Det blev ikke overraskende Enhedslisten, der bærer ABF-regeringens første finanslov hjem.  Dermed blev det klart demonstreret, hvem der står bag regeringens parlamentariske flertal. Den første finanslov blev ingen nedskæringsfinanslov. Der blev kradset fem mia. kr. ind gennem højere skatter og afgifter og så har forligspartierne delt pengene ud igen til de behov, som man nu blev enige om at dække. (Læs: Hvor Enhedslisten har haft størst behov for at synliggøre sin politiske indflydelse og sine forhandlingsresultater.)

Borgerligt exit

De borgerlige kom aldrig med i finanslovsforhandlingerne. Det stod tidligt klart, da oppositionen nægtede at medvirke til selv den mindste afgiftsstigning. Det er stort set den eneste sag, der samler hele VKOI-blokken. Venstre og DF strammede i begyndelsen retorikken en hel del ved dristigt at erklære, at de ikke er helt sikre på, at de kan stemme for en finanslov, men onsdag faldt man klogt til patten og erklærede sin støtte til finansloven ved dens endelige 3. behandling lige før jul. Alt andet ville have været gambling, hvor vælgergevinsten ved meldingen var usikker, men som helt sikkert ville have spillet finansministeren et es i hånden i hans bestræbelser på at kunne udråbe især Venstre som ”økonomisk uansvarlig”. 

Den 38-årige finansminister Bjarne Corydon optræder med sin stoiske facon i det store hele overbevisende som den ansvarlige, men lidt kedelige kassemester. Det er ikke til at se i dag, at den selvsamme mand, der nu udråbes som kompetent ’partykiller’, selv var den, der foreslog alle mulige og umulige udgiftskrævende løfter og investeringer i S-SF’s økonomiske masterplan, Fair Løsning, som dog alligevel på mirakuløs vis var nærmest selvfinansierende på rekordtid. Før valget fremgik det ifølge Finansministeriet, at planen var underfinansieret med 22 milliarder kroner. og dermed ville slå bunden ud af statskassen. Nu er Corydon blevet finansminister og anerkender i dag de beregninger, som hans partifæller dengang afskrev som et stykke ’bestillingsarbejde’. Tværtimod hævder Corydon som før nævnt, at det er Venstre – regeringspartiet gennem 10 år – der opfører sig økonomisk uansvarligt. Selvsikkerheden er så stor, at han noget overraskende for alle tillod sig den luksus at smide den nyslåede opposition ud af finanslovsforhandlingerne fra Folketingets talerstol. Normalt ville dette efter den sædvanlige Christiansborg-skik først være sket efter endnu et par resultatløse møder, hvor der i det mindste var gledet nogle kopper kaffe ned, før man var blevet vist døren. Men alt det teater blæste den uprøvede parlamentariker Corydon en hatfuld. De borgerlige var målløse over, at finansministeren nu meldte sig frivilligt til at sidde tilbage med sorteper og det formelle ansvar for at have kortsluttet finanslovsforhandlingerne med de borgerlige. Måske tillægger Corydon ikke dette spil nogen synderlig langsigtet betydning, når det gælder indvirkning på midtervælgernes stemmeafgivning. 

Beslutningen kan også bunde i en manglende parlamentarisk erfaring, hvor finansministeren måske blot tabte hovedet. På Christiansborg blev Corydons manøvre udlagt som en dum begynderfejl. 

Frækhed eller arrogance?

Corydons dybe jyske bas og den skaldede isse med de mørke øjenbryn er allerede blevet forsøgt mytologiseret af de beundrende partifæller i pressen.  Der er tale om en stædig mand, der gennemfører det, som han sætter sig for. Indtil videre er det mest imponerende den frækhed – nogle vil måske kalde det arrogance – som Corydon har med hensyn til at rende fra tidligere standpunkter og beregninger, mens han stille og roligt overtager den tidligere regerings synspunkter på, hvordan dansk økonomi i virkeligheden hænger sammen. Man kan også være imponeret over, hvor hurtigt det gik for Corydon at forsvinde væk fra alle de valgløfter, som det ikke lykkedes at gennemføre med den røde bloks flertal. Som en anonym socialdemokrat bemærkede i Berlingske forleden, så var det især Corydon, der i ”Fair Løsning” formulerede mange af de løfter, som socialdemokraterne har måttet rende fra, og nu betaler prisen for hos vælgerne, der siver væk. En meningsmåling for nylig har givet S omkring 20 procent af stemmerne.

