Som DR-journalist meldte jeg mig i sin tid ind i Det Radikale Venstre af respekt for de politikere, der med stor personlig integritet og tillid til andres fornuft argumenterede sagligt for det, de mente - uden at lefle for nogen. Jeg er stadig radikal. Jeg tror ikke, De Radikale for alvor har glemt deres folkelighed - i grundtvigsk forstand. Men jeg oplever i stigende grad, at alle, som har magt - såvel politikere som embedsværket - har en tendens til at glemme folket. Glemme at lytte til, hvad mennesker omkring dem siger. Mennesker som faktisk, i dette oplyste land, siger noget fornuftigt. Jeg er ikke alene om at se dette.

Socialdemokrater, jeg taler med, siger det samme. Venstrefolk såmænd også. Folk i embedsværket ved det også – de kan mærke det. Der er noget galt.

Gennem mit arbejde med at facilitere borger- og medarbejderinddragelse er det blevet klart for mig, at relationer, fællesskab og oplevelse af mening er det, der afgør, om mennesker er med – om de tager del. Mening og fællesskab er en grundlæggende drivkraft hos både frivillige og ansatte. Bliver du vist tillid, tager du ansvar. Får du et ansvar med udfordringer, du kan klare, vokser du.

Vores moderne samfund er kendetegnet ved centralisering og topstyring. Det er på mange måder fornuftigt, hvis man alene kigger på tallene. Men kigger man på det, der giver mennesker arbejdsglæde og livsglæde, er det et problem.

Målet tabes af syne
Centraliseringen fører nemlig også til, at der mange steder bliver taget forkerte og derfor meget dyre beslutninger. Både fordi de, der ved bedst, ikke bliver taget med på råd, og fordi det egentlige mål – at skabe et godt samfund - tabes af syne, når magten lukker sig om sig selv.

Folkeskolereformen er ét eksempel: Der er gode ting i reformen. Kulturen på mange skoler trængte til et spark, børnene brugte nogle steder alt for mange timer i fritidsordninger og så videre. Reformiveren i regeringen er - det skal de have - udtryk for ægte ambition og mod. Men måden, implementeringen af det nye foregår på, er gal. Og indirekte indholdet, for når dialogen med personalegrupperne hører op, bliver implementeringen umulig.

For nylig registreredes den største mistillid til politikere siden Jordskredsvalget i 1973. Det kan se ud, som om politikerleden har med sager om bilagsrod og partihopperi at gøre. En nærliggende tanke er også, at mediernes dækning medvirker til politikerleden, idet politik mest fremstilles som latterlig egeninteresse og personfnidder, hvad det kun i ringe grad er. Hvad nærer så den enorme mistro?
Det er ved den voksende afstand mellem dem, der tager beslutningerne og dem, der udfører det arbejde, som beslutningerne vedrører, at frustrationerne og billedet af 'uduelige og arrogante politikere' opstår. Mediernes skandalesager puster til ilden, men er ikke årsagen.

Den politiske kaste
Et demokrati fungerer efter hensigten, hvis myndige mennesker har lige adgang til at deltage. Tanken med det repræsentative demokrati var, at folk fra forskellige klasser og grupper skulle mødes i gensidig respekt . 'Rigets bedste mænd og kvinder', lærde som mindre lærde, skulle mødes ud fra deres givne anskuelser. Embedsværket skulle levere data, sikre overholdelse af procedurer og så videre. Bønder, arbejdere, husmænd, industribaroner, skolelærere og akademikere kunne derfor alle – med hjælp fra embedsværket - bidrage til den nationale politiske fornuft. Ja, de skulle bidrage, optimalt set. Højskolebevægelsen, arbejderbevægelsen, AMU-centre og tillidsmandskurser, Dansk Ungdoms Fællesråd og så videre opstod i Grundtvigs, Hal Kochs og velfærdsstatens ånd. Målet var deltagelse.

