Der er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager – også når det gælder offentligt ansatte sundhedspersoner, som forbryder sig mod straffeloven.

Hvis en hjemmehjælper eller sosu, som det hedder i dag, misbruger sin arbejdsgivers tillid og beriger sig og gør sig skyldig i underslæb eller bedrageri overfor en borger og dømmes for det, kan hun godt glemme alt om at søge nye stillinger i samme boldgade – også i andre kommuner.

Hvis derimod en overlæge gør sig skyldig i groft bedrageri, når det gælder svindel med forskningsmidler, er der åbenbart ikke noget til hinder for, at han kan fortsætte i en offentlig stilling indenfor sit fag. Konkret har vi været vidne til, hvordan en hjertelæge i november sidste år blev dømt for at have brugt 2,3 millioner kroner, som et medicinalfirma havde givet til forskning i lægemidler, til Rolex-ure, middage, møbler, private rejser og fester med familien.

Forbrydelsen medførte for lægen straf i form af samfundstjeneste og et krav om tilbagebetaling. Men samme læge, der begik sin svindel under en ansættelse på Rigshospitalet, finder man i dag ifølge Politiken i en ny stilling som overlæge på sygehuset i Nykøbing Falster.

Fra denne signatur skal der ikke lyde en endegyldig stillingtagen til, om det i sig selv aldrig skal burde lade sig gøre. Blot en påpegning af, at der – også her – er forskel på folk. Længere nede i de offentlige hierarkier er der nemlig ingen kære mor, når det handler om jobmulighederne i samme beskæftigelse, hvis man først én gang har demonstreret, at man ikke kan kende forskel på dit og mit – og at man ikke har vist sig tilliden værdig.

Angst for møgsager

For årtier tilbage kunne man godt se eksempler på, at en hjemmehjælper på afveje kunne finde job i nabokommunen, hvor ingen kendte til dennes meritter af mere eller mindre kriminelt tilsnit. Men i dag stilles der obligatorisk krav om at se straffeattester også ved ansættelse i ældreplejen. Og selvom der ikke er et decideret lovkrav – som der er med børneattester på børneområdet – så er der ingen tvivl om, at tendensen har været, at de kommunale ledere ganske enkelt ikke vil risikere den type møgsager, hvor betroede medarbejdere ikke kan holde fingrene for sig selv.

Også sosu’ernes fagforening, FOA, vil i vore dage acceptere den præmis – at tilliden til, at den person, borgeren betror sin bankkonto, dankort-kode, tegnebog eller gemmested til kontanter, helt igennem må være uomgængelig. Og at tidsånden på det punkt har ændret sig: Bedrageren med den korte uddannelse – hvis snyderi vel og mærke er blevet opdaget - kan med andre ord godt glemme alt om  at vende tilbage til jobbet som sosu, indstille sig på at finde en anden branche – og kan forvente behørig assistance til den manøvre fra sin fagforening.

Anderledes står det til, hvis man som i det aktuelle tilfælde på højere plan er dømt for bedrag, snyd og fusk. Den københavnske hjertelæge, der i øvrigt endnu ikke er begyndt at betale tilbage af de 2,3 millioner kroner, han var blevet betroet, er i dag ansat ved et hospital i naboregionen.

Samme målestok

Man må forvente, at rettens vurderinger ikke tager hensyn til placeringen på samfundsstigen. Og at den eventuelle fængselsstraf, betinget eller ubetinget, samfundstjenesten og tilbagebetalingspligten beregnes ud fra den samme målestok for høj som for lav.

Men hvad den dybere forklaring er på, at jobmulighederne efter forbrydelsen – og straffen - på de to planer i samfundet er så forskellige, fortoner sig et sted mellem tradition, konvention - og måske faggruppers indbyrdes styrke? En forskel, der tilsyneladende fortsat opretholdes i en tid, hvor der i øvrigt er kommet – berettiget – større fokus på, hvad læger, der får hospitalsstillinger her i landet, slæber rundt på af problematiske sager fra deres ansættelse i nabolandene.