Spørgsmålet om, hvorvidt statens midler til kultur er geografisk skævt fordelt, dukker ofte op i den kulturpolitiske debat – især i valgkampe. Svaret er imidlertid mere komplekst, end spørgsmålet antyder.

For det første findes der endnu ikke fuldstændige og sammenlignelige data om den geografiske fordeling af kulturmidler. For det andet bliver mange midler ikke fordelt direkte af staten ud fra geografi, men følger andre mekanismer: kunstnernes bopæl, kvaliteten af ansøgninger, lokale initiativer og historiske strukturer i støtteordningerne.

Derfor kan en simpel geografisk opgørelse give et misvisende billede af, hvor kulturaktiviteterne faktisk finder sted, og hvem der får gavn af dem. Mange statsmidler hænger f.eks. tæt sammen med hvor mange kommunale midler der afsættes.

I Kulturens Analyseinstitut bliver vi ofte spurgt, hvordan statens midler til kultur er fordelt geografisk. Det er et centralt og relevant spørgsmål i en kulturpolitisk diskussion. Problemet er bare, at præmissen bag spørgsmålet ofte er forkert.

Mange forestiller sig, at staten sidder med en pulje penge til kunst og kultur og derefter fordeler dem rundt i landet efter eget valg. Men sådan fungerer det i praksis langt fra.

Forbehold: Vi mangler stadig gode data

Allerførst en vigtig disclaimer: Vi kan endnu ikke svare fuldstændigt og præcist på spørgsmålet. Der findes nemlig ikke klare og åbne data om den samlede fordeling af kulturmidler – hverken på statsligt eller kommunalt niveau. Midlerne bogføres efter forskellige principper, og det varierer meget, hvilke udgifter der tælles med.

Et godt eksempel er udgifter til bygningsdrift: Nogle steder indgår de i opgørelserne, andre steder gør de ikke. Derfor afhænger resultaterne i høj grad af, hvad man vælger at medtage.

I Kulturens Analyseinstitut arbejder vi målrettet med at skabe bedre overblik over området – branche for branche. Vi er blandt andet langt i arbejdet med scenekunstområdet, hvor vi har haft et fokus først.

Men lad os alligevel prøve at se på nogle af de vigtigste mekanismer.

Midler til kunstnere opgøres efter bopæl – ikke efter aktivitet

Støtte direkte til kunstnere gives blandt andet gennem Statens Kunstfond, for eksempel i form af legater eller støtte til kunstneriske projekter. Når denne støtte opgøres geografisk, sker det efter kunstnerens bopæl eller virksomhedens hjemsted.

Langt de fleste kunstnere i Danmark bor i eller omkring København eller Aarhus. Derfor vil en opgørelse ofte vise, at en stor del af støtten går til disse områder. (Kilde: DKR_Kunstnereital2024_2.pdf)

Men de aktiviteter, kunstnerne skaber, foregår meget ofte rundt i hele landet – ikke nødvendigvis tæt på deres bopæl. Derfor kan statistikken give et misvisende billede, hvis man er interesseret i, hvor de kunstneriske aktiviteter faktisk finder sted, og hvor borgerne møder kunsten.

Der findes endnu ikke systematiske undersøgelser af, hvor i landet disse aktiviteter foregår i forhold til den støtte der gives. Derfor kan vi heller ikke give et klart svar på den geografiske fordeling af denne type støtte.

Midler til institutioner og projekter afhænger af lokale initiativer

Når det gælder støtte til projekter og institutioner, spiller geografien i højere grad en rolle – men på en indirekte måde.

Ser vi igen på Statens Kunstfond, uddeles projektstøtte på baggrund af ansøgninger. Her er de vigtigste kriterier kunstnerisk kvalitet og geografisk spredning. Fordelingen afhænger derfor i høj grad af, hvor mange kvalificerede ansøgninger der kommer fra forskellige dele af landet.

