Det kan ikke være mange af landets embedsmænd, som er kommet igennem en forvaltningsuddannelse uden at have stødt på professor Jørgen Grønnegård Christensen. Enten som underviser på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, som forfatter til flere grundbøger i ’politik og forvaltning’, der efterhånden har fået klassikerstatus, eller gennem hans omfattende teoretiske og empiriske forskning i den offentlige forvaltnings indretning og virke.

Igennem en menneskealder har han studeret, undervist og forsket ved den politiske videnskabs højborg på universitet i Aarhus. Fokus har først og fremmest været på den forvaltning, som har det tvedelte ansvar for på den ene side at føre de politiske beslutninger ud i livet og på den anden side holde de politiske beslutningstagere inden for lovens smalle sti. 

Grundlæggende set ser det godt ud for den danske forvaltning. I hvert fald når man sammenligner med andre lande, som Grønnegård Christensen gjorde det, da han for nylig holdt sin sidste forelæsning med overskriften ’Har vi den forvaltning, vi fortjener’. 

Et umiddelbart banalt spørgsmål, som han i god politologisk tradition måtte komme med et meget langt svar på efter at have lavet yderst komplicerede undersøgelser. Efterfølgende vil han dog godt summere op, så også journalisten er med.

”Jeg mener, at vi har hæderlige politikere og hæderlige embedsmænd. Men jeg mener også, at begge de to grupper er udsat for så mange fristelser, at de kan ske at træde over stregen,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Magtens fristelser

Et aktuelt illustrativt eksempel er den såkaldte skattesag, og spørgsmålet om, hvorvidt tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) med eller uden assistance fra sin departementschef har gjort sig skyldig i forsøg på magtfordrejning. 

Det bliver berettiget udlagt som et eksempel på – hvis anklagerne holder stik – hvordan magten kan friste politikere til at gå for langt, uden  at de nærmeste embedsmænd har formået eller ønsket at sige fra.

Alligevel mener Jørgen Grønnegård Christensen, at sagen faktisk skal ses som en succeshistorie, hvor embedsværket og forvaltningen viser sig at have styrken til at stå imod pres fra den politiske forvaltningschef.

”Vi skal huske, at uagtet ministerens mulige indblanding, så lykkedes det ikke at ændre den endelige afgørelse. Men det viser så samtidig også, at i et pænt og velfungerende system som det danske, der lurer altså også nogle farer,” siger han.

Praktisk teoretiker

Det er ikke kun i faglige kredse, at Jørgen Grønnegård Christensen har gjort sig bemærket og respekteret. Et aktivt engagement i den offentlige debat og rollen som en yndet ’ekspertkilde’ blandt journalister har givet ham en bred gennemslagskraft. 

Når der forberedes og træffes politiske beslutninger har han også ofte haft en finger med i spillet. Enten ved at deltage direkte i politisk kommissionsarbejde eller som embedsmændenes faglige samvittighed, der kan trænge sig på, når løsninger bliver lidt for kreative.

Eksempelvis fremgår det i beskrivelser af Strukturkommissionens arbejde med at forberede den seneste kommunalreform, at de deltagende embedsmænd flere gange i forløbet spurgte sig selv og hinanden om, ’hvad mon Grønnegård Christensen vil sige til det her’.

Valgte friheden

Hans realistiske, nogle vil måske sige decideret kyniske, syn på arbejdet i det politiske system er ikke kun en betragtning fra forskningens piedestal. Jørgen Grønnegård Christensen har selv arbejdet som embedsmand i Finansministeriet i en årrække, og det var ikke ulysten mod det praktiske arbejde, der drev ham over i forskningen.

”Der blev søreme talt på knapperne, dengang den beslutning skulle træffes. For mit store problem var, at jeg kunne og stadig kan lide både det praktiske arbejde som embedsmand, og også arbejdet som forsker og underviser,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

I første omgang valgte han derfor at takke nej til en stilling på universitetet for at fortsætte i centraladministrationen. Men året efter ombestemte han sig.

”Da jeg tænkte over det igen, blev jeg enig med mig selv om, at jeg på det lange sigt gerne vil have den dispositionsfrihed, det giver at være forsker. Men det var et meget svært valg,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

En gammel hanelefant

På trods af en tydelig bevidsthed om, at statskundskabsuddannelsen i Aarhus nyder en betydelig prestige, så beskrives han som en rimelig beskeden mand. ’Jørgen svælger ikke i institutionel selvglæde’ skriver eksempelvis professorkollegaen Tim Knudsen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet i et festskrift for Grønnegård Christensen. 

Institutleder på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Thomas Pallesen, mener heller ikke, at man ligefrem kan kalde Grønnegård for en pralhals. Alligevel veg han ikke tilbage for metaforisk at sammenligne den afgående professor med en ’ronkedor’, da han skulle lægge op til Jørgen Grønnegård Christensens afskedsforelæsning.

Udover betydningerne i retning af ’flyvefisk’, ’pralhals’ og en der snorker, så bruges ronkedor om gamle hanelefanter ’med udgåede stødtænder, der er drevne ud af parringskampen af yngre medbejlere og alene kan give deres maskulinum til kende gennem en brølen eller brummen, der lyder både latterlig og gyselig,’ som Thomas Pallesen smågrinende citerede det fra Ordbog over det Danske Sprog.

”Jeg forstår den sammenligning i den allermest positive betydning,” siger Jørgen Grønnegård Christensen, som lover, at vi vil blive ved med at høre ham brøle og brumme i den offentlige debat en rum tid endnu.