I dag nærmer vi os indiske tilstande, hvor en særlig klasse (kaste) udgør den politiske klasse. På vore breddegrader er det ikke kasten, men uddannelsen, der er adgangsbilletten - helst som cand.scient. pol., cand.oecon. eller cand.jur. 7 procent af hele befolkningen er universitetsuddannede. I Folketinget er 75 procent universitetsuddannede. Men ikke nok med det: Det er i høj grad de samme uddannelser, de har. Medlemmer fra de forskellige partier ligner i stigende grad hinanden – og det gør politikerne og embedsmændene også.

Er det et problem, at de, der har magt, er udstyret med en særlig 'magthaveruddannelse'? Nej, ikke hvis de bliver komplementeret af folk med en anden slags uddannelse, viden og erfaring. Det gør de bare ikke. De er uforstyrrede i eget univers og får let den opfattelse, at det er 'de andre', der er dumme - dem, der ikke tænker på samme måde, men har lært noget andet.
Den myte, at Danmark i fremtiden ikke har brug for andre end højtuddannede, er heldigvis omsider blevet punkteret - sidst med forliget om erhvervsuddannelserne.

Magthaverne har erkendt, at uden håndværkere og teknikere går vi glip af innovation og iværksætteri og dermed også de nye arbejdspladser, vi skal leve af. Heller ikke lavtuddannede inden for omsorg og service kan vi undvære. Hvordan kunne så fatal en fejl begås – at tro, at vi skulle satse alene på højtuddannede? Det kunne den, fordi beslutningstagerne så verden fra samme sted. Af samme grund er gymnasiet i årevis blevet favoriseret i forhold til andre ungdomsuddannelser. Alt for mange unge er blevet sendt den vej, og det ved vi nu har været torskedumt. Dette er blot ét eksempel på, hvad der sker, når eliten lukker sig om sig selv.

Ikke-akademisk fornuft
I bund og grund kræver en genrejsning af demokratiet, at den ikke-akademiske fornuft bliver rehabiliteret. At anerkende forskellige former for fornuft er en forudsætning for folkelig og demokratisk samtale i grundtvigsk og Kochs forstand. Folkelighed er ikke fadøl og fodbold på fladskærm, men betyder dét, der på nudansk hedder mangfoldighed og diversitet. At vi mødes på tværs, lærer og derved bliver klogere. Det er ikke for folkets skyld, at folkeligheden skal genrejses. Det er for magthavernes skyld. De skal træffe bedre beslutninger på et oplyst grundlag. De skal vide, hvad der rører sig - i respekt for andres arbejde og viden. De skal modsiges.

Her kommer journalistikken ind i billedet. I stedet for at bruge energien på at fyre op under spin-kedlerne og gøre politik til tabloidstof bør journalisterne understøtte en egentlig politisk samtale med oprigtig nysgerrighed og interesse. Journalister er sat i verden for at styrke demokratiet – ikke for at svække det ved at skabe politikerlede. Hvis ikke journalisterne bryder den onde cirkel, hvem skal så? Den onde cirkel næres af politikere, der gerne vil profilere sig, embedsmænd, der vil styre dagsordenen og forebygge fejl, og journalister, der vil fange nogen på det forkerte ben. Ligegyldig journalistik og død nulfejlskultur er resultatet. Ressourcerne kan anvendes bedre – til gavn for demokratiet. Hvorfor tager journalisterne ikke ud i landet og giver menigmand mund og mæle – i stedet for at gå og putte sig inde på Christiansborg?

Heldigvis sker der i disse år en mobilisering via nye medier, som bypass’er den traditionelle politiske journalistik og samtidig kompenserer for den politiske klasses monopol på fornuft. Overalt vokser initiativer som www.borgerlyst.dk og www.tagdel.dk frem. Mennesker tager del – og tager den politiske innovation i egne hænder. Kommunalpolitikerne kan bidrage til denne bevægelse - sammen med de kommunale forvaltninger og foreninger. Måske vil nyskabelserne, der breder sig via nettet – når de ikke længere er til at overhøre – vække den politiske elites og den politiske journalistiks interesse og respekt. Og så vil magtmonopolet blive brudt.