Det var broen, der gjorde det. Ændrede livet i Korsør. Og retningen i John Dyrby Paulsens liv.

Han havde ellers altid sagt, at der var to ting, han ikke skulle være; politiker og sælger. Han blev begge dele. Og kimen til det første, et liv med og i politik, blev lagt i 1986. Året, hvor det blev besluttet, at Danmark skulle have en bro, en Storebæltsforbindelse med ben i Korsør og Nyborg. En beslutning, der fik dommedagsprofetierne til at vælte ind over John Dyrby Paulsens føde- og færgeby, Korsør.  

“Det var det. Nu går Korsør nedenom og hjem. Korsør bliver et hul i jorden,” lød det fra alle kanter i den lille by.

En by befolket af færgefolk og DSB ansatte med indtægter, der ikke var specielt høje, men det var faste indtægter i en stille og rolig by, hvor man hverken skejede for meget eller for lidt ud. På nær om lørdagen, når man mødtes på Torvet til torvedag og havde det skideskægt.

Men nu skulle dét altså være slut. Når færgerne lukkede og slukkede, så lukkede og slukkede Korsør også.

Den pessimistiske indstilling blev hængende som et tungt åg hen over byen, alt imens arbejdet med broen gik i gang, og dens enorme krop voksede sig større og større, dag for dag, år for år. I takt med vokseværket voksede John Dyrby Paulsens frustrationer også. Han nægtede simpelthen at hægte sig på dommedagsprofetien. Fandme nej.

‘Hvad skal Korsør, når færgerne er væk?’

Det blev emnet, der kickstartede John Dyrby Paulsens interesse og drev ham ind i politik. Ikke mindst motiveret af, at den daværende borgmester i Korsør Kommune, Flemming Erichsen (S), faktisk troede på, at Korsør ville have en fremtid - med bro.

Så John Dyrby Paulsen stillede op til byrådet og blev valgt ind i byrådet i 1998. Samme år som broen blev indviet.

Nøjagtig tyve år senere står han og klapper broen til ære for kommunen.dk, der er taget til Korsør en aprildag for at ‘komme bagom’ Slagelses nye borgmester og køre lidt rundt i hans livs fodspor.

Her under broen er der ingen færge-romantisk nostalgi at hente i John Dyrby Paulsen.

- Hvis man savner den der kop (færge)kaffe og udsigten fra dækket, så må man finde den et andet sted. For mig er broen et fantastisk symbol på udvikling - der, hvor tingene faktisk blev bedre, siger han og smiler glad. Omringet som han er af turkisgrønt hav. Og solskin. Men også af en blæst så kraftig, at det ville være oplagt at smide en kæk bemærkning om, at der tydeligvis blæser mærkbare vinde både inde og ude i Slagelse Kommune.

Men det sørger borgmesteren selv for at levere lidt senere.

Paradis, ghetto og konflikthåndtering
John Dyrby Paulsen parkerer sin sorte Fiat 500 på parkeringspladsen ved Motalavej.

Vi har forladt broen og ser ud på en række gule blokke, der tilsammen udgør boligkomplekset på 900 lejemål, der i dag står på regeringens ghettoliste. John Dyrby Paulsen boede i den allerførste blok, der blev bygget.

Vi står ud i blæsten og bevæger os over mod nummer 64, stuen til venstre. Lejligheden, som John Dyrby Paulsen, hans mor, far og lillebror Lasse flyttede ind i 1969 som den første familie på Motalavej overhovedet.

- Det var som at komme i paradis at flytte herud. Vi kom fra færgelejet i Lille Færgestræde. Noget gammelt lort, opvarmet med kul og du ved. Og så kom vi ud til det her fantastiske nybyggeri. Min mor var så kisteglad, og det var Lasse og jeg også. Vi fik et stort værelse, som vi delte, og her var en stor legeplads, masser af cykelplads, fodboldplæne, fritidshjem, unger overalt. Alle kendte alle i opgangen, og en gang om året samledes de voksne ude og spiste og drak lidt sammen. Jeg havde det skidegodt her, siger John Dyrby Paulsen.

Det var dengang, det ikke hed ghetto, og der kun boede ‘kartofler,’ og der blev bygget en ny blok til arbejderne, hver gang der kom en ny færge til Korsør. I dag er 46 procent af lejerne indvandrere.