Genvalg kræver opsving

Corydon skal naturligvis håbe på, at regeringens i nationaløkonomisk sammenhæng noget forkølede ’kickstart’ til næste år, modsat hvad alle økonomer spår, får en mirakuløs positiv virkning på beskæftigelsen. Og så beder han sikkert sammen med resten af regeringen om, at de internationale konjunkturer pludselig vender, så der kommer flere i arbejde, færre på overførselsindkomst og flere moms- og skatteindtægter i statskassen. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at et økonomisk opsving er om hjørnet. Faktisk kan ABF-regeringen blive tvunget til at skære yderligere ned i den offentlige sektor. Alternativt kan den måske lade stå til og lade det offentlige underskud stige yderligere eller forsøge at opkræve yderligere skatter og afgifter sammen med Enhedslisten for derved at lukke hullet i statskassen, der til næste år får et underskud i omegnen af 100 milliarder. Formentlig vil regeringen forsøge sig med at opkræve flere grønne skatter og afgifter i forbindelse med den bebudede skattereform til foråret, der også skal tjene til at nedsætte skatten på arbejde.

Grønne ’jobkillers’

Imidlertid risikerer skatte- og afgiftsforhøjelser at kvæle den i forvejen ret begrænsede vækst i Danmark. Mængden af grønne afgifter vil alt andet lige sætte skub i udflytningen af virksomheder til udlandet og sænke investeringerne i industriarbejdspladser. For hvorfor dog lægge en produktionsvirksomhed i Danmark, når investorer med fordel kan lægge den i Tyskland eller i Polen, hvor de slipper for at tænke på, hvad ABF-regeringen finder på af grønne afgifter i fremtiden?  Regeringens strategi med at finansiere den kortsigtede velfærd med blandt andet grønne afgifter vil fortsætte og måske forstærke den i forvejen store erosion af danske industriarbejdspladser. Det vil også fremgå af statistikkerne, og hos fagbevægelsen er der nok også grænser for, hvor mange medlemmer i udkantsområderne, de vil finde sig i at se blive fyret fra snart nedlagte fabrikker, der siden genopstår i det nærmeste udland med et erhvervsklima uden for Martin Lidegaards og Ida Aukens rækkevidde. Når der så skal findes en forklaring på den faldende vækst og beskæftigelse, så vil de stærkt forhøjede grønne afgifter formentlig blive det svar, der vil lyde mest troværdigt i ørene hos de folk, der til den tid står i arbejdsløshedskøerne.  

Vækstinitiativer skal virke

Bjarne Corydon og Margrethe Vestager er formentlig fuldt klar over, at de mister regeringsmagten, hvis ikke det forud ved næste valg står nogenlunde klart for et flertal af vælgerne, at ABF-regeringen i de da forløbne tre år skabte synligt mere vækst og beskæftigelse. De kan selvfølgelig også sætte deres lid til, at for eksempel vækst- og erhvervsminister Ole Sohns og handelsminister Pia Olsen Dyhrs forskellige vækstinitiativer vil give bonus for ­erhvervslivet på en eller anden led. Men der vil formentlig være tale om initiativer, som koster mange penge, og som regeringen ikke har.

Værdien af at sige nej

Skulle krisen blive dybere, end prognoserne spår, så er det endda muligt, at det bliver nødvendigt at skære yderligere i velfærden, og det får man næppe Enhedslisten med på at lægge stemmer til. Så enten lader regeringen stå til, uden at finansmarkederne reagerer alt for stærkt på de store statsunderskud, eller også skal de borgerlige lokkes med til at sikre en ’ansvarlig’ finanslov. Måske allerede fra næste år, så indtrykket af rød blokpolitik ikke fæstner sig yderligere hos vælgerne. 

Men de borgerlige har allerede meddelt, at de ikke medvirker til det sure slid med at vedtage nedskæringer, alt­ i­mens regeringen i andre år kradser penge ind i form af højere skatter og deler milde gaver ud sammen med Enhedslisten.  For som ’chefstrategen’ tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen engang sagde på Venstres gruppemøde, så skal man ”ikke undervurdere værdien af at sige nej” og dermed hverken at tage medansvar for at hæve skatter og afgifter eller gennemføre nedskæ­ringer.

Næste år bliver sværere

Indtil videre kan regeringen få sin økonomiske politik igennem, men snart bliver det op ad bakke. Og der bliver det spændende at se, om Bjarne Corydon har andre forhandlingstalenter end dem, som han indtil videre har demonstreret her i år, hvor øvelsen alene gik ud på at hælde VKO ned ad brættet og lave en ikke alt for dyr aftale med Enhedslisten. Til næste år bliver opgaven langt sværere.