Enighed er godt, men hvert fjerde år er det det ikke nødvendigvis.

Efteråret er budgettid - udadtil altså, for internt i forvaltningerne begynder talstudierne længe inden sommeren, og der er dem, der mener, at man knap kan nå at få pustet ud, efter det ene års budget er i hus, før man skal i gang med forberedelserne til det næste.

I år er det budgetterne til et valgår, der skal bringes til at gå op, men selvom budgetter består af både økonomi og politik, så er det ikke nødvendigvis politikken, der spiller den største rolle i år. I hvert fald ikke i alle kommuner. Næste år bliver det anderledes, for da kommer budgetaftalerne som optakt til KV17-valgkampen, og så er det ikke nødvendigvis økonomien, der har den største rolle.

Sådan er hovedreglen, for der findes selvfølgelig undtagelser. I nogle kommuner har politikken hovedrollen hvert eneste år – og ikke bare politik, men politisk kamp. Eller måske nogle steder bare kamp.

Man kunne nævne Hillerød, hvor konstitueringen efter KV13 satte så ondt blod mellem de borgerlige partier indbyrdes, at alle budgetforlig siden da har delt byrådet på samme måde, som konstitueringsaftalen gjorde. I år tilskriver de udenforstående den manglende budgetenighed ‘en manglende vilje fra venstrefløjen’, hvor ‘venstrefløjen’ i de forsmåedes optik inkluderer De Konservative, som ved at bryde ud af det borgerlige valgforbund sikrede sig borgmesterposten for næsen af Venstre.

Men man kunne også – og måske mere opbyggeligt – nævne Nyborg, hvor konstitueringen efter KV13 heller ikke var noget kønt syn med en partispringer, der få dage efter at være blevet valgt for Socialdemokratiet kom i tanker om, at han egentlig var venstremand, så flertallet skiftede og borgmesterposten gik til Venstre. Ligesom i Hillerød var det første budgetforligsflertal derefter identisk med konstitueringsflertallet, men i Nyborg kom de over det, og både sidste år og i år har der været enstemmighed om budgettet.

Sådan er det rigtig mange steder. Et flertal er godt, men enighed er bedst, og når det så lykkes, er tilfredsheden og sommetider endda stoltheden over det til at tage og føle på. Der er kommuner, hvor enigheden betyder så meget, at selv når partierne ikke kan nå til enighed, så gør det de alligevel og klarer den ved hjælp af nogle undtagelser i aftaleteksten.

Eksempelvis i Assens, hvor alle var enige sidste år og gerne ville være det igen i går og derfor indbyggede forbehold om de to delemner, hvor enigheden trods alt ikke rakte. I begge tilfælde ledsaget af den enslydende besværgelse, at partiet/partierne bag den pågældende undtagelse ‘bakker op om den samlede budgetaftale’.

Man lod økonomien overtrumfe politikken, og sådan er der råd for meget, hvis man gerne vil være enig. Hvis man foretrækker at være uenig, er der også råd for dét.

Så lader man politikken overtrumfe økonomien, og politisk uenighed kan da også give god mening i et valgår ud fra den overvejelse, at hvis der ikke er forskelle, som er til at få øje på, hvordan får man så vælgerne til at stemme på nogle andre end sidst?

For nogle giver uenigheden god mening allerede året før et valgår – enten som opvarmning til en særlig indædt fight eller for at udstille modpartens svaghed. Eller måske bare som en tak for sidst.

I Stevns, hvor borgmesteren i forvejen har haft rigeligt med problemer med sine egne, der ville vælte ham, var oppositionen praktisk taget nået i mål med flertal for et budgetforlig, før borgmesterpartiet fik afværget det og selv skaffede sig flertal. Sådan gik det ikke i Svendborg, hvor oppositionen nu for alvor lugter borgmesterblod efter at have strikket et budgetforlig sammen i dølgsmål, uden at borgmesteren anede det fjerneste om, hvad der var på vej, og nu i et helt valgår op til KV17 må trækkes med at administrere en økonomi, som andre har dikteret.

Ikke helt på højde med et konstitueringskup, men lidt derhenad. Og i hvert fald med politikken i en klar hovedrolle foran økonomien.