Vi står i opgangen fra John Dyrby Paulsens fortid. Klassisk med grånistrede vægge. Postkasserne er de samme som dengang, bemærker han. Nogle af dem uden navneskilt. Ghetto-nedrivningen er nemlig skudt i gang.

- Det der med at kalde det en ghetto – altså ordet i sig selv, så starter man ligesom med minuspoint, ikke? Men der sker ikke en skid herude. Selvfølgelig er der nogle, der ryger hash og drikker, og selvfølgelig har vi et par kedelige sager engang imellem, men det havde vi jo også dengang, da vi boede her, siger John Dyrby Paulsen.

Vi går udenfor igen. Væk fra lejligheden, der dannede rammen om det, John Dyrby Paulsen kalder for et klassisk arbejderhjem uden de store penge. Moren var fabriks-syerske og faren automaler. Værdierne i hjemmet var de traditionelle; man gør sin pligt. Man møder på arbejde hver dag. Man involverer sig.

Hvilke værdier fik du ikke med?

- Sprog. Jeg har brugt enormt mange ressourcer på at lære engelsk som voksen. For altså Anders Fogh og Lars Løkke-engelsk; det duer ikke. Og jeg fik heller ikke det med at læse bøger. Men det kan man jo ikke klandre dem for.

Bag om blokken peger John Dyrby Paulsen på en boligkarré længere henne. Dér boede hans mormor og morfar. Et sæt bedsteforældre, som var tæt på både fysisk og mentalt. Og det var godt, for forældrene blev skilt fire år efter, at familien var flyttet ind på Motalavej. Så var det nemt lige at rende hjem til dem.

- Min far drak lidt for meget. Jeg kan ikke huske, at det påvirkede mig så meget som dreng, det var nok mere som voksen. Da jeg var ung, drak jeg slet ikke. Det gør jeg så i dag. Men jeg har det sådan, at når jeg ser eller møder alkoholikere, får jeg lyst til at omfavne dem. For det er sgu synd. Dels at de spilder deres liv, dels at vi som samfund ikke kan hjælpe dem bedre.

Da forældrene blev skilt, blev John Dyrby Paulsen, hans bror og mor boende. Faren flyttede væk.

- Vi så ham stort set ikke siden, siger John Dyrby Paulsen og når ikke at sige mere, da boligselskabets varmemester pludselig står foran os. Han har nok at se til. Også på grund af regeringens ghettoudspil, som betyder, at Motalavej skal reduceres med 72 lejemål.

Men hvad betyder ghettoudspillet for Motalavej, for kommunen?

- Vi er lige på vippen til at ryge af ghettolisten, og når vi gør det, så er det en god historie for kommunen - andet er der ikke rigtig i det, siger John Dyrby Paulsen.

Og varmemesteren supplerer:

- I bund og grund bringer det ikke de store følelser frem. På den ene side er det selvfølgelig mærkeligt at rive så gode lejligheder ned. På den anden side er det også fint, at der sker noget nyt. Det betyder, at nogle af dem, som aldrig har haft mulighed for at komme væk herfra, nu faktisk får en chance for at prøve noget nyt.

Hvis man så har nogle nye steder at flytte dem hen til? En problematik som flere ghetto-ramte kommuner roder med lige nu, tilføjer varmemesteren, som må videre i teksten, da han er alene på skansen. Hans kolleger i boligselskabet er på kursus i konflikthåndtering i to dage.

- Hmmm. Er det et kursus, som Slagelse byråd eventuelt kunne have glæde af at deltage i? bliver der spøgt.

- Så skal det helt sikkert op på et meget højere niveau, griner John Dyrby Paulsen.

- Og så er to dage ikke nok, siger varmemesteren og smiler bredt.

- Nej, det har du sgu ret i, siger John Dyrby Paulsen og kaster hovedet bagover og griner højt ud i blæsten.

En duft af vand
På vej til restaurant Madam Bagger i Korsør, hvor vi skal spise frokost, kører vi igennem Halskov og forbi Broskolen, hvor John Dyrby Paulsen gik som barn. Dengang var skolen helt ny, og lærerne var unge og hypermoderne.

Siden blev det skolen i kommunen med flest tosprogede elever - og i en årrække gik det ikke så godt med fagligheden.

