremmest er det forbløffende så få, der selv siger farvel til kommunalpolitik. Kommunalpolitikerne kæmper som regel til sidste blodsdråbe for mandatet som for eksempel børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev i København og Mogens Haugaard Nielsen, borgmester i Stevns, som begge må give depechen videre til partifæller med bedre kontakt til baglandet.

Ved sidste kommunalvalg genopstillede hele 83 procent af kommunalpolitikerne, og gennemsnitsancienniteten for kommunalbestyrelsesmedlemmerne lå på omkring 10 år ved valgperiodens start ifølge en analyse fra KORA i 2013. Det er immervæk mange, der gerne vil fortsætte som kommunalpolitikere i en tid med politikerlede og et arbejdsmarked med stadig flere jobskifter og kortere anciennitet. Det er der flere forklaringer på.

Alder begrænser politisk virke

En af dem er  kommunalbestyrelsesmedlemmernes høje alder på gennemsnitligt 55 år ved periodens start i 2013 og 2009. Kommunalpolitikerne i dag tilhører ikke en generation, der skifter arbejdsplads efter forgodtbefindende. Borgmestre, der stopper ved dette valg, har for de flestes vedkommende haft politik som levebrød de sidste mange år, og i omkring halvdelen af deres aktive karriere på arbejdsmarkedet har de været fuldtidspolitikere. De stopper ikke, fordi de er løbet tør for holdninger og ideer, men fordi deres alder begrænser deres politiske virke. Borgmester i Egedal Willy Eliasen siger direkte, at han ikke som 74-årig kan stå i spidsen for en kommune, som vil tiltrække børnefamilier. Kommunalpolitikernes tilbagetrækning fra kommunalpolitik er i Danmark tæt knyttet til den forventede pensionsalder på arbejdsmarkedet, og allerede, når borgmestrene har fejret 60-års-fødselsdag, begynder spekulationerne om generationsskiftet. Vejles borgmester fortæller, at han allerede tilbage i 2008 så, at det var hans sidste chance for at få borgmesterposten i den nye Vejle Kommune, da han vurderede, at han skulle nå det, før han fyldte 60, hvis ikke det skulle være for sent. Nu stopper han som 65-årig. Men alder er ikke den eneste årsag til at forlade borgmesterposten i denne periode.

To markante undtagelser fra generationsskiftemodellen er Lejres borgmester Mette Touborg, som stoppede i efteråret for at få en karriere som embedsmand i Københavns Kommune. Og borgmesteren i Fåborg-Midtfyn, som klart melder ud, at han ikke er karrierepolitiker og derfor stopper efter bare 4 år på borgmesterposten og i kommunalbestyrelsen. Højst usædvanligt i dag, men jeg tror, vi vil se flere med kortere politisk karriere i fremtiden. Et eksempel på det er også tidligere børne- og ungdomsborgmester i København Anne Vang og Louise Gade fra Aarhus, som begge så sig om efter en karriere udenfor politik. Et eksempel på, at yngre politikere ikke er tilfredse med at blive i samme funktion over en længere periode, og en tendens, den forudseende vælgerforeningsformand og gruppeformand er nødt til at forholde sig til, når det gælder fastholdelsen af yngre politiske talenter. En gruppe, som i forvejen er svær at tiltrække og fastholde i kommunerne. De korte politiske karrierer er dog indtil videre et særsyn i kommunerne.

Yngre accepterer ikke lang oplæring

En anden forklaring på den gennemsnitligt høje anciennitet er formentligt, at mange bruger de første 4 år på at lære systemet at kende, inden de selv kan træde et skridt frem i rækkerne og blive for eksempel udvalgsformand. De vil derfor gerne have en valgperiode mere for at gøre sig gældende og opfylde de politiske ambitioner, som i sin tid fik dem engageret i kommunalpolitik. Men også det fænomen kan være på retur. Den lange oplæringsperiode vil de yngre generationer ikke acceptere. Som et snart forhenværende kommunalbestyrelsesmedlem fra Bornholm siger: ”Vi skal da ikke acceptere fire års oplæring i lokaldemokrati. Det er nye politikere og nye vinkler, der rykker kommunerne videre, og man bliver alt for hurtigt en del af systemet, hvis man ikke passer på”.

Den tredje forklaring på, hvorfor så mange genopstiller, hænger således sammen med det kinesiske ordsprog, jeg indledte med. Det er svært at springe af, når du først rider på tigeren. Mange beskriver kommunalpolitik som en bacille, du ikke kan få ud af blodet. Der er altid en sag mere, du gerne vil følge til dørs, eller som du ikke har nået at få på dagsordenen endnu. For kommunalpolitik er også tålmodighed, og langtfra alle mærkesager bliver realiseret indenfor en valgperiode. En afgående borgmester forklarer det således: ”Min kone har flere gange sagt, der aldrig kommer et godt tidspunkt at stoppe i kommunalpolitik på. Det har hun ret i; derfor må jeg også selv træffe en beslutning. Og af respekt for mit parti følger jeg valgperioderne og giver depechen videre til en kollega i god tid før valget. Men så slipper jeg den også. Ingen er tjent med, at tidligere borgmestre blander sig fra sidelinjen.”

Det skulle måske lige være borgerne, som ifølge KORA går glip af muligheden for at vælge, hvilke politikere de vil genvælge og hvilke de vil fravælge, når politikerne selv siger farvel til kommunalpolitik.