Lars Løkke Rasmussen kan ind imellem godt imponere mig. Hans armbevægelser og slagfærdighed. Hans ubegribelige overlevelsesevne. Hans retoriske evner og utrolige historier. Det vender jeg tilbage til.

Som mange andre danskere i min generation var jeg langt oppe i de midaldrendes rækker, før jeg fik en anelse luft i økonomien. Og først i en relativt sen alder var jeg i stand til at gøre mig gældfri, så jeg i dag er i stand til at leve rimeligt med en beskeden indkomst.

Det skyldes en kombination af, at jeg i årevis slæbte rundt på en voksende studiegæld til noget nær ågerrenter, at jeg i en del af ungdomsårene var arbejdsløs – blandt andet under Schlüters kartoffelkur – og at min elendige økonomi skaffede mig yderligere udgifter til straf- og rykkergebyrer, advokat- og inkassoomkostninger og så videre.

Det hører til den slags historier, som senere generationer under de nuværende ganske anderledes SU-betingelser har mere end svært ved at tro på, ligesom mine yngre brødre nægtede at tro på, at en røvfuld – sådan henover den strenge faders knæ – indgik ganske naturligt i opdragelsen, da jeg var barn.

Studiestøtten bestod dengang i slutningen af 60'erne og et par årtier frem i statsgaranterede studielån. Staten stillede altså garanti, men man skulle til et privat pengeinstitut for at få klingende mønt til rugbrød, plantemargarine, spaghetti og husleje. Og de tog sig – uden den mindste risiko for lånets tilbagebetaling – ualmindelig godt betalt.

Dengang levede vi oven i købet i et højrente samfund, så der var tale om to-cifrede rentesatser, når banker og sparekasser tog for sig af retterne. Danskere levede højt på rentefradragsretten, der dengang virkelig var noget værd. Men det havde en ung mand uden arbejde og penge jo ikke megen glæde af.

Jeg tog journalistuddannelsen i en halv-sen alder, så jeg havde stiftet familie. For at overleve de to et halvt år, hvor jeg ikke var i lønnet praktik, lånte jeg i alt knap 20.000 kroner.

Det var ikke et liv i sus og dus, men det gik da. Da jeg efter fire år var færdig, var studiegælden vokset til mere end 50.000. Heller ikke dengang var der arbejde til en nyuddannet, så jeg blev i rask tempo fattigere og fattigere – studiegælden voksede hastigt.

Det tog mange år at komme ud af den værste gæld, og det beløb, jeg til sidst havde betalt, var fuldkommen ude af proportioner med det beløb, jeg i sin tid lånte.

Ikke mere jammer om den ting, men jeg har nu alle dage fundet ordningen aldeles uanstændig. Og jeg kan ikke nægte, at oplevelsen af, hvordan grådige pengemennesker havde held til at sætte sig på en pæn del af min livsindkomst, har påvirket mit syn på det, der efter den seneste krise kom til at hedde 'finansmarkederne' – dejligt anonymt, ikk'?

Det er dyrt at være fattig, og gribbene er ikke sarte, når der skal høstes profit på fattigfolk. Og det er så dér, jeg kan blive imponeret over Lars Løkke, der jo er en svoren tilhænger af kapitalkræfternes frie udfoldelse.

Kort før Lars Løkke gik ind til sit såkaldte skæbnemøde med Venstres hovedbestyrelse, kom han med en slags forklaring på tøjsagen overfor de forsamlede, sultne journalister. Han sagde blandt andet at hans økonomi ikke var så robust, at han var i stand til selv at finansiere en garderobe, der var en statsminister værdig.

Og han sagde, at han er stolt af at have haft lov at leve hele sit ungdomsliv i sit parti, men at han er mindre stolt af den studiegæld, han fik oparbejdet, fordi studierne trak i langdrag, mens han løb rundt og legede VU-formand. Sådan!

 Jeg tror, vi er mange, der har undret os intensivt over, at manden kan have en så elendig privatøkonomi, at han igen og igen – og trods den indlysende risiko for en mand i hans position – må søge alternativ finansiering til sine mere eller mindre festlige aktiviteter. Den må virkelig være gal med privatøkonomien.

Festlige studieår

Hvis det skyldes ungdommens studielån, der er løbet løbsk, så er jeg imponeret – han må godt nok have haft det festligt. Løbet løbsk er måske for diplomatisk udtrykt, for vi taler om en mand, der gennem mange år har bevæget sig fra toppost til toppost – amtsborgmester, minister for flere tunge områder. Alle poster med lønninger, der ligger pænt over det dobbelte af, hvad jeg nogensinde har tjent. Og sluttelig statsministerposten til 1,4 million om året – en månedsløn på mere end 100.000 kroner. Det overbelånte hus i Græsted var solgt, og han var da installeret i en af de store, gamle, billige lejligheder i indre København, som få heldige – men de fleste med de rette forbindelser – får adgang til. Transportbehovet, da ministerbilen røg, klarede Venstre ved at stille en flot bil til rådighed for formanden.

Så kræver det altså en ualmindeligt kuldsejlet privatøkonomi at måtte hente hjælp i diverse offentlige kasser og en enkelt partikasse for at klare de mest elementære udgifter. Det ER da imponerende.

Men jeg er ikke imponeret af hans parti, bøndernes gamle, benhårde klasseparti, der lænede sig opad regulært storhedsvanvid og havde vænnet sig til at være det største, da det brød løs. En ulmende utilfredshed nedefra eksploderede, da formand Løkke igen stod til halsen i ubehagelige bilag og et tabt valg. Da var det svært at optræde statsmandsagtigt.

Men lur mig, om ikke også arrogancen i Venstretoppen og det gamle EU-partis latterligt vælger-smiskende optræden i slagsmålet om det indre marked og børnepengene også spillede en rolle, da rigtig mange menige venstrefolk fik nok. 

Den gamle hugaf Birthe Rønn Hornbech mente dagen efter skæbnemødet, at hovedbestyrelsen havde været udsat for en slags religiøs massepsykose a la et Oxford-møde og overvældet og tårevædet havde sagt halleluja! til Løkke og sammenhold.

Det hjalp nok også, at det på imponerende vis lykkedes i 10-12 timer at bilde den næsten samlede presse ind, at Løkke ville trække sig og et kampvalg om formandsposten mellem næstformand Hvad-er-det-nu-han-hedder og den gamle kriger Søren Gade ventede! Gys! Så hellere forsoning under den fattige og forgældede formand.