Et folketingsvalg inden så længe kan bringe en ny borgerlig regering til magten, men vil den overhovedet være manøvredygtig med henblik på større reformer, hvis den skal bruge samtlige fire partiers mandater? Hvad er de egentlige enige om? Hvordan vil en eventuel ny politik se ud?

DF er klart det mest venstreorienterede parti i den borgerlige blok, når det gælder størrelsen af den offentlige sektor, som Kristian Thulesen Dahl mener skal vokse med mere, end hvad den nuværende SR-regering foreslår. Venstres statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen har for længst spillet ud med et ”udgiftsstop”, men samtidig slået fast, at forslaget ikke er ultimativt. Mest vidtgående lyder forslaget fra LA, der vil slanke den offentlige sektor med 10 procent.  Under den forudsætning, at LA ikke vil blokere for en aftale, så vil et kompromis formentlig kunne findes ved en mindre udgiftsstigning, mod at visse udgifter til ulande og andet, der generer DF, nedbringes, mens udgifter til sundhed får lov at stige. Omvendt har DF ikke afvist, at overførselsindkomster holdes ude af ”udgiftsstoppet”, hvilket kan bruges til at sænke indkomstskatten på de laveste arbejdsindkomster med henblik på at øge gevinsten ved at gå på arbejde i forhold til passiv forsørgelse. Under alle omstændigheder vil en borgerlig regering i store træk videreføre den nuværende SR-regerings økonomiske politik. I sit regeringsgrundlag fra 2011 skrev regeringen netop, at den videreførte ”VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.  Så på det punkt er revolutionen for længst aflyst.

Medmindre De Konservative får en fremgang på mindst et par mandater, så er det nok vanskeligt at forestille sig, at partiet går med i en ny regering. Der ligger ellers en stående invitation fra Lars Løkke om et regeringssamarbejde til alle partierne i blå blok, selvom K nok er det eneste, der lige nu er reelt interesseret under de rette omstændigheder. Alternativt vil der blive dannet en ren Venstre-regering, hvilket er det mest realistiske scenarie uden en K-fremgang - i hvert fald i begyndelsen af valgperioden.

Retsforbehold splitter

Særlig én ting forhindrer DF i at gå med i en regering. Det er den kommende folkeafstemning i 2016 om dele af EU-retsforbeholdet, hvor DF og V er helt uenige. Det er simpelthen ikke muligt at danne en regering, hvor der er to modsatrettede holdninger til at afskaffe dele af forbeholdet i den tilvalgsmodel, som der i sidste uge blev skabt enighed om blandt ja-partierne. VK er til gengæld helt enige, hvilket dermed ikke blokerer for et regeringssamarbejde. DF og LA er omvendt enige om, at der ikke skal pilles ved retsforbeholdet, og anbefaler derfor et nej ved folkeafstemningen.

Uanset om det siden bliver enten et ja eller et nej, så vil det formentlig kunne lade sig gøre at indlemme DF i regeringen på den anden side af en folkeafstemning om retsforbeholdet, hvis DF altså reelt er interesseret. Det afhænger også af, om K og LA vil støtte en sådan regering, hvor man må formode, at DF vil tage sig godt betalt med for dem interessante ministerposter, hvor for eksempel Kristian Thulesen Dahl bliver finansminister.  Det kunne blive en stærk regering, men prisen for DF er,  at de skal nedtone dele af deres EU-modstand, og at det ikke længere er muligt at pege fingre ad politiske beslutninger og forhold, som man pludselig har ansvaret for. Det var præcis det, der skete for SF, da partiet kom i regering, og lige den fælde er de ganske velbegavede strateger i DF naturligvis bevidste om ikke at gå i.

Stram udlændingepolitik

I begyndelsen af valgperioden lagde LA stemmer til flere aftaler med regeringen, hvor blandt andet afviste asylansøgere kunne komme ud af lejrene. Men i de seneste år har LA ændret kurs og hævet stemmen, og ligger nu på en strammerkurs, der ligner de øvrige partiers i blå blok. Det er formentlig sket, fordi LA i deres fokusgrupper kunne se, at vælgerne valgte dem fra, fordi de mindede om De Radikale på det punkt. Derfor ligger det lige for at konkludere, at en ny blå regering vil kunne komme igennem med stramninger i de økonomiske incitamenter for at få flere indvandrere i arbejde. Det vil sige genindførelse af det kontanthjælpsloft for, hvor meget en familie kan få i offentlig støtte og starthjælp, som blev afskaffet af den nuværende regering. Måske vil der også blive startet en diskussion, der fører til, at Danmark træder ud af diverse flygtningekonventioner, fordi de i dag forhindrer stramninger i asylreglerne.

Løkke indførte en behandlingsgaranti, der betyder, at patienten i stedet for behandling i det offentlige system efter 30 dage kan lade sig behandle på et privathospital på det offentliges regning. Den ordning har regeringen ændret til 60 dage, før garantien træder i kraft.  V har allerede givet det valgløfte at gå tilbage til den gamle ordning, og det vil naturligvis koste nogle penge.

I det hele taget vil Løkke have set regionerne efter i sømmene. Lige før valget i 2011 vedtog VKO at lukke regionerne, men det aflyste et nyt flertal.