- Man havde en indgangsvinkel, der hed, at det var svært for tosprogede at lære, fordi de ikke var gode nok til sproget, fortæller John Dyrby Paulsen.

Men for nogle år siden vendte de tingene på hovedet og sagde: Det handler om faglighed først. Hvis du er fagligt god, så trives du også. Det blev det nye fokus.

De sidste fem år har skolen haft en markant karakterfremgang.

Skolens leder hedder i øvrigt Charlotte og er John Dyrby Paulsens kone. Som han bor med i et hus, de byggede sammen for 18 år siden, og som ligger på det højeste sted i Korsør med udsigt over vandet.

Vand er der masser af i og rundt om Korsør, der er omgivet af vand fra tre sider.

- Man kan altid dufte vandet. Hvis man har været væk et stykke tid og kommer tilbage, så ved du, hvornår du er i Korsør. Da jeg gik på universitetet i København og kom hjem på besøg, var det første, jeg kunne lugte, havvand. Og så savner man det.

Borgmester burger og Gourmet-rute
Vi er nået frem til hjertet af Korsør, hvor Madam Bagger ligger. En klassisk dansk restaurant i et charmerende gult bindingsværkshus og med danske retter på menuen.

John Dyrby Paulsen kommer her ofte. Mindst en gang om måneden. I sommerhalvåret lidt oftere. Men han har også et særligt personligt forhold til stedet. Og til ejeren, der hedder Kenn.

Ham har John Dyrby Paulsen nemlig to børn med - som han og Kenn plejer at udtrykke det.

- Kenn er min kone Lottes ex-mand, forklarer John Dyrby Paulsen henover menukortet, som han hurtigt lægger fra sig. Han kender det ud og ind.

- Og han er far til to af vores børn, som jeg har kendt i over tyve år. Og som har boet hos mig og Lotte. Så Kenn og jeg har gået til en del forældremøder sammen. Han er en god fyr.

Fædrene John og Kenn

Kenn er ikke på arbejde i dag, så det er en anden tjener, der serverer pariserbøf til John Dyrby Paulsen. Og smørrebrød til den anden side af bordet.

John Dyrby Paulsen er ellers vild med burgere, men det har Kenn ikke på menuen - endnu.

- Kenn og jeg aftalte for lang tid siden, at hvis jeg blev borgmester, så ville han sætte burger på kortet. En burger, som vi skal udvikle og komponere sammen - eller nok mest Kenn, det er ham, der er eksperten på området. Den skal måske hedde Bagger Burger eller Borgmester Burger, griner John Dyrby Paulsen.

Udover drømmen om en borgmesterburger, hvad drømmer du så om at ”komponere” for Slagelse Kommune?

- Et af de store temaer, som jeg er optaget af, er byudvikling. Altså hvordan kan vi skabe mere liv og fællesskab i bymidterne? Både her i byen, men også i Slagelse og Skælskør, siger John Dyrby Paulsen.

Han uddyber udfordringerne:

- Livet og detailhandlen i byen forsvinder langsomt, som det gør mange andre steder også. Vi vil i stigende grad bestille vores varer på nettet og ellers handle i store indkøbscentre. Om 20 år vil byerne ikke være de byer, vi kender i dag - og hvad kan vi så sætte i stedet?

John Dyrby Paulsen kigger ud af vinduet.

- For at være helt ærlig, så ved jeg det ikke, siger han.

- Men rundt omkring begynder der at poppe fødevareproducenter op, som laver specialfødevarer - og dem vil jeg gerne understøtte. Jeg vil gerne lave en ‘gourmet-rute’ på land og i by, hvor man kan smage på forskellige fødevarer, der er lokalt forankret og baseret på kvalitet og fornuftigt håndværk.

- Tag nu Vemmelev som eksempel, hvor vi har et lille gårdmejeri, der er ejet og drevet af ‘Ostebørsen’. Deres køer græsser ved Tude Å-dal. Der spiser de kløver og græs, som har ligget der siden vikingetiden. Det giver noget græs-mælk, hvor fordelingen af fedtsyre er helt anderledes end i almindelig mælk. Det smager helt fantastisk. Jeg har aldrig drukket mælk før, men nu drikker jeg mælk.

- Og forleden smagte jeg på en æblemost presset på tre forskellige æblesorter. Du kan købe en liter æblemost til 8 kroner i supermarkedet. Den her koster 20 kroner, men det smager også fantastisk.

