Vi står overfor et vigtigt valg i dansk politik. Et valg, som i høj grad også kommer til at påvirke kommunerne.

Der er to veje. Den ene vej er brolagt med nulvækst, nedskæringer og nyliberalisme. Det er en vej, der fører kommunerne direkte til øget detailregulering fra Slotsholmen på Christiansborg. Det er en blind vej, der fører os på afveje og væk fra det kommunale Danmark, som vi kender.

Den anden vej er fællesskabets vej - hvor vi bliver på sporet og investerer i velfærden. Der bliver hverken råd til guldhaner i børnehaverne eller silkelagner på plejehjemmene. Men vi sikrer en moderat vækst, så vi kan sikre en ordentlig velfærd i takt med, at der kommer flere ældre og studerende. Helt præcis vil vi have 20 milliarder kroner mere til sundhed, omsorg og uddannelse de kommende år.

Alternativet er nulvækst. Det betyder, at alene landets kommuner skal fyre, hvad der svarer til 15.000 kommunalt ansatte frem mod 2020. Det er alvorligt nok i sig selv, ikke mindst fordi flere kommuner slås med faldende indtægter på grund af fraflytning. Men det stopper ikke dér. I Venstres finanslovsforslag for i år lagde man også op til at genåbne og nedskære de kommunale og regionale budgetter med i alt 1,5 milliarder kroner, så man kunne finansiere sin nulvækst og de bebudede skattelettelser.

Det er et nybrud i nyere dansk politik at genåbne økonomiaftalerne med kommunerne for at skære i dem. Det er ikke ordentligt politisk håndværk at finansiere sine løfter ved at genåbne og nedskære alle landets kommunale budgetter, som lokale politikere har brugt uger og måneder på at forhandle på plads.

Jeg frygter også, at vi igen vil se, at kommunerne tvinges til at konkurrenceudsætte en bestemt andel af den kommunale service, hvis den borgerlige vej vælges. Vi bør i stedet have tillid til, at kommunerne bedst ved, hvornår det giver mening at sende opgaver i dyre udbud.

Forslag til at detailregulere kommunerne har det ikke skortet på. Dansk Folkeparti har alligevel trumfet dem alle, da man for nylig foreslog, at den kommunale skat og service skal ensrettes i hele landet. Reelt betyder det, at det kommunale selvstyre og de lokale beslutninger sættes ud af kraft. Det er helt skævt. Jeg bilder mig ikke selv ind, at vi fra Christiansborg skulle være bedre til at drive plejecentre eller børnehaver end dem, der er i daglig kontakt med borgerne. Jeg tror fortsat på, at man er bedst til at finde lokale løsninger ude i kommunerne.

Forslag om nedskæringer og ensretning er et risikabelt eksperiment at kaste det kommunale Danmark ud i.

Om der er råd til en ordentlig velfærd om fem eller ti år, afhænger af, hvilken vej vi vælger. Hos mig er der ingen tvivl. Vi skal investere i det kommunale Danmark. Vi skal passe på det kommunale Danmark, vi kender.