I den avis kan du læse, at vælgerne mener, Liberal Alliance er det mest usympatiske parti, og at Socialdemokraterne er det mest sympatiske parti.

Men det er også værd at lægge mærke til, at partierne generelt får mindre og mindre sympati fra vælgerne. SF, De Radikale og De Konservative tager nogle kolossale dyk, og Søren Papes strategi med at sige fra overfor Venstre i sagen om landbrugspakken må siges at være slået fejl. Som minimum var den i hvert fald ikke i stand til at løfte partiet fra den direkte kurs ned i dybet – under spærregrænsen.

Skulle der være valg i morgen, ville kun 3,1 procent af de, der har deltaget i Kommunens sympatimåling stemme på De Konservative. Så er der altså lang vej til 80’ernes storhedstid.

Forklaringen på, hvorfor De Konservative ligger så lavt i denne sympatimåling, skal måske findes i definitionen af sympati.

Sympati forudsætter nemlig helt grundlæggende evnen til at kunne leve sig ind i et andet menneskes vilkår. Det er glæden eller ubehaget, der opstår, når vi ser andre være glade eller ubehageligt til mode.

Men vælgerne har ikke set meget til partiet de sidste mange år, og hvordan skal man opbygge sympati for nogen, men nærmest ikke kender længere?

Har nogen set De Konservative?

Under Anders Fogh Rasmussens regeringstid var De Konservative synlige. De havde ordet, tog handling og havde ministerposter. De havde medietid, og befolkningen kunne forholde sig til, hvem de var. Med 18 mandater er det svært at være usynlig.

Men med Exit-Fogh og Enter-Løkke gik noget galt for De Konservative. Det skyldes naturligvis blandt andet det ledelseskaos, der var, da partiet på ganske få år skiftede formænd, som andre partier skifter ordførere.

En hurtig søgning på Google viser, at partiet i begyndelsen af 2009 stadig havde en opbakning fra vælgerne på mere end 10 procent, men i midten af 2010 svigtede vælgerne, og De Konservative måtte se sig selv som et lille parti med mellem fire og fem procent af stemmerne i meningsmålingerne.

Uro internt i et parti har sjældent givet god omtale og opbakning hos befolkningen. Og udadtil er konsekvensen oftest - og også for De Konservative - at der ikke er tid til at dyrke politikken.

Vælgerne har nærmest ikke haft nogen mulighed for at se hverken glæde eller ubehag i det konservative projekt. Væk var magtkampene, hvor partiet talte deres sag. Væk var magten i det hele taget.

De har bare set en kurs i meningsmålingerne, der gik nedad, og et nyt borgerligt projekt, Liberal Alliance, stod klar til at tage imod de gamle vælgere.

Siden valget i 2011 er det ganske enkelt ikke lykkedes for De Konservative at etablere sig selv i befolkningens hukommelse igen.

Bare det seneste år er det svært for danskerne at huske partiet for andet end forhalingen af landbrugspakken, som de alligevel endte med at stemme for. Og selvom De Konservative ikke var imod landbrugspakken, men bare gerne ville være sikre på tallene, er det ikke den historie, der har cementeret sig i vælgernes hukommelse.

Det er til gengæld det, at de gik fra at være imod til at være for. Og ingen kan jo lide en vendekåbe.

Kig til DF

Hvis De Konservative igen skal vinde vælgernes gunst og sympati, skal vælgerne have noget at forholde sig til. Der skal ligge udspil, som er gennemregnede og har pondus. Der skal være andet end opbakning til den førte politik og villighed til at være åben om, hvad de vil have ud af de forhandlinger, de deltager i. Der skal være mere end Gud, Konge og Grundskyld i vente, hvis De Konservative skal opnå andet end et  træk på skuldrene.

Se bare på Dansk Folkeparti, der i årevis er stormet frem i både sympatimålinger og meningsmålinger. Inden de går til forhandlinger, fremlægger de åbne udspil.

De siger: “Det er det her, vi vil have, og hvis vi ikke kan få det, skal vi have noget andet. Men vi stemmer ikke ja, uden at vi får enten det ene eller det andet – og helst begge dele.”

Det kan godt være, at der ofte er tale om symbolske sejre, men danskerne kan huske det, og i dag kan Dansk Folkeparti slå sig op som det store socialt ansvarlige parti på højrefløjen. Det er da noget, som giver sympati.

– Redaktionen