Men har folk råd til det?

- Folk begynder at få råd.

Er du generelt meget optaget af fødevarer og økologi?

- Egentlig ikke. Men jeg tænker, at de lokale specialforretninger kunne være en måde at skabe fællesskaber på.

- Man siger altid: Hvordan kan vi tiltrække turister? Jeg er ligeglad med turister. Altså de må hjertens gerne komme, men de vigtigste turister - det er os selv. De vigtigste turister i Slagelse er dem, der kommer fra Korsør og Skælskør, og i Korsør er de vigtigste dem, der kommer fra Slagelse og Skælskør. Og hvis vi kan skabe noget, som vi selv kommer til, så skal turisterne også nok komme.

- Mit mål og håb er, at vi om ti år føler os som én stor kommune. Jeg siger ikke, at det bliver en nem opgave, Men vi skal nok finde ud af det. Håber jeg, siger John Dyrby Paulsen.

Fællesskab i en ‘frygtelig’ familie
Mens John Dyrby Paulsen kører det sidste af pariserbøffen indenbords, afslører han, at han som de fleste andre borgmestre også er optaget af det psykiske og mentale miljø.

Som for eksempel problemet med ensomhed, som er stort i Slagelse Kommune. Både blandt unge som gamle. Ifølge John Dyrby Paulsen kan de ikke lave nok initiativer, der går på tværs af generationer; som dagplejebørn, der besøger ældrecentre, hvilket har vist sig at kunne dæmpe depression hos de ældre mennesker.

Det handler “bare” om at få det gjort - og her er lederne i alle livets institutioner vigtige indgangsporte til at få nye fællesskaber op at stå.

Hvilke fællesskaber dyrker du selv?

- Badminton. I Skælskør Hallen. Helst tre gange om ugen - selvom det på det sidste har været svært at nå. Men jeg kan godt lide at røre mig, og så er det et meget afstressende miljø. Ufiltreret, godt med mandehørm, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Det er et frirum, hvor jeg befinder mig godt.

Hvad med familien? Det lyder til, at det er et godt fællesskab også?

- Ja, det er det. Lotte har en stor familie, som godt kan lide at feste. Det er en frygtelig familie, griner John Dyrby Paulsen og ser helt forelsket ud.

- Den er jeg sgu glad for.

Sammen med svigerfar Palle, som var viceborg-mester i to byrådsperioder i den tidligere Korsør Kommune.

Ikke alene er Lottes ex-mand en god kammerat. John Dyrby Paulsens bedste ven er endog hans svoger. Og svigerforældrene, der begge har været politisk aktive, letter han jævnligt sit hjerte til over en kop kaffe.

- Jeg starter altid med at få kritik af dem - for alt det jeg ikke har gjort. Men det er fint.  Min egen mor talte jeg aldrig politik med, selvom jeg gerne ville. Hun sagde altid, at jeg skulle forme mine egne indstillinger og holdninger.

- Ha ha, nej. Jeg er virkelig kedelig. Det er jeg altså. I mange år skrev jeg en julehistorie om min familie, hvor jeg gav alle familiemedlemmerne øgenavne, og jeg hed selv Kedelig Nissen. Det var, fordi min svigermor engang sagde i en eller anden sammenhæng, at jeg “sgu altid var så kedelig”, og det hang bare ved.

Det kan godt være, at John Dyrby Paulsens venner og familie ikke ville pege på ham som den sjove og livlige, men han griner meget.

Sammen med svigerfar Palle som var viceborgmesteri to perioder i tidligere Korsør kommune.

- Lottes familie er bare enormt positive mennesker, og det gør mig glad. Om jeg har et godt ægteskab? Det må du sgu spørge Lotte om, griner han.

- Jeg går ikke og vurderer det, men jeg nyder det.

Inden Lotte var John Dyrby Paulsen gift med en anden kvinde, som han har en voksen søn med. Sønnen bor i dag i København. Ex-konen stadig i Korsør. Hende har John Dyrby Paulsen også et fint forhold til.

Det lyder, som om du har nemt ved relationer? Du ender ikke i konflikter med den ene og den anden?

- Udover i byrådet? Nej. Eller - jeg havde en sag med en general, da jeg var forsvarsordfører. Det var i forbindelse med et valg, hvor han blev så stødt over noget, jeg sagde, at han lagde sag an mod mig, men han tabte heldigvis sagen med et brag. Det var lidt voldsomt. Ideen er jo, at man gerne skulle kunne blive enige. Men politik er en kampplads. Definitivt.

Narcissister, egoister, banditter...
Nu må vi ind i den. Blæsten i byrådet.

Apropos byrådet: Hvordan har du det med, at ‘verden’ udenfor står og kigger ind på Slagelses politiske arena og kalder jer og jeres slagmark for - og nu citerer jeg løst: et cirkus, en samling narcissister, egoister, børneteater, amoralske banditter uden respekt for embedet … Hvordan føles det, som man siger?

- Jamen, jeg kan godt forstå det. Der er ikke noget at sige til, at de tænker det. Det eneste, man kan gøre, er at vaske det væk ved at arbejde stille og roligt videre. Og kaste ud i os alle de her ting, vi vil gerne vil, og det skal nok gå og holde i det lange løb.

- Men problemet er jo, at pressen render efter hinanden. Der kan jo ikke ske nogetsomhelst i Slagelse byråd før, at pressen kommer rendende.

Mange af de myter, der fortsætter og kører rundt i ring, og man kan ikke gøre en skid ved dem. Det er egentlig dét, der er værst. Jeg kan godt holde til at være uenig med de der Venstre-folk, men alt det, der bliver skrevet, som er uimodsagt … Dét er jeg træt af.

John Dyrby Paulsen trækker vejr ind og fortsætter:

- I øvrigt er der flere af mine kolleger ude i landet, der har sagt: “Det var fandme godt, du tog al den presseopmærksomhed, for det var lige så slemt hos os - der var bare ikke nogen, der opdagede det.”

Men synes du ikke, det er ubehageligt at stå midt i al den konflikt?

- Jo. Og det kræver også mange ressourcer og kræfter. Og jeg ærgrer mig over, at vi ikke kan få samarbejdet til at fungere. Men jeg går ikke i seng med en knude i maven. Man bliver nødt til at bevare overblikket og snakke med sine kolleger. Jeg har jo heldigvis to tidligere borgmestre, Lis Tribler og Flemming Erichsen fra Slagelse og Korsør, i min byrådsgruppe, som jeg kan sparre med, og det er en gave. Men derudover; så har jeg det sådan - jeg bliver også stædig, ikke?! De skal altså ikke pisse på os, de skiderikker.

Tror du, din tid i Folketinget har hærdet dig? At du tackler det nemmere at stå i modvind?

- Helt sikkert. Og det sjove er, at jeg altid har haft det godt der med Venstre-folkene og helt ekstraordinært med Søren Gade. Han var en fin fyr og en god minister. Det var ikke alt, vi var enige om, men den måde at samarbejde på - det var en fornøjelse. Og da jeg kom tilbage til lokalpolitik og Slagelse, tænkte jeg: Selvfølgelig kan vi samarbejde. Men det kunne vi så ikke.

Er du en person, der deler vandene? Generelt? 50 procent, der tænker, du er en cool fyr, og 50 procent, der tænker, at du er en klaphat?

- Ha ha. Det tror jeg faktisk ikke, at jeg er. Jeg tror, de fleste tænker: Han er sgu da meget flink. Det kan godt være, at de er uenige med mig, men … altså der er jo altid de hardcore, venstrefolkene. De synes, at jeg er en klaphat. Men erhvervslivet, som jo også er blå, tror jeg ikke har nogen problemer med mig. De kan godt lide, når man tager styringen, for sådan er de jo også selv.

Er du en alfahan?

- Ja, det er jeg nok. I hvert fald i politik. Også fordi jeg synes, at det er det, jeg er valgt til. At få ting til at ske. Og det kan man gøre på forskellige måder. Nogen synes, det vigtigste er, at man har en bred aftale. Jeg siger, at det vigtigste er at have en god aftale - og et godt budget først. Så kan man altid arbejde bredt senere.

Hvornår begynder det ‘gode og fede liv’ for dig som borgmester?

- NU! Nej, jeg synes, det har været fedt lige siden 1. januar. Trods alt.

John Dyrby Paulsen kigger på klokken.

- Og nu skal vi videre til Slagelse, hvis du skal nå dit tog, siger han og rejser sig.