Det betyder også, at det – alt andet lige – kan være lettere at få støtte i områder med færre ansøgere.

Statistikkerne viser for eksempel, at hovedstadsområdet modtager flest midler i absolutte tal. Men det er også her, der bliver afvist flest ansøgninger. I Region Syddanmark får en relativt stor andel af ansøgningerne tilsagn, mens der fra Region Nordjylland kommer færrest ansøgninger. Mange af disse imødekommes, men det samlede støttebeløb bliver naturligt mindre.

Det gør den kulturpolitiske diskussion kompleks. Skal geografisk balance vægtes endnu højere i forhold til kvalitet? Skal der arbejdes for at skabe flere og stærkere kulturaktører i hele landet? Eller skal man understøtte udviklingen af flere projekter uden for de største byer?

I dag kræver projektstøtte først og fremmest stærke aktører og høj kvalitet. Derfor afspejler fordelingen i høj grad, hvor mange og hvor stærke kulturmiljøer der findes forskellige steder i landet. Statens Kunstfond arbejder aktivt med informationsmøder, netværk og opsøgende arbejde i områder med få ansøgninger – blandt andet i Region Nordjylland – netop for at få flere til at søge. (Kilde: Årsberetning 2025)

Driftsstøtte afhænger af kommunal prioritering

Driftsstøtte til kulturinstitutioner findes i mange forskellige ordninger på tværs af kulturområderne. I mange tilfælde er der tale om såkaldte match-finansieringsmodeller, hvor staten yder støtte i forhold til den støtte, kommunen allerede giver.

Ofte kommer det kommunale initiativ først, hvorefter staten kan bidrage med finansiering. Det gælder for eksempel ordningerne for egnsteatre og regionale spillesteder. Her er den statslige støtte direkte afhængig af, at en kommune prioriterer institutionen og bidrager økonomisk. Hvis en kommune vælger ikke at have et egnsteater eller et regionalt spillested, kan den statslige støtteordning derfor slet ikke komme i spil. Den nye museumsreform bevæger sig i samme retning, hvor kommunal medfinansiering får større betydning for den statslige støtte.

Dermed bliver kulturpolitikken på én gang national og lokal. Skal staten primært følge de lokale initiativer, som i dag? Eller skal staten i højere grad tage selvstændige initiativer uden krav om lokal medfinansiering?

De statslige ordninger uden lokal finansiering er generelt blevet færre gennem de seneste årtier. Spørgsmålet er derfor, om balancen mellem stat og kommune bør ændres. Skal midler fordeles efter befolkningstal, aktivitet eller deltagere?

Et aktuelt eksempel er debatten om fordelingen af statens støtte til de musikalske grundkurser (MGK), hvor der er store forskelle i støtten pr. elev mellem landsdelene. Her får hovedstadsområdet mindst pr. elev – en prioritering, der politisk er blevet fastholdt.

Generelt gælder det, at kommunernes driftstilskud til kulturinstitutioner ofte er større end statens – dog med enkelte undtagelser. Historiske forhold spiller også en rolle. Da amterne blev nedlagt, blev mange af deres kulturtilskud overført til staten og videreført derfra. Derfor har nogle institutioner i dag en relativt høj statslig driftsstøtte af historiske årsager.

De største statslige midler går til nationale kulturinstitutioner

En meget stor del af statens kulturmidler går til de store statslige kulturinstitutioner, som for eksempel DR, Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet.

Ser man på deres årsrapporter, er det dog svært at lave en præcis geografisk opgørelse af deres aktiviteter. Der findes sjældent klare opgørelser over, hvor stor en del af institutionernes arbejde der foregår rundt om i landet holdt op overfor driftsøkonomien.

Der er dog stigende fokus på, at de statslige institutioner skal være til stede i hele landet. Det Kongelige Teater har for eksempel øget sin turnéaktivitet, og Statens Museum for Kunst har etableret en afdeling i Thy.