Bedstefar, Ben Stiller eller George Clooney?
- Vi har fået et barnebarn, en pige, siger John Dyrby Paulsen, da vi snakker dagligliv på sidste del af turen. Han smiler forelsket igen med øjnene rettet mod vejbanen.

- Jeg har altid sagt, at jeg aldrig vil blive sådan en ‘bedste’, det gider jeg ikke, men man mister jo fuldstændig forstanden. Det er virkelig mærkeligt. Og sjovt, siger John Dyrby Paulsen.

- Og hårdt.

John Dyrby Paulsen henter barnebarnet på knap to år hver lørdag, fordi forældrene er på arbejde der. Så passer ham og Lotte hende.

- Og jeg er fuldstændig smadret, når vi har haft hende sådan en dag. Det er helt vildt.

Hver lørdag alligevel?! Hvad så med frokosten på Madam Bagger?

- Ha ha, nu er jeg der jo ikke hver lørdag. Det kan jeg ikke holde til, så bliver jeg sgu for tyk.

Er du forfængelig?

- Det ved jeg ikke, men jeg har lært af Lotte, at man gerne må se lidt godt ud, når man går ud af døren, og det er jo også rigtigt.

John Dyrby Paulsen er vel det, man vil kan kalde for afdæmpet velklædt. Og så er der noget med hans moderne frisure og stålblå øjne, der leder tankerne hen på den amerikanske skuespiller Ben Stiller. Ja?

- Ben Stiller! Dét har jeg hørt før, siger John Dyrby Paulsen.

- Da jeg arbejdede på Borgen, var der sågar nogle, der kaldte mig for George Clooney, men der satte jeg alligevel foden ned, griner han.

- Den var sgu lige tyk nok. Man må jo også være realistisk.

Han kigger op i bakspejlet.

- Men angående det med vægten, så har jeg en fobi omkring det. Jeg var tyk som barn og ung. Helt sikkert på grund af kosten. Og min mormor bagte evig og altid hjemmebag, og jeg var helt tosset med det - drømmekagen fra Brovst og du ved.

Men hvornår slap du den tykke linje?

- Lotte siger aldrig, ha ha ha. Og det er rigtigt nok. Jeg skal tabe 5 kilo. Veje 78 kilo. Så har jeg det bedst.

Vi er nået til Slagelse. Byen, der har været brændt op til flere gange og derfor ifølge John Dyrby Paulsen har mistet en del af sin charme. Men han er alligevel stolt af byen.

- Jeg plejer at sige, at Slagelse er vores juvel, og Skælskør og Korsør er vores små diamanter. Slagelse er den højst beliggende købstad i Danmark. Vi har en fantastisk udsigt til broen og vandet, men jeg indrømmer, at Slagelse ikke har været god til at udnytte beliggenheden. Højden.

I det hele taget ærgrer det John Dyrby Paulsen, at der ikke er sket den vilde udvikling i Slagelse over mange år.

- Hvad er det for en by, vi skal have, for at folk vil bo her? For at folk synes, det er sjovt at være her? Det har vi holdt rigtig mange møder om, og der sker ikke en ski,’ siger John Dyrby Paulsen og peger på den foræring, som kommunerne ude i landet får, når huspriserne stiger i hovedstaden.

- Så vil de, der ikke har råd til at bo i København, flytte ud i landet, og så kigger de blandt andet på Slagelse.

John Dyrby Paulsen stopper Fiat’en uden for Slagelse Station.

Vi kigger ud på et lille stykke verden, som skal transformeres til et stort campusområde, hvor både Syddansk Universitet og professionshøjskolen Absalon flytter ind. Henover de næste par år vil 500 nye studieboliger på 18-36 kvadratmeter til maksimalt 3.000 kroner om måneden se dagens lys og tage imod studerende, fortæller John Dyrby Paulsen.

- Vi vil få skabt et universitetsmiljø her i byen med masser af studerende. Dét vil give liv oppe i byen, siger John Dyrby Paulsen med ild i stemmen.

Dermed landede vi ved hele udgangspunktet for John Dyrby Paulsens politiske vilje og vej: Drømmen om at holde liv i kludene, i kommunen.

Det var broen, der startede det. Og nu er det John Dyrby Paulsen, der skal vise, om han kan